Henrik Nordbrandt har det altid ad helvede til. Heldigvis! For lykkelige digte ville han have et urimeligt besvær med at få form på. Når så pludselig de fleste af os, på grund af corona og lockdown og lovpligtig bortnærværelse, har det parallelt ad helvede til, har Nordbrandt det ekstra og helt utroligt meget ad helvede til.

Som til mistrøstig overflod demonstreret af hans nye digtsamling, Så en morgen, der næsten må være den rekordsorteste i forfatterskabet. Indholdsfortegnelser er gået af mode i moderne digtsamlinger, men Nordbrandt benytter sig stadig af dem, ligesom han også stadig giver sine digte titler, og det giver et udmærket præcist indtryk af samlingens generelle grumhed at læse listen over digte som sit eget specifikt grumme digt: