PRISTALE. »Hvordan ville Palme have forholdt sig til vore dages orwellske løgnemaskiner, der ville have fået selv en Joseph Goebbels til at rødme?« John le Carré rejste spørgsmålet, da han den 30. januar modtog Olof Palme-prisen 2019.

Arven fra Olof Palme

Arven fra Olof Palme

Mange forskellige følelser, ikke alle sammen lige smukke, gik gennem mit hoved i det øjeblik, jeg fik at vide, at jeg var udvalgt til at modtage denne fornemme pris:

Jeg er ikke nogen helt. Jeg er en plattenslager. Jeg vil ikke have en medalje for en anden mands tapperhed. Sig nej tak. Jeg er ikke forkæmper for sandhed eller for menneskerettigheder. Jeg har ikke lidt på grund af mine bøger. Jeg er tværtimod blevet rigeligt belønnet for dem.

Jeg følte mig heller ikke på højde med de tre forfattere, der har stået på denne talerstol før mig: Václav Havel, som jeg kortvarigt stiftede bekendtskab med og beundrede meget, og den uforfærdede Roberto Saviano, der ligesom Havel, men på en anden måde blev martyr for sit arbejde. Og Carsten Jensen, der skriver så engageret om verdens mange konflikter.

Først da jeg satte mig til at se nærmere på Olof Palmes liv og gerning, blev jeg påvirket af hans personlighed og opdagede, hvor meget jeg havde til fælles med ham, og så gik det også op for mig, at afstanden mellem os måske trods alt ikke var så stor.

Når man læser om Palme og reflekterer over hans liv, begynder man uvilkårligt at spekulere på, hvem man selv er. Og hvem man kunne være blevet, men ikke blev. Og hvor ens moralske mod var henne, da der var brug for det. Man spørger sig selv, hvad der drev en mand som Palme – han var jo født med en sølvske i munden, kom fra en overklassefamilie, gik på de bedste skoler og gjorde senere tjeneste i det fineste kavaleriregiment – til helt fra begyndelsen at gå ind i kampen for de udnyttede, de fattige, de mishandlede og oversete?

Læs også, hvordan Stieg Larssons glemte arkiv blev til dokudrama med ny teori om mordet på Olof Palme: »Palmehaderne«

Var der i hans liv, som der har været det hos andre mænd og kvinder af hans kaliber, et skelsættende øjeblik, som kom til at definere hans indignation og tavse målrettethed? Som barn var han svagelig og blev delvist undervist derhjemme. Han gav indtryk af at være en enspænder. Var han mon i opposition til sine skolekammerater – deres tro på, at de ejede det hele, deres foragt for samfundets svageste, deres larm, deres vulgaritet og ukultur?

Sådan var det for mig. Og ingen er nemmere at hade end en foragtelig udgave af en selv.

Graham Greene sagde engang, at man som romanforfatter helst skal have en splint af is i hjertet. Var der også en splint af is i Palmes hjerte? Han var ganske vist ikke romanforfatter, men der var kunst og også lidt af en skuespiller i ham. Han vidste, at uden politisk magt får man aldrig de store spørgsmål til at brænde igennem. Og vil man have politisk magt, skal man have et par splinter is på rette sted.

Dengang som nu så USA ikke med milde øjne på kritik fra lande, det anså for at være tredjerangsstater. Og Sverige var et ganske særligt irriterende tredjerangsland, fordi det var europæisk, veltalende, kultiveret, rigt og hvidt. Men Palme elskede at være irriterende. Han nød det. Han nød at være stemmen udefra, den stemme, der nægter at blive sat i bås, og som slet ikke burde have fået adgang til lokalet. Det fik det bedste frem i ham.

Jeg må indrømme, at det gør det også en gang imellem i mit tilfælde.

Jeg vil også have en Palme i mit land, der i min levetid ikke har frembragt en eneste statsmand af hans format.

I BERLIN i 1961 var jeg tilskuer, da russisk pigtråd blev rullet ud over kontrolposten på Friedrichstrasse, måske bedre kendt som Checkpoint Charlie. I de følgende dage så jeg Muren rejse sig lidt efter lidt, den ene betonblok efter den anden.

Løftede jeg en finger? Det gjorde ingen. Og det var måske det værste ved det – den forstemmende følelse af, at man var betydningsløs. Men Palme nægtede at være betydningsløs. Han ville høres, om han så skulle dø af det, og måske døde han også af det til sidst.

