Pia Juul må jo ikke ikke findes, kan ikke ikke findes. Fordi hendes stemme, siden den første gang pippede op, i Hvedekorn 4, 1983, har været i særklasse unik og karakterfuld, indtagende og vanedannende og aldeles uundværlig i dansk litteraturs biotop. Og været det på den her mærkelige, tidløse måde, at det er, som om hun altid har været der, som om hun lige så meget er samtidig med Aarestrup og H.C. Andersen og J.P. Jacobsen og hendes store idol Agnes Henningsen som med de store, skæve digtere i hendes egen senfirsergeneration, Thomas Boberg, Niels Frank, Simon Grotrian, Morti Vizki (de to sidstnævnte er også forbandet gået bort, selvom de heller ikke havde lov til det, hvad er det for en meningsløst lænset yndlingsgeneration?).

Kritikerens fingre bliver stive af sorg, når det er en yndlingsdigter, der alt for tidligt er død, en yndlingsdigter, der ude i virkeligheden var lige så sød og sjov og klog og underfundig, som hun er nede i skriften. Eneste måde at få liv i fingrene igen er at afskrive et digt, og det kan blive nødt til at være dette, fra den samling, jeg vil insistere på at kalde hendes seneste og ikke hendes sidste, og som fuldt hjerteskærende bare hedder Forbi: