Fordansket. Margaret Atwoods nye digte er svære at skatte som andet end sympatisk civiliserede, lige på nær et enkelt, tjenerinde-værdigt primalskrig.
Helt ærligt, min inderlige
I Danmark sker det sjældent, at forfattere, der succesfuldt og tidligt har skiftet bane fra poesi til prosa, vender tilbage til poesien. To eksempler: Kirsten Thorup og Kirsten Hammann, der begge debuterede med pænt suveræne, nyklassiske digtsamlinger, Indeni-udenfor, 1967, og Mellem tænderne, 1992.
Den canadiske forfatter Margaret Atwood, født 1939, skrev gennem 60erne en række digtsamlinger, før hun i 1969 udgav sin første roman, hvorefter prosaen tog over som hendes primære udtryksform, og den form for udtryk, der har gjort hende kendt og populær verden over. Med gode, lange mellemrum er hun blevet ved at udgive poetry collections næstsenest The Door, 2007, og senest Dearly fra i år, som hendes danske forlag, Lindhardt & Ringhof, af en eller anden grund har valgt – til forskel fra al mulig anden nødvendigere poesi af hvem som helst – at udgive på dansk.
Del: