Debat. Rektor er skuffet. Men det er alene rektors problem.

I de privilegeredes tjeneste

I de privilegeredes tjeneste

 

Henrik Marstal, Musiker og forfatter

I et interview her i avisen den 14. februar blev identitetsbevægelsen kaldt op til rektor. Her fremsatte Københavns Professionshøjskoles rektor, Stefan Hermann, en ætsende kritik af dens hastige fremkomst på uddannelsesinstitutionerne, ikke mindst hans egen. Kritikken baserede sig på alt andet end det, der ellers burde være fundamentet for enhver meningsudveksling: evnen til at sætte sig i sin modparts sted og evnen til at forstå sin egen position i lyset af modpartens synspunkter.

Selvom Hermanns ord måske var udtryk for en reel frustration, var de også udtryk for en slags panik, der er så meget mere bekymrende, som han har 20.000 studerende under sig – kommende lærere, socialrådgivere, pædagoger og meget andet. Og fraværet af loyalitet over for dem, som ellers helt indlysende – ja, nærmest per definition – burde kunne forvente at have hans opbakning eller blot tavshed, var det, der forundrede mig allermest i interviewet.

Hvordan kommer det egentlig så vidt, at en rektor for en central dansk uddannelsesinstitution siger ja til at stille op i en landsdækkende avis for at udbrede sig om alt det, han mener, er galt med hans egne studerende? Det er så afgjort hverken særlig konstruktivt, klogt eller for den sags skyld empatisk.

Hermann beklagede sig ikke mindst over, at det enkelte menneskes ydre sociale kendetegn – køn, etnicitet, seksuel observans – er centrale markører for identitetsbevægelsen, og at optagetheden af disse kendetegn går forud for interessen for det enkelte menneskes synspunkter. Men det er jo netop sådan, fordi bevægelsens magtkritik er fokuseret på ikke blot, hvad der bliver sagt, men også hvem der gør det. Og det er der en god grund til.

For den lighedskultur, som det hvide, heteroseksuelle og mandsdominerede majoritetssamfund for årtier tilbage indvilgede i at føre an i, er jo langt hen ad vejen udeblevet. Og netop hvide, heteroseksuelle mænd har kompromitteret sig selv ved ikke i tilstrækkelig grad at stille deres egen magt i de mindre privilegeredes tjeneste.

Men nu, hvor de svigtede grupper endelig har formået at mobilisere sig som stærke modstemmer, får deres modstand frit løb. Der er over tid blevet oparbejdet et enormt overtryk, og derfor vælter frustationen forståeligt nok ud i disse år, ikke blot fra de mange, som stadig må affinde sig med at blive overset, diskrimineret og ignoreret, men også fra mange andre, som selv tilhører de privilegerede lag, men som ganske enkelt ikke vil være med til at fastholde uligheden længere.

Identitetsbevægelsen kræver verden, og den kræver den nu – uden mellemregninger, uden forbehold og uden pædagogiske forklaringer. I den forstand er den revolutionær. Kønt er det bestemt ikke altid at se på, og det går undertiden ud over de helt forkerte.

Men bevægelsens momentum ser kun ud til at været blevet styrket, selvom modstanden mod den er blevet større. Og den vinder terræn, hver eneste gang endnu en hvid, midaldrende, heteroseksuel mand i en magtfuld position afdækker sin brutale mangel på forståelse over for bevægelsens bevæggrunde. Her er Hermann blot den seneste i en lang række herhjemme.

I det hele taget har bevægelsens vidt forskelligartede grupperinger på forbløffende kort tid opnået så stor tilslutning, at den kan gå hen og blive et af det 21. århundredes største normopgør i den vestlige verden, hvor ikke blot kampen for mere anerkendelse står centralt, men også kampen for mere empati gør det. Alene derfor burde magtens personer interessere sig for bevægelsens aktiviteter i stedet for at afskrive dem.

Det gælder ikke mindst, fordi identitetsbevægelsen herhjemme mindre er inspireret af de amerikanske universitetsstrømninger, som Hermann talte meget om i interviewet, end den er udsprunget af en moderne dansk dannelseskultur med både rødstrømpebevægelsen, bøssebevægelsen og adskillige antiracistiske strømninger som historisk ballast.

Dermed er den koblet til en særlig dansk tradition: en kritisk bevidsthedsdiskurs, der vover at tænke ud af boksen, og som har modet til at være konfrontatorisk og handlingsorienteret. I den forstand er det, vi ser i disse år på uddannelsesinstitutionerne, i den grad et sundhedstegn, som burde få alle, der kærer sig om nationens fremtid, til at blive optimister.

Hermann nævnte undervejs, at »historiens tog« vil køre ham over, hvis ikke han tager de debatter, studenterånden kræver. Jeg spørger: Er det alene derfor, han gør det? I så fald redder han hverken sin egen eller sine studerendes værdighed. For hvordan kan det være anderledes, når deres egen rektor i stedet for at forsøge at sætte sig ind i deres tankegang udstiller dem i magtfuld selvretfærdighed?

At Stefan Hermann er skuffet over tingenes tilstand, er så afgjort ikke tingenes problem. Det er hans eget. Og det sidste, uddannelsesverdenen har brug for, er rektorer, som ikke formår at forholde sig konstruktivt til deres studerendes virkelighedsopfattelser.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Stefan Hermanns svar til Henrik Marstal her.

Side 14