Manøvredygtighed. Den danske udenrigstjeneste har i nu 250 år gelejdet et svindende kongerige gennem nogle skarpe sving, til tider direkte modarbejdet af konger og regeringer. Carsten Staur giver et velskrevet og velkurateret udpluk af diplomatiets danmarkshistorie.
Småstatens navigatører
Det var Struensee, der fandt på det: Juleaftensdag i 1770 fik han den psykisk syge konge Christian 7. til at underskrive den kabinetsordre, der etablerede det såkaldte Departement for udenlandske Affairer. Hidtil havde Danmarks internationale interesser været varetaget af Det Tyske Kancelli, men her havde man efterhånden nok at gøre med at tage sig af forholdene i kongerigets tyske dele, hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I modsætning til de fleste andre af Struensees reformer overlevede den nye danske udenrigstjeneste livlægens endeligt på skafottet og kan i år fejre 250-års jubilæum. I den anledning har Carsten Staur, historiker og diplomat med en snart 40-årig karriere i Udenrigsministeriet bag sig, skrevet, hvad han kalder 12 nedslag i historien, hvor udenrigstjenesten virkelig er kommet på overarbejde. Udenrigstjenestens diplomatiske håndværkere har skullet håndtere alt fra tabet af Norge i 1814 til Muhammedkrisen i 2005-06, og ofte, om ikke altid, på trods af kongers og regeringschefers mindre heldige håndtering af kriserne. Staur lægger nemlig ikke skjul på, at diplomati er et specialiseret håndværk, der kræver professionelle udøvere. Det handler om, hvordan et lands interesser fremmes i forhold til andre aktører på den internationale scene, hvordan man opnår den optimale indflydelse og størst mulige gennemslagskraft. Det er især vigtigt for et land som Danmark, der nu engang ligger, hvor det ligger – som »portvagt« til Østersøen – og som ikke har en mægtig militær styrke til at forsvare sine interesser.
Del: