Udlængsel. Bondedrengen fra Tommerup blev Danmarks første magister og professor i antropologi og en internationalt anerkendt nomadeforsker. To bøger fra Aarhus Universitetsforlag hylder Johannes Nicolaisen 40 år efter hans død.
I virkelighedens tjeneste
Den 21. marts 1945 stod 24-årige Johannes Nicolaisen tilfældigvis på Rådhuspladsen, da de britiske fly drønede lavt ind over byen. Han så dem bombe Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, og kort efter erfarede han den frygtelige tragedie på den franske skole. Da han cyklede forbi skolens brændende ruin, viste det sig, at ejendommen med hans værelse i nærheden også var udbombet. Væk var de våben, han gemte for modstandsbevægelsen. Væk var også de hundreder af bøger og avisudklip om polarfolk, som han møjsommeligt havde samlet helt siden sine drengeår i drømmen om at rejse nordpå til inuitterne for at begribe, hvordan de kulturelt indretter sig i livet og overlever i klodens barskeste egne.
Nu ejede unge Nicolaisen igen ingenting, men hans brændende ønske om at rejse for at forske i fremmede kulturers mennesker var intakt. Kun krigen hindrede ham i at komme af sted, så da det ikke blev til inuitterne, tog han i november 1945 prompte toget til Kiruna. Klædt i blød hat og cottoncoat og med et sammenrullet tæppe og udrullet charme som eneste udstyr gik han derfra 800 kilometer på ski gennem svensk, finsk og norsk Sameland helt til Alta ved Ishavet.
Del: