Kronik. Politiet henlægger sager om voldelig kriminalitet, mens ofrene venter i årevis på erstatning. Systemet er i stykker.

Den største voldsmand

Den største voldsmand

 

Af Leif Donbæk Thomsen, advokat og forfatter til bogen »Personskade«

Vi snakker meget om, hvad politiske beslutninger koster, og hvad konsekvenserne er. Men det er statistik. For de fleste vedbliver det at være abstrakt. Noget man kan diskutere på Facebook eller, hvis man er politiker eller deslige, læse om i en rapport. For mig er det anderledes. Jeg lever af at repræsentere ofre. Både for de mere »normale« skader såsom arbejdsulykker, fejloperationer og fald i hjemmet – men også for de mere, heldigvis ret ualmindelige, alvorlige fysiske og psykiske skader efter kriminalitet.

Vi snakker meget om kriminalitet, men sjældent om ofrene. De færreste af mine klienter kan holde til at stå frem, for det meste forsøger de også blot at komme videre. Med god grund. For man bliver ikke mere rask af en verserende sag.

Når vi taler om kriminalitet, snakker vi meget om straf. Forstå mig ret, ingen, der laver, hvad jeg laver, mener, vi straffer for hårdt. Men når de efterladte, og det er, hvad vi ikke-ofre er, snakker om straf, så er det ud fra impotens. Vi kunne ikke stoppe overfaldet, og det er for hårdt at tænke på offeret, så i stedet bruger vi den politiske energi på at snakke om straf. Det er fint, bortset fra at det ikke hjælper de eksisterende ofre. Sandheden er, at ofrene i dag lades i stikken, da vores erstatningssystem er i stykker som et resultat af elendig politisk ledelse.

Lad mig prøve at forklare, hvordan en erstatningssag fungerer i praksis. Så vil det blive tydeligt at se, hvorfor systemet er ødelagt. Hvis vi starter med forbrydelsen, så sker der som regel noget voldsomt af en art. Lad os for eksemplets skyld tage en skudepisode. Jeg har en del klienter, der er blevet skudt, alle uden at være banderelaterede. For hvis de selv er skyld i det, så får de ingen erstatning, og så har de ikke brug for mig.

De bliver altså skudt. De kommer på hospitalet, og en efterforskning starter op. Problemet begynder allerede her. Deres tab realiseres fra dag 1. De er sygemeldt fra arbejde, måske uden løn, de har store udgifter til medicin, og i øvrigt har de det oftest elendigt på øverste etage. Men du kan (i 99 procent af tilfældene) tidligst søge erstatning ved Erstatningsnævnet, som er den myndighed, der udbetaler erstatning til ofre, når først sagen enten er henlagt eller afgjort ved endelig dom.

Da politiet er presset og bagud med at opklare forbrydelser, er det sjældent, at efterforskningen er klaret på under et år. Anklagemyndigheden bruger derefter et godt stykke tid, ofte over tre måneder, og hvis der faktisk er tiltalegrund, starter retssagsbehandlingen.

Men lad os formode, at der ikke bliver rejst tiltale. Det sker desværre ret ofte. Alene i år har jeg to gange oplevet henlæggelser af sager, hvor mine klienter er blevet skudt og har været uskyldige ofre. Det skete også flere gange sidste år.

For ja. Man henlægger nu om dage – af rene ressourcehensyn – sager, hvor forbrydere har skudt borgere på åben gade. Sager, der burde holdes åbne for efterforskning, hvis ikke for evigt, så i det mindste længe nok til at sende et signal om, at vi som samfund ikke finder os i det. Dette skyldes mange ting, men de største grunde er, at anklagemyndighed, politi og domstole er i krise og har været det længe.

Offeret får altså ikke retfærdighed, men hvad med erstatning? Der er nu som regel gået i omegnen af halvandet år, fra offeret blev skudt. »Nu« tænker du, kære læser, »nu kommer der vel noget at leve for?« Halvandet år er længe uden indtægt.

Men nej, nu kan jeg opgøre et foreløbigt krav og sende det til politiet. Det skyldes en særlig finesse, hvor Erstatningsnævnet, der håndterer de her sager, alene modtager krav, hvis det første krav er sendt via politiet. Derefter må man gerne skrive direkte til dem. Ja, det forekommer uhensigtsmæssigt, for kravet kan ofte ligge stille et par måneder ved politiet, der overraskende nok har mere presserende opgaver. Men sådan er systemet. Herefter kan sagsbehandlingen begynde. Problemet er, at Erstatningsnævnet har været i krise i årevis – og var det ikke nok i sig selv, så valgte man også at udflytte Nævnet. Ved en tilfældighed til den daværende justitsministers tidligere hjemby, hvor han også var borgmester. En by kendetegnet ved mange ting, men desværre ikke ved sin overflod af arbejdsløse jurister med speciale i komplekse personskadesager.

Efter min erfaring er det et realistisk scenarie, at mine klienter får deres første udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste to til fire år efter overfaldet. Og det er de heldige. Jeg har adskillige, der venter længere. For ud over at være bagud er Erstatningsnævnet også kendetegnet ved en restriktiv praksis. De er uden sammenligning den værste modpart, en erstatningsadvokat kan have. Intet forsikringsselskab er lige så hårdt ved ofre som Erstatningsnævnet, og det er ofte, som om de finder det vigtigere at beskytte gerningsmændene mod for høje krav end at hjælpe ofrene.

Ikke overraskende er de her forløb ikke særligt sunde for mine klienter. Jeg repræsenterer næsten kun voldsofre, hvor forløbet, ikke den initiale forbrydelse, ender med at give dem alvorlige psykiske men.

Systemet er i stykker, og det er ikke en enkelt persons skyld. Men en perfekt storm, hvor man har smadret vores ellers gode sikkerhedsnet for ofre på nærmest alle fronter på en gang. Først ved at ødelægge politiet med politireformen, så sagerne ikke bliver efterforsket, derefter ved at nedprioritere anklagemyndigheden og domstolene i årevis, så de ikke kan behandle sagerne i fornuftigt tempo, og dernæst ved at tage Erstatningsnævnet, der har været i krise i det meste af et årti, og flytte det langt væk fra det sted, hvor kompetencerne befinder sig.

Det er konkrete eksempler på, hvad politiske beslutninger har kostet, og jeg håber, der er politikere, der læser med. For sikkerhedsnettet er i stykker, og det går ud over mennesker, vi alle er enige om bør hjælpes: uskyldige ofre for personfarlig vold.

Og før dette sikkerhedsnet er genetableret, er jeg ret ligeglad med avancerede nye straffemetoder og gud ved hvad. Start med at få systemet til at virke, så mine klienter kan komme hurtigt igennem og genvinde deres liv. For lige nu er systemet ofte den største voldsmand.

Dette er en kronik og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

 

Læs også om regeringens forslag om markant mere overvågning i det offentlige rum: »De mange øjne«

Læs også om, at en række røverier mod børn og unge har rystet Sverige: »Monopol på vold«

Side 15