»Vi ønsker, at vores viden og ekspertise bliver anvendt til at forbedre sundheden. Derfor offentliggør vi løbende resultaterne af data om overvågning af sygdomme og forskning,« står der på Seruminstituttets hjemmeside. Men i halen på det store minkslagsmål hagler kritikken nu ned over instituttet på Artillerivej for ikke at leve op til sit erklærede mål. Man offentliggør ikke sine data i tide, lyder det fra forskere i ind- og udland og medvirker dermed til politisk forplumring. Nogle vil endog mene, at man bringer befolkningens tillid til sundhedsmyndighederne og dermed i sidste ende folkesundheden i fare.

»Tidligt i forløbet brugte jeg vist udtrykket ’idiotisk’,« siger Francois Balloux, som er professor i systembiologi ved University College London og leder af universitetets Genetics Institute. »Det er et typisk eksempel på alt det, der er galt med videnskaben og dens kommunikation i COVID-19-æraen. En interessant observation bliver blæst ud af proportioner og ender i en forvirrende historie, som antænder yderligere frygt i befolkningen.«