Brev til min mor

Jeg forstod Katja Kvaales budskab i »Brev til min datter« i WA #39. Jeg forstår godt omfanget af det ansvar, som følger med den frigørelse, generationer af kvinder før os har begunstiget os med. Og jeg er i høj grad enig i præmissen: Med frihed følger et ansvar. Et ansvar for at sige fra og et ansvar, som skal fordeles ligeligt mellem kønnene, når det kommer til at skabe en sund seksualkultur.

Men der er noget, Katja Kvaales og min mors generation ikke forstår – eller ikke ved. De kender nemlig ikke til den dybt grænseoverskridende adfærd, som piger i min generation blev udsat for i vores yngste, allermest sårbare teenageår. Ikke fordi de ikke er blevet udsat for grænseoverskridende, sexistisk adfærd i deres teenageår – det er de uden tvivl. Men jeg tror ikke, at de er blevet udsat for en så eksplicit, pornoficeret adfærd, som min generation er. Den adfærd, som drenge på min alder udsatte os for. De drenge, som er mærket af den grænseløse adgang til internetporno. De drenge, som er præget af en popkultur, hvor Suspekt synger om, hvorvidt de må slikke mig i min røv og stikke en fed pik i min nuggi. De drenge, som er et produkt af et samfund, hvor de som følge af institutions- og børnepasningskulturen har været overladt til sig selv med en begrænset seksuel opdragelse ud over den, de kunne få via digitale medier eller i 00ernes ekstremt seksualiserede musikvideoer.