Læserbreve. Henrik Marstal. DR 1. DR 2. Børn og forældre.

Debat

Debat

Henrik Marstal

Stefan Hermann, rektor, Københavns Professionshøjskole

Musikeren og forfatteren Henrik Marstal harcelerer den 28. februar her i avisen over mine synspunkter og iagttagelser i det interview, som Klaus Wivel lavede med mig et par uger forinden. Interviewet omhandlede den klima- og miljøpolitiske handletrang på den ene side og de identitetspolitiske bevægelser på den anden.

Marstal mener, at jeg ikke er loyal over for mine studerende, og at jeg udviser en brutal mangel på forståelse over for identitetsbevægelsen. Jeg er blot »endnu en hvid, midaldrende, heteroseksuel mand i en magtfuld position«.

Jeg tror, at Marstal har en historisk pointe, når han skriver, at identitetsbevægelserne herhjemme langtfra alene er importeret fra amerikanske universitetsstrømninger, men informeret af dansk dannelseskultur, kvindebevægelse, bøssebevægelse og så videre. Det er klogt markeret. Men ellers forholder Marstal sig ikke til interviewets substans; han forholder sig alene til mit køn, min position, min seksualitet (som han angiveligt kender) og til interviewets dramaturgiske tråd (historiens tog, man kommer for sent til, bliver kørt over af) og mine angivelige følelser (skuffelse, panik). Dette skønt jeg forsøger at stille mig nysgerrigt an i forhold til de nye bevægelser. For netop at aflæse de spørgsmål, som stilles, når der gøres anskrig mod usynlige strukturer og diskriminationer. Den slags, som Marstal & co. har privilegeret adgang til at aflæse, medens vi andre – hvide, heteroseksuelle mænd i magtfulde positioner – ofte henvises til låste roller. Det henter energi fra en primitiv humanismes grundfigur: Sandhed står i modsætning til magten. Vi er offeret. Ergo ejer vi sandheden. Du er magten, ergo har dine udsagn ingen gyldighed. Det er ikke alene skidt for ideen om en samtale; det kidnapper oplysningens fineste idealer – både om sandhedsstræben og om at lytte og forstå det sagte uden automatisk afkortning til ophavet.

Men et er nysgerrighed efter at aflæse de spørgsmål, der stilles, lade sig inspirere og aktivt indgå i dialoger; noget andet at goutere de automatsvar, der gives. Jeg ønsker ikke at afspejle vore studerende, men jeg gør en dyd af at gå i dialog med dem, at forstå dem og støtte dem.

Den dag, vi spejler vores studerende, har vi reduceret os selv til en særegen blanding af et statsfinansieret supermarked og en sekt. Vi har et projekt med vores studerende, et opdrag. En af de kolossale styrker er, at de først og fremmest netop er studerende, dernæst alt muligt andet.

DR 1

Anne-Lise Andreasen, Kunst- og kulturafhængig

Weekendavisens artikel 28. februar om DRs svigt af kulturen er forstemmende læsning og bekræfter den følelse, jeg har haft længe.

Der er langt mellem DR-programmer, jeg har lyst til at se. Jeg savner udsendelser med møder med mennesker, der har noget på hjerte, og hvor der er tid til samtale – meget gerne kunstnere og forfattere. Det er ligeledes vigtigt, at tilrettelæggere og redaktører også har noget på hjerte, ellers bliver programmerne ligegyldige.

DR 2

Erik Ove, tidligere DR-ansat, Hørsholm

Jeg må tilstå, at jeg som gammel tv-journalist på DR blev dybt chokeret, da jeg læste Weekendavisens i øvrigt glimrende artikel 28. februar om forholdene i DR Kultur, Børn og Unge.

Første chok, da artiklens to journalister skriver, at alle kilder bortset fra én kræver at blive citeret anonymt af frygt for at miste jobbet!!

Jeg er helt klar over, at masser af offentlige organisationer og visse private har indført whistleblower-ordninger, fordi ledelsen ikke kan klare at høre kritik. Men jeg havde ikke drømt om, at den også var gal i den organisation, hvor Hans Jørgen Jensen først som chef for TV Avisen og senere som generaldirektør lagde en helt anden linje: den åbne, ærlige kritik.

Det startede på det morgenmøde, der blev holdt hver eneste dag på TV Avisen, og hvor aftenens program blev tilrettelagt. Men først skulle vi jo lige igennem en efterkritik af gårsdagens programmer. Og her blev der ikke skudt noget ind under stolen. Tingene blev sagt, som de var. Ikke ondskabsfuldt eller nedladende. Bare ærligt og som hovedregel meget konstruktivt. Og det var ikke kun chefen, der skød med skarpt, når der var noget at kritisere. Det gjorde vi medarbejdere også. Også over for den chef, der selv lagde fundamentet til den måde at tale til hinanden på, til at kritisere. For som han sagde: Uden konstruktiv, åben og ærlig kritik lærer vi jo aldrig af vores fejl.

