An Education er et lillebitte teaterstykke, som gør stort set alt rigtigt, og som sådan næsten er for godt til sit eget format. Det lyder som en skjult kritik, men betyder egentlig bare, at hvis man havde satset højere og forløst det, kunne det have været sæsonens mesterværk. Men det lille, over-sine-bredder-boblende stykke er også frydefuldt i sig selv, og Anna Balslev har instrueret med perfekt balance mellem kunstnerisk kontrol og simrende kaos.

Scenografien er minimalistisk, men blæret, den består af meterhøje ribber, som skuespillerne adræt eller lækkerdovent dingler fra. 1960erne påkaldes gennem kostumerne i bløde, beige nuancer: plisserede nederdele, slacks, hvide knæstrømper, flødefarvede cardigans. Men man skal ikke sidde og lade sig forføre af den gode smag (hvilket også er en af stykkets moraler), det handler ikke om skolepigeuniformernes iscenesatte Lolita-pænhed, men om skolepigernes uredigerede vildskab. Jenny (Nanna Finding Koppel, f. 1996, hendes look: en blanding af Olga Ravn og Ellen Page og dermed den fødte ungdomsheltinde også udadtil) er uimodståelig, bedrevidende, længselsfuld, og slyngveninden Emma spilles charmerende forhippet og singulært fjoget af Mathilde Arcel Fock (f. 1996).