Portræt. Bernie Sanders er ikke kommunist, som modstanderne påstår. Men han er bestemt heller ikke en gråmeleret socialdemokrat.

Hvor rød er han?

Hvem er Bernie Sanders egentlig? Er manden, der fører i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat, »en kommunist«, sådan som Trump hævder?

Eller er han »dybest set, hvad europæere ville kalde en socialdemokrat«, som centrumvenstre-økonomen og nobelprismodtageren Paul Krugman skriver i New York Times – altså en politiker, der blot vil give jævne amerikanere de goder, som danskerne nyder godt af, sådan som kandidaten selv forklarede i en nylig debat?

Med andre ord: Hvor vidtgående er Bernie Sanders’ ideer?

Det spørgsmål står centralt i debatten om, hvordan den erklærede demokratiske socialist vil klare sig over for Donald Trump i en hårdhændet valgkamp, hvis han faktisk ender som demokraternes kandidat.

Lad os bare konstatere med det samme, at Vermont-senatoren ikke vil ophæve amerikanernes private ejendomsret. Eller sende de superrige på genopdragelseslejr. Flere af hans mærkesager – såsom universel sygesikring og gratis universitetsuddannelser – kan synes udramatiske i en dansk optik. På en række områder går Sanders’ forslag dog også længere, end vi er vant til herhjemme, og de vil have vidtrækkende konsekvenser for USAs økonomi.

Hans store slagnummer, Medicare for All, en universel sygesikring, kan for en umiddelbar betragtning ligne vores offentlige sygesikring, men udspillet adskiller sig blandt andet ved også at dække udgifterne til tandpleje og optikerydelser. Desuden vil modellen forbyde private forsikringer, der konkurrerer med de nye statslige ydelser, hvilket vil sige: De skal nærmest alle sammen forbydes. En enorm omvæltning i et land, hvor cirka 250 millioner dækkes af den private sundhedsindustri på forskellig vis.

Sanders-lejren vil givet svare, at det netop er pointen og pege på de eklatante mangler i sundhedssystemet i USA, hvor sundhedsudgifter tegner sig for 17 procent af BNP. Det er langt mere end i det nærmeste OECD-land.

Alligevel er cirka 28 millioner personer ikke forsikret, og mange i lavtlønsjob har svært ved at betale for bekostelige og mangelfulde private forsikringer.

Sanders’ modgift risikerer imidlertid at fremmedgøre mange af de middelklasse-amerikanere, der sætter pris på deres forsikringer. En måling foretaget af Kaiser og Cook Political Report viste i november, at en Medicare for All-model, der afskaffer private forsikringer, kun støttes af 36 procent af svingvælgere i Pennsylvania, Minnesota, Michigan og Wisconsin – nøglestater ved præsidentvalget.

Dyrere end dyrt

Og så er der spørgsmålet om udgifterne. De præcise omkostninger ved Sanders’ ambitiøse forslag kendes ikke, for kampagnen har ikke ivret efter at fremlægge detaljerede beregninger. Men Harvard-professor Lawrence Summers, tidligere økonomisk chefrådgiver for Obama, vurderer over for CNN, at planerne er i en liga for sig: Ser man på de påkrævede statslige udgifter, er »det her langt mere radikalt end alle tidligere præsidentskaber«, sagde han i januar til kanalen.

Sanders’ sygesikringsplan anslås at koste omkring 30 billioner kroner (30 tusind milliarder) over det næste årti, mens andre omfattende tiltag såsom klimaplanen Green New Deal og en føderal jobgaranti ifølge CNN-analysen kan bringe det samlede beløb op på 60 billioner kroner eller mere – en fordobling af det planlagte føderale forbrug i det kommende årti. Så drastisk en stigning er ifølge kanalen uden fortilfælde i fredstid i det moderne USA og vil givetvis enten medføre en stærkt øget amerikansk gæld eller øget beskatning af middelklassen.

Men måske er hans lempelige indvandringspolitik i virkeligheden dét, der gør ham allermest sårbar politisk. For nylig tilsluttede han sig idéen om at afkriminalisere ulovlig indtrængen i USA, som også Elizabeth Warren har slået til lyd for.

