Det antydes i udtrykket grønt foregangsland trods alt ikke, at Danmark kan redde klimaet alene. Men følger andre efter, fordi de kan se, at det faktisk kan lade sig gøre – så kan der ske noget stort. Kan Danmark, kan vi også! Der har længe været noget råddent ved den historie. Danmark har nedbragt CO₂-udledningen og haft succes med vindenergi. Hovedparten af nedgangen er sket i varme- og elsektoren, og de fleste vil sikkert sige, at det må skyldes alle vindmøllerne. Det er kun delvist sandt. De flotte tal skyldes hovedsagelig, at vi har skiftet brændslet ud: Kulkraft er erstattet med afbrænding af biomasse, faktisk kommer to tredjedele af den vedvarende energi herhjemme fra afbrænding af træ.

Grønne hyldesttaler har det med at glemme disse bjerge af træ, hvoraf vi importerer det meste, så vi også får varme og lys, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner. I forrige uge blev Asnæsværket, der er konverteret til at kunne brænde biomasse, indviet med grønne taler af både klimaminister og kronprins, der hyldede den vedvarende energi. Træet opføres som klimaneutralt i de grønne regnskaber, men det er det ikke. Træ forurener, når det brændes, og det fældede træ tager lang tid at erstatte. Vi importerer det meste af træet fra USA, som ikke fører et klimaregnskab, der kan bruges til noget, og fra Baltikum. Klimaorganisationer begge steder undrer sig højlydt over, at det danske foregangsland forgrønner egne klimaregnskaber ved at bidrage til skovhugst andre steder. Skulle alle følge det danske eksempel, ville der ikke være skov tilbage i verden. Weekendavisen satte fokus på dette hykleri sidste sommer, og siden har regeringen bedyret, at den vil arbejde for, at det importerede træ i det mindste er bæredygtigt. Det bliver op ad bakke, hvilket igen viser, at ambitionen om at nå en 70-procents reduktion af CO₂ ikke har været gennemtænkt, men mest har handlet om at se virkelig godt ud.