Det er oktober 1962, og Cubakrisen er i fuld gang. Jeg er underordnet diplomat ved den britiske ambassade i Bonn og er netop flyttet ind i en ny lejet villa ved Rhinen. Tyske arbejdere er i gang med at male væggene. Det er solskin og efterår, og jeg må vist have haft orlov, for jeg sidder i haven og skriver.

Malernes transistorradio overdøves af de forbipasserende lastepramme, indtil den pludselig bliver meget larmende og udbasunerer nyheden om Kennedys ultimatum til Khrusjtjov: »Få skibene til at vende om, hr. Formand, ellers er der krig mellem Deres og mit land« – eller ord med et lignende indhold.

Malerne beder sig høfligt undskyldt, renser penslerne og går hjem for at være sammen med familien, når verden går under.

Jeg kører hen til ambassaden for at se, om der er arbejde til mig. Det er der ikke. Jeg kører hjem igen og skriver videre på Spionen der kom ind fra kulden.

Hvad gjorde Palme, da de sovjetiske skibe sejlede videre mod Cuba, og verden ventede med tilbageholdt åndedræt for at se, hvem der ville blinke først?

Indtil jeg vidste bedre, så jeg ham sidde med hovedet i hænderne et eller andet sted, grebet af fortvivlelse. Jeg er mislykket som fredsmægler. Mine overvejelser har været forgæves. Hvis verden går til grunde, er det min skyld.

Men han havde ikke tålmodighed med den slags. Han var i Stockholm og arbejdede for at få indført skolereformer, forøge Sveriges ulandshjælp og samle stumperne op efter Wennerström, en højt placeret officer i det svenske luftvåben, der var blevet afsløret som sovjetisk spion. Det er noget, man nemt glemmer, når man taler om diplomaten Palme, der arbejdede for verdensfred og atomnedrustning: Han havde også et land, der skulle regeres.

Spionage? Palme? Der har været talt meget om det. Som ung praktikant i det svenske efterretningsvæsen havde han tidligt fået smag for de sorte kunster, og denne interesse bibeholdt han resten af sit politiske liv. Hvem kan bebrejde ham det? Når man skal forsvare sig på en halv snes hjemmefronter, når man skal sidde den halve nat til kedsommelige udvalgsmøder, når højreorienterede demonstranter brænder ens billede på gaden og smider dartpile efter fotografier af ens ansigt, er det vel en befrielse at sætte sig behageligt til rette med spionerne og hengive sig til glæden ved indviklede intriger?

Det overrasker mig ikke det fjerneste, at Palme på én og samme tid kunne kritisere amerikanerne for Vietnamkrigen og samtidig som pragmatiker læse tophemmelige amerikanske efterretningsrapporter. Han havde jo et land, der skulle beskyttes.

Palme oplevede aldrig afslutningen på Den Kolde Krig, men han var med i dens værste år. Og sent i hans liv havde disse år sat deres præg på ham i form af pirrelighed, åndsfraværelse, utålmodighed, kamptræthed. Man behøver kun at se de sidste fotografier for at genkende tegnene. Man behøver kun at høre den dårligt nok beherskede vrede i hans tonefald, da han læser sin udtalelse om bomb­ningen af Hanoi op. Jeg hører nervøse rådgivere, der trygler ham om ikke at bruge f-ordet: folkedrab.

Efterhånden som jeg læser mere og mere om Palmes liv og reflekterer over det, bliver min følelse af et åndeligt slægtskab påtrængende. Jeg vil også have en Palme i mit land, der i min levetid ikke har frembragt en eneste statsmand af hans format. Og jeg vil have ham lige nu. Jeg er ikke kun Remainer. Jeg er europæer med hud og hår, og nu har rotterne taget magten på skibet, har jeg lyst til at sige til ham. Det skærer mig i hjertet, og jeg vil også have, at det skal skære dig i hjertet. Vi har brug for din stemme til at vække os af vores søvngænger­tilstand og redde os fra politisk og økonomisk selvødelæggende handlinger. Men du kommer for sent.

Vi englændere er alle sammen nationalister nu. Det vil Boris Johnson i hvert fald gerne bilde os ind. Men for at være nationalist skal man have fjender, og det mest lurvede trick i Brexit- tilhængernes håndbog var at gøre Europa til fjenden. Tag kontrollen tilbage! råbte de med den underforståede tilføjelse: Og giv den til Donald Trump sammen med vores udenrigspolitik, vores økonomiske politik, vores sundhedsvæsen og – hvem ved – måske også vores BBC.

Boris Johnson har med vores velsignelse indtaget sin plads ved siden af vor tids to andre store løgnere: Donald Trump og Vladimir Putin. Hvis Palme skulle havde forsøgt at få sandheden ud af dem i en slags omvendt Paris’ dom, hvem af disse tre ville han så have spurgt? Ville han måske slet ikke have spurgt nogen af dem?

En dag vil nogen forhåbentlig forklare mig, hvordan det kan gå til, at der er så stor efterspørgsel på populister og løgnere i en tid, hvor videnskaben aldrig har været klogere, sandheden mere iøjnefaldende eller menneskelig erkendelse mere tilgængelig.

Nu skal vi dog ikke give Torypartiet skylden for den store sejr. Det var Jeremy Corbins Labourparti med dets manglende Brexit-politik, dets antisemitisme og studentikose marxisme-leninisme, der vakte modstand hos traditionelle Labourvælgere og efterlod dem i et tomrum. De kiggede til venstre, men genkendte ikke deres leder. De kiggede i midten, og der var slet ingen. De var dødtrætte af Brexit, dødtrætte af politik og sandsynligvis lige så dødtrætte af Johnsons stemme, som jeg var. De holdt sig for næsen og stemte på det mindst dårlige. Hvem kan bebrejde dem det?

Hvordan ville Palme have forholdt sig til vore dages orwellske løgnemaskiner, der ville have fået selv en Joseph Goebbels til at rødme over den måde, de lidt efter lidt undergraver vores anstændighed og sunde fornuft på og får os til at betvivle uangribelige sandheder?

De sidste splinter af Jamal Khashoggi er formodentlig fejet ind under gulvtæppet på det saudiarabiske konsulat i Istanbul. De skyldige har tilstået, at de handlede efter en uoverlagt indskydelse. Det hele udviklede sig lidt for vildt, som det nu engang kan ske, og de er da også blevet halshugget på behørig vis og i overensstemmelse med det saudiarabiske rets­væsens højeste principper. Kronprinsen er chokeret. Resten er fake news. Der var ingen knoglesav, ingen skrig, ingen Khashoggi-dobbeltgænger, der gik ud af konsulatet med forkerte sko på.

Jeg ville have været nervøs ved at indlade mig på en diskussion med ham, for han ville have sat mig til vægs, selv om jeg havde haft ret.

Så her kommer et spørgsmål. Hvis Palme havde været Sveriges statsminister i dag, og Sverige havde haft gang i en indbringende våbenhandel med Saudi-Arabien, hvordan ville han så have grebet det an? Ville han have indtaget det fornuftige, afslappede britiske standpunkt og have sagt: »For guds skyld, lad os nu holde op med at brokke os og se at komme videre med den næste levering; de er jo arabere, og de har også en krig, de skal holde gang i?« Eller ville han – det vil jeg helst tro – have sagt til svensk våbenindustri: »Uanset hvad det koster, så stopper I lige nu.«

JEG VED IKKE, om Palme læste mine bøger – hvis I vidste, hvor mange der ikke gør det, ville I skamme jer.

Men jeg ved én ting, og det er, at ganske kort tid efter at jeg begyndte at læse om Palmes liv og om de sager, der inspirerede ham, forekom det mig pludselig, at jeg i alle de bøger, jeg har skrevet, ubevidst er fulgt i hans fodspor.

Min hovedperson, den jeg er bedst kendt for, er George Smiley. Smiley blev rekrutteret til Secret Service i sin grønne ungdom ligesom jeg selv, og selv om han holdt meget af at fordybe sig i det 17. århundredes tyske litteratur, kendte han dybest set kun den hemmelige verden. I hele sit lange professionelle liv var han plaget af moralsk tvivl. Da jeg engang blev bedt om at tegne et portræt af ham, tegnede jeg en mand, der bar sin hest op ad bakke – et billede, der måske kunne have lokket et træt genkendelsens smil ud af Palme.

Smiley og jeg har en fælles historie. Gennem 60 år. Når jeg valgte en ny kurs, fulgte Smiley med. Og sommetider kendte Smiley vejen bedre end jeg, og så fulgte jeg efter ham, og det er jo sådan noget, der kan ske, når man opfinder en person, der er klogere end en selv.

Tag Smiley i 1979, da alt tegnede til, at Den Kolde Krig ville vare evigt. Med eksemplarisk faghåndværk har han lokket sin sovjetiske modpart med kodenavnet Karla over Berlinmuren. Han har gjort det ved at udnytte en karakterbrist, som vi gerne kaldte det, hos denne ellers så uudgrundelige betonkommunist. Den pågældende karakterbrist er kærlighed, en fars kærlighed til sin mentalt syge datter. I strid med alle regler i KGB-håndbogen har Karla fået anbragt sin datter på et schweizisk sanatorium under et falsk navn, og Smiley har brugt denne viden til at afpresse ham.

Og her kommer så Karla, sovjetisk fanatiker og kærlig far, gående som afhopper over Glienickebroen fra Øst- til Vestberlin.

»George, du har vundet,« siger Peter Guillam, Smileys trofaste højre hånd.

»Har jeg det? Tja. Ja, det har jeg vel,« svarer Smiley.

Palme ville have forstået hans lede ved sig selv.

Da Den Kolde Krig var forbi, og mens den vestlige verden stadig gratulerede sig selv, følte Smiley sig forrådt, og det gjorde jeg også. Olof Palme ville også have følt sig forrådt, hvis han havde levet længe nok. Hvor var den fred, vi alle sammen havde fået løfte om og ventet på? Hvor var Den Store Vision? Forsoningen? Den atomnedrustningsaftale, som Palme utrætteligt havde arbejdet på at få i stand? Hvor var den Marshallplan, der kunne hjælpe de nedslidte lande i gang igen?

Og først og fremmest, hvor var håbets og fornyelsens stemme? Er det helt usandsynligt at forestille sig, at Palme kunne have været den stemme, hvis han havde fået lov til at leve?

Tag Smiley i 1990, et år efter at Muren blev revet ned og fire år efter Palmes død.

»En dag fortæller historien os måske, hvem der i virkeligheden vandt. Hvis resultatet bliver et demokratisk Rusland – ja, så har Rusland været vinderen. Og hvis Vesten bliver kvalt i sin egen materialisme, så kan Vesten stadig nå at blive taberen.«

Jeg ser Palme nikke.

Og tag så Smiley som gammel – han har altid været ældre end jeg, en faderskikkelse – men stadig på jagt efter det spørgsmål, der har forfulgt ham hele livet: Har jeg svigtet min menneskelighed i en sådan grad, at jeg helt har mistet den?

»Vi var ikke nådesløse, Peter,« fastholder han over for den samme trofaste discipel. »Vi var aldrig nådesløse. Vi havde en større medfølelse. Man kan hævde, at den var malplaceret. Forgæves var den i hvert fald. Det ved vi nu. Men det gjorde vi ikke dengang.«

Men i fantasien hører jeg Palmes energiske protester: »Det er et uholdbart, egoistisk argument, der med samme ret kunne anvendes på enhver anden uhyrlig handling begået i demokratiets navn.«

Jeg ser et skarpt, hurtigt ansigt. Rastløse øjne, sommetider nedslagne. Både ægte og kunstige smil. Et ansigt, der kæmper for at bære over med knap så hurtige hjerner, sårbart, vagtsomt og forfinet på en måde, vi plejer at forbinde med unge digtere. Den præcise stemme svigter ikke, heller ikke når dens ejermand er vred.

Jeg fornemmer en uudholdelig utålmodighed i ham, som skyldes, at han ser og føler tidligere og hurtigere end de andre tilstedeværende i lokalet.

Jeg ville have været nervøs ved at indlade mig på en diskussion med ham, for han ville have sat mig til vægs, selv om jeg havde haft ret. Men jeg mødte ham aldrig. Jeg kan kun høre ham og se ham og læse ham. Hvad resten angår, halter jeg bagefter.

Sit livs sidste tale holdt han i FN i 1985; det var et mislykket forsøg på at få indført et folkeretligt forbud mod atomvåben. 30 år senere stemte den svenske regering for netop et sådant forbud. Nu har den under amerikansk pres udskudt beslutningen om at bekræfte denne beslutning. Spørgsmålet er aktuelt igen. Vi får se.

HVORDAN VILLE PALME mon have ønsket at blive husket? Jo, på denne her måde: for sit liv, ikke for sin død. For sin humanisme, sit mod, for bredden og fuldstændigheden i sit humane menneskesyn. Som sandhedens stemme i en verden fast besluttet på at skjule sandheden. For de inspirerende, opfindsomme projekter, som unge mennesker hvert år giver sig i kast med i hans navn.

Er der noget, jeg ønsker at føje til dette epitafium? Måske ville han have syntes godt om denne linje af May Sarton: »Man må tænke som en helt for at opføre sig som et blot anstændigt menneske.«

Og hvordan vil jeg selv gerne huskes?

Som den mand, der modtog Olof Palme-prisen 2019, det er nok til mig.

Oversat af Claus Bech

 

Læs også anmeldelsen af bogen 'John le Carré: Fri agent': »Spionen der kom hjem i heden«

Side 24