Det betyder ikke, at alle lovligt vil kunne vandre over grænsen, eller at illegale migranter ikke kan hjemsendes. Men der vil ikke længere være tale om en strafferetlig forbrydelse, der kan give op til seks måneders fængsel, sådan som det i dag gælder for førstegangsforseelser.

I praksis indebærer forslaget, at man langt sjældnere vil indespærre grænseoverløbere, medmindre de eksempelvis har voldsdomme eller vurderes at ville skjule sig for myndighederne.

Kritikere vil indvende, at sådan en ændring fjerner en vigtig afskrækkende foranstaltning og øger tilstrømningen. Tanken er heller ikke populær hos svingvælgere i Michigan, Pennsylvania, Minnesota og Wisconsin, viser november-målingen fra Cook Political Report og Kaiser Family Foundation: 71 procent er modstandere af idéen om »ikke længere at tilbageholde folk for at krydse USAs grænse på ulovlig vis«, som det formuleres i undersøgelsen.

Anlægger man et historisk perspektiv, er Sanders’ biografi også fyldt med prekære udsagn, som republikanerne vil elske at udbasunere i bedste sendetid.

For eksempel hans beundring for Nicaraguas revolutionære sandinister i 80erne. Eller hans støtte til »offentligt ejerskab af forsyningsselskaber, banker og store industrier«, som han ifølge CNN erklærede i et interview i 1976, da han var med i det obskure venstreorienterede Liberty Union Party.

Eller hans ønske om at afskaffe CIA, som han ifølge Politico luftede to år tidligere, da han var en 33-årig senatskandidat for samme parti. Eller den 28-årige Sanders’ påstand – øjensynlig inspireret af den aparte freudianske marxist Wilhelm Reich – om, at brystkræft bliver forårsaget af et seksuelt undertrykkende samfund, som magasinet Mother Jones har beskrevet.

Det er naturligvis ikke synspunkter, som den 78-årige Sanders forfægter i dag. Men det vil selvsagt ikke afholde Trump-lejren fra at botanisere i dem. På andre punkter er kandidaten forbløffende konsistent: I et interview med 60 Minutes forleden forsvarede han sine pæne ord om Cuba i 80erne, hvor han godt nok kritiserede manglen på demokratiske rettigheder, men ifølge Washington Post også hyldede landets »værdimæssige revolution« og adgangen til »sundhedspleje af meget høj kvalitet«. I søndagens tv-interview fordømte Sanders styrets autoritære natur. Men »det er uretfærdigt bare at sige, at alt er slemt«, tilføjede han og fremhævede så Castros indsats mod analfabetisme.

Oprigtigt indigneret

Kandidaten gør næppe livet lettere for sig selv ved at insistere på at kalde sig »demokratisk socialist« i et land, hvor 53 procent af befolkningen har en negativ opfattelse af socialisme og kun 19 procent en positiv, ifølge en NBC/Wall Street Journal-måling.

Det afholder dog ikke mange fra at se positivt på Sanders selv, der gerne roses for sin oprigtige indignation. Blandt amerikanere som helhed har Sanders et netto-popularitetstal på minus 2,7, når man trækker andelen med et negativt syn på ham fra andelen med et positivt. Det lyder måske ikke imponerende, men til sammenligning er Trumps tal minus 11, viser Real Clear Politics’ gennemsnit over en række målinger.

Flere målinger har også vist, at Sanders ville slå præsidenten i svingstater som Michigan og Pennsylvania, og hans støtter bærer gerne en badge, hvor der står »Bernie Beats Trump«. Men der er som bekendt længe til valget den 3. november, og spørgsmålet er, hvordan Sanders vil klare en valgkamp, hvor konsekvenserne af hans forslag bliver endevendt.

Omvendt har løftet om en »politisk revolution« ikke just skadet ham hidtil. Efter Trumps sejr føler de færreste sig sikre på, at den politiske tyngdelov egentlig fungerer i USA.

Som netmagasinet Axios skriver: »Det er ikke, fordi Sanders skjuler sin big government socialism – han har skreget den ud til nationen i et halvt århundrede. Måske er vælgerne ligeglade, præcis ligesom 45 procent er ligeglade med Trumps besynderligheder.«

 

Læs også: »Sanders-bevægelsen er som et løbsk tog«