Når kortet over Amerikas Forenede Stater på tirsdag skal farves i rødt og blåt, vil mønstret nok fordele sig forholdsvist forudsigeligt på tværs af det store land. Vi taler om røde og blå stater, og dykker man ned i de mindre områder, vil nogle også traditionelt være mere venstreorienterede end andre.

Vi kender de gængse forklaringer om, at race og indkomst er afgørende for, om en lokalbefolkning har for vane at stemme demokratisk eller republikansk. Men måske kan en begivenhed for omtrent 100 år siden også have haft væsentlig betydning for dagens politiske palet. Det mener to økonomer, der i et nyt arbejdspapir argumenterer for, at den europæiske indvandring til landet har været afgørende for holdninger til omfordeling og velfærdsydelser i den amerikanske befolkning. I undersøgelsen svarer betydningen af den historiske indvandring på de enkelte amerikanskfødtes politiske synspunkter omtrent til forskellen på at have en indkomst på mindre end 10.000 dollars og en på 80.000-100.000 dollars.