STORPOLITIK handler ikke om militære alliancer eller internationale topmøder. Det handler om noget så prosaisk som arbejdsvilkår: løn og pension og forskellige faggruppers status. Se blot på de seneste år: Vælgere, som de traditionelle politiske partier havde glemt, har meldt sig ved stemmeurnerne og udtrykt deres vrede over at være blevet ignoreret. De har stemt på partier, som påstår at repræsentere dem mod den højtuddannede elite. Arbejdere i mange lande har forenet sig og har stemt Brexit, Trump, AfD og Front National, og de har vendt de gamle arbejderpartier ryggen. Konsekvenserne har været, ja, storpolitiske; EU knager, det vestlige samarbejde er svækket, yderligtgående partier styrket.
FOR Mette Frederiksen har alt handlet om at vinde disse vælgere tilbage. Og der burde være mere i det end ren valgstrategi. Mindst 30 procent af Europas befolkning, også den danske, udfører stadig manuelt, fysisk arbejde, og mange føler sig utrygge, presset af globalisering, teknologi og økonomiske reformer. Det er afgørende, at ansvarlige politikere forstår, hvad der er sket: Tømrere, snedkere, fabriksarbejdere, kuffertslæbere og slagteriarbejdere er ikke forsvundet. De findes. Det er dumt at ignorere dem.
DET er i dette store perspektiv, man burde se regeringens pensionsudspil – som en en del af flere årtiers reform: Den store pensionsreform i 2006 knæsatte det afgørende dogme, at en stadig ældre befolkning selvfølgelig skal gå senere på pension. Dette politiske mesterstykke af Anders Fogh blev kritiseret af venstrefløjen, men Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gik alligevel med i aftalen. I 2011 kom den store efterlønsreform, også en gennemgribende og vigtig forskydning af balancen mellem arbejde og forsørgelse.
ARBEJDENDE danskere skal der være flere af – og de skal arbejde længere. Det burde være udgangspunktet, også for regeringen: »Til arbejdet, liv eller død« var kampråbet for den socialdemokratiske bevægelse. Det er godt at arbejde, også så længe, det er muligt. Det er en dyb menneskelig sandhed, hævet over økonomiske betragtninger. Men virkeligheden er, at der findes arbejde, der slider så meget mere end at løfte computermusen eller børn op i kassecyklen. For at fastholde den brede folkelige støtte til de store tilbagetrækningsreformer må der være et stærkt sikkerhedsnet. Det er ikke bare rimeligt; det er politisk klogt og vigtigt i forhold til denne vælgergruppe, herunder den navnkundige Arne.
FOLK i og omkring Socialdemokratiet er begejstrede. Og ros skal regeringen have for at tage en længe glemt befolkningsgruppe alvorligt. Men det er virkelig meget dumt, at denne lille, nødvendige justering af pensionssystemet skal udmøntes som en rettighed for alle, der overhovedet har været mange år på arbejdsmarkedet. Som om det i sig selv er problematisk at arbejde i mange år. Denne nye rettighed rammer forbi mange reelt nedslidte og burde målrettes mennesker, der faktisk ikke længere kan arbejde. At det – ifølge statsministeren – vil kræve en »uværdig« visitation, er en pudsig socialdemokratisk mistro mod det offentliges evne til at håndtere borgerne ordentligt. Samfundet bør først træde til, når borgeren ikke længere kan klare sig selv. I stedet ser vi nu en konkurrence mellem faggrupper, der påstår, at det faktisk er mest hårdt for netop dem. Det ligger i forlængelse af Socialdemokratiets aktuelle verdensbillede, hvor tilværelsen er frygtelig hård for alle andre faggrupper end arrogante kulturfolk og højtuddannede, der ikke forstår sig på det virkelige liv på fabrikken. Denne sekteriske arbejderisme klæder et regeringsparti meget dårligt og synes at afsløre, at det for Socialdemokratiet mere handler om at holde sig på magten end at tage et reelt og holdbart samfundsansvar.
