Debat. Weekendavisens kronik den 31. januar om venstrefløjen var historieforfalskning.

Falske anklager om antisemitisme

 

Steffen Groth, Cand.mag. og skribent for netmediet POV

I et interview i Politiken den 20. januar udpegede Mette Frederiksen »især indvandrermiljøer og dele af venstrefløjen som arnested for en stigende antisemitisme«. Jeg vil rette blikket mod den del af hendes udsagn, der handler om venstrefløjen.

Statsministeren skriver sig med sin udokumenterede påstand ind i en beklagelig tendens, hvor personer – der ikke er antisemitiske – brændemærkes som antisemitter. Prominente eksempler er: Jimmy Carter, Richard Goldstone, Bernie Sanders, Jeremy Corbyn og Mogens Lykketoft. Når de uretmæssige anklager kan florere, har det grobund i en glidning i begreberne, hvor kritik af en stat, Israel, omtolkes til had mod jøder, antisemitisme.

Statsministerens udtalelser blev startskuddet til flere eksempler på, hvordan begrebet antisemitisme kan misbruges som instrument til at stigmatisere politiske modstandere og skærme Israel.

Den 31. januar bragte Weekendavisen en kronik med titlen »Store, stygge løgne« skrevet af Arthur Arnheim. Kronikken skitserede antisemitismens nyere historie og sprang hastigt fra Zions Vises Protokoller over nazismens jødeudryddelse til »den nye antisemitiske bølge«, som i Danmark ifølge kronikøren blev igangsat af Klaus Rifbjerg.

I 1967 i kølvandet på Seksdageskrigen skrev Rifbjerg digtet »Støvlerne«, som blev bragt i Politiken under et foto af egyptiske soldaterstøvler i ørkensandet. Ifølge kronikøren var digt og foto forbundet med samtidig sovjetisk antisemitisme.

Et dyk ned i arkiverne viser imidlertid, at der er tale om historieforfalskning. Det var den israelske hær, der fremviste støvlerne i ørkensandet for verdenspressen, og Rifbjergs digt er et pacifistisk digt i tråd med forfatterens livslange position.

Digtet er et korrektiv til den krigsbegejstring, der prægede dele af Danmark i forbindelse med Seksdageskrigen. Det menneskeliggør nogle af krigens ofre, nemlig de soldater, hvis støvler stod tilbage i ørkensandet som et symbol på deres nederlag, ulykke eller død.

Kronikken fordrejer pacifisme og humanisme til antisemitisme og bliver dermed et grelt eksempel på, hvordan forveksling af Israel-kritik og jødehad kan føre til groteske fejlslutninger. Her er det menneskeliggørelse af Israels modpart, der omtolkes til antisemitisme.

I forlængelse af dette skred i begreberne mener Arnheim, at man i kampen mod antisemitisme bør »rette søgelyset mod danske politikere, opinionsdannere og humanitære NGOer«. Den forskydning af fokus fra traditionelle arnesteder for antisemitisme til Israel-kritiske politikere og organisationer betragter jeg som skadelig for kampen mod antisemitismen. Kategorierne opløses, og de ubegrundede antisemitismeanklager afføder modvilje og udvander begrebet.

Arnheims kronik bringes i Weekendavisen samme dag som artiklen »Fakler i mørket«. Her får Socialdemokratiets integrationsordfører, Rasmus Stoklund, rollen som en politisk detektiv, der skal påvise Mette Frederiksens påstand om venstrefløjens antisemitisme. Måske i erkendelse af, at det er umuligt at finde reelt belæg for statsministerens påstand, har Stoklund valgt at forskyde perspektivet. Mistænkeliggørelsen antager en ny form. Nu handler det om, hvordan nogle medlemmer af Enhedslisten markerer Krystalnatten.

Stoklund har foretaget en selektiv strandhugst i programmet for et Krystalnat-arrangement i Aarhus, som medlemmer af Ø er medarrangører af:

»Stoklund henviser til nogle af de programbeskrivelser og invitationer, som er tilgængelige på nettet for de årlige begivenheder«, skriver journalisten. »I programmet for Aldrig mere en Krystalnat i Aarhus i 2019 nævnes ordet antisemitisme eksempelvis slet ikke.«

Det alarmerer Stoklund. Men på nettet kan man se, at programmet til gengæld rummer ordene »jødeforfølgelser«, »holocaust«, »racisme«, »fascisme«, »diskrimination« og »jødiske og andre ofre for nazismen«.

Og titlen på arrangementet Aldrig mere en Krystalnat refererer til et af de mest kendte symboler for antisemitisme. Det forudsætter en kreativ krænkelsesparathed at blive alarmeret over, at ordet antisemitisme ikke figurerer i programmet i Aarhus. Men det er ikke desto mindre den type fantomer, Stoklund og journalisten forfølger.

Den israelske ambassade har også meldt sig ind i debatten. Den 6. februar skrev viceambassadøren et indlæg i Berlingske, som ved hjælp af insinuationer, manipulationer og guilt by association mistænkeliggjorde Enhedslisten. Den røde tråd var, at partiets Israel-kritik var illegitim, hvilket blev spidsformuleret således: »Konklusionen er krystalklar: Moderne antisemitisme er politisk, anti-israelsk og anti-zionistisk.«

Formuleringen kortslutter den afgørende skelnen mellem jøder i Danmark og staten Israel. Samtidig sammenblandes kategorierne stat og mennesker, ideologi og etnicitet.

Både demokratiet og kampen mod antisemitisme lider skade, når legitime politiske synspunkter om en stat – uanset hvor skæve og forkerte man synes, de er – stemples som illegitime ved hjælp af falske påstande om antisemitisme.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.