En kæmpestillehavsblæksprutte er en ordentlig mundfuld. En stor, blød portion protein på op til 136 kilo, helt befriet for skaller, klør, finner eller pigge. Det er et af evolutionens mere interessante træk, at de ottearmede blæksprutter på et tidspunkt smed den beskyttende skal. I stedet er de udstyret med en helt usædvanlig høj intelligens, for hvordan skulle de ellers klare sig blandt havets glubske rovdyr? Der er tale om en alternativ intelligens, hvor hjernen for tre femtedeles vedkommende sidder ude i armene. Dertil kommer en sjælden grad af bevidsthed samt personlighed – alt sammen forhold, som udfordrer menneskets domæne.

Det er de fænomener, den amerikanske journalist og forfatter Sy Montgomery har sat sig for at fortælle om. Hun er ikke selv naturvidenskabeligt uddannet, men har skrevet et hav af prisbelønnede, populærvidenskabelige bøger, herunder denne, og må snarere betragtes som naturudforsker, om end forlaget kalder hende naturforsker bag på den danske udgave, som netop er udkommet.