Og jeg kan ikke genkalde mig nogen, der nogensinde i den tid på TV Avisen var bange for at kritisere Hans Jørgen eller for den sags skyld hans efterfølger, Hans Morten Rubin, fordi de var bange for deres reaktioner. Bange for at blive kørt ud på et sidespor eller fyret, hvis de åbnede munden. Den frygt eksisterede ikke. Det gør den jo så helt åbenlyst i dag.

Tænk, at man i dag i DR har en virksomhedskultur, hvor medarbejdere er bange for deres skind, hvis de kritiserer ledelsen og dens dispositioner. Det må være skrækkeligt at arbejde sådan et sted.

Andet chok, da artiklens to journalister citerer en unavngiven journalist for udsagnet om, at der i DR i dag er en nulfejlskultur uden plads til chancer og journalistisk nysgerrighed.

Her kom jeg igen til at tænke på Hans Jørgen Jensen og ikke mindst hans hyldesttale til Flemming Madsen, da han rundede de 60.

Som Hans Jørgen sagde: »Kære Flemming. Jeg kender ingen, der som du i dine reportager kan ramme fuldstændig og 100 pct. i plet. Men jeg kender heller ingen, der som du – gudskelov – også kan ramme 60 km ved siden af skiven.«

Så kære chefer i dagens DR og måske andre chefer: Kunne det tænkes, at I kunne lære bare lidt af den ledelsesfilosofi, som med stor succes blev praktiseret for over 50 år siden i en offentlig institution, endda et monopolforetagende?

Børn og forældre

Astrid Krag, social- og indenrigsminister (S)

Det er børnehavebarnet, hvis tegninger forestiller grønne flasker. Den lille pige, der spiser ristede løg for at blive mæt, fordi hendes mor ikke magter at sørge for frokost. Det er teenageren, der har været med sin mor på krisecenter efter vold fra faderen – ikke en eller to, men fem gange – før hun selv stikker af hjemmefra.

Det er de historier, der gør ondt, som jeg har fået fortalt i løbet af de seneste måneder.

Det er hensynet til de børn, der ikke får en ordentlig barndom, der danner grobund for regeringens ambition om altid at være på børnenes side.

For mange udsatte børn bliver i dag svigtet af systemet, og derfor skal vi kigge grundigt på anbringelsesområdet. Og med det kommer en erkendelse af, at flere børn i rette tid skal anbringes uden for hjemmet, som også Børns Vilkår og Socialpædagogerne har argumenteret for.

Weekendavisens Johanne Mygind mener (21. februar), at regeringen dermed forsømmer at støtte landets udsatte forældre. Men det ene udelukker ikke det andet.

Langt de fleste børn har gavn af en god relation til deres forældre, og derfor skal udsatte forældre støttes langt bedre end i dag.

I mange sager kan børnene blive hjemme, hvis familien får den rette hjælp.

Men barnets behov skal komme først. Vores mål er at undgå mistrivsel og skader hos børnene. I modsætning til nogle andre er vores mål ikke at undgå anbringelser.

For nogle gange er en anbringelse den bedste forebyggelse. Anbringelsen kan ske frivilligt og i samarbejde med forældrene.

Men hvis samarbejde ikke er muligt, må vi handle, hvis det er det bedste for barnet.

Det gør indtryk på mig, når speciallæge May Olofsson i Politiken (26. februar) spørger:

»Hvor ofte har jeg ikke i mit årelange arbejde med udsatte børn hørt sagsbehandlere fra kommunen sige:

’Skal denne mor ikke have en chance?’ – og hvor mange gange har jeg ikke svaret: ’Skal dette barn ikke have en chance?’

Det lille barn har hverken ’tid eller råd’ til at vente på, at dets mor – måske over tid – får det bedre.«

I regeringen mener vi, at forældrene har det første og største ansvar for at tage vare på deres børn. Men barnet er i sin egen ret. Og kan forældrene ikke løfte deres ansvar, så skal fællesskabet gribe ind.

Det er ikke et opgør med værdien af familien. Ligesom det heller ikke var det, da vi i slutningen af 1990erne tog et opgør med forældres ret til at slå deres børn.

Det er en insisteren på, at alle børn har ret til en tryg barndom.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker alene skribenternes holdninger. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk

Side 14