Stigma. Over hele verden udskammes minoriteter for at sprede coronavirus. Smittetal opgjort på etnicitet kan forværre situationen.

Pandemien skal have en årsag

Pandemien skal have en årsag Af Gunver Lystbæk Vestergård

Sorte mennesker har ikke lov til at komme i restauranten,« stod der på et skilt uden for en McDonald’s i den kinesiske by Guangzhou i april. I tyske München er en kvinde med kinesisk ophav blevet overfaldet af sin nabo, der sprøjtede sprit på hende og råbte »corona!« I Slovakiet blev to romaer overfuset og beskyldt for at forårsage COVID-19-epidemien, mens de stod i kø ved et posthus. I Indien blev to muslimske kvinