Litterær æggesnaps

Juledagene er så højspændte, så stramt pakkede med urimelige forventninger, så oplagte scener for konflikt og skuffelse. Man kan gøre to ting: selvmedicinere med alkohol eller lade sig rive ud af sin provinsielle anspændthed og tænke lidt over døden. Fordelen ved det sidste er, at bekymringer over egen jule-uformåen pludselig bliver dejligt trivielle, ulempen er selvfølgelig, at man skal tænke over døden. Muligheden foreligger i hvert fald med Fredrik Backmans lange novelle Dit livs handel, hvor en selvretfærdig, præstationsfikseret rigmand taler til sin søn: »Hej. Det er din far. Du vågner snart, det er juleaftensmorgen i Helsingborg, og jeg har slået et menneske ihjel,« begynder fortælleren i en række korte kapitler. Faderen ligger på kræftafdelingen med en femårig pige, hvis mor græder, når pigen beskriver operationsholdet med slanger og masker, der får en til at sove, selvom man prøver at lade være. På gangen går en dame i grå striktrøje med et ringbind, og man fanger hurtigt, at det gælder om ikke at få sit navn streget ud.

Fortælleren har for længst fjernet sig fra sin søn, han forlod ham og moderen, og da sønnen som 11-12-årig stak af hjemmefra og ville bo hos faderen, sagde faderen nej. Livet er uretfærdigt, fortsatte han til den lille dreng, og nu konkluderer han, at sønnen var en skuffelse; han blev god i stedet for hård. Så eklatant et røvhul kan ingen blive ved med at være, og da slet ikke hos Fredrik Backman, forfatteren bag En mand der hedder Ove, hvor en klassisk misantrop langsomt bløder op. Slutningen er da også opløftende, men kun på samme måde som det er livsbekræftende at synge »Se, nu stiger solen« til begravelser. Den sjoveste replik står damen med ringbindet for, da fortælleren endelig konfronterer hende med et fast: »Du er døden.« Så bliver hun ellers krænket. »‘Jeg er ikke døden,’ mumlede hun. ‘Jeg ER ikke mit job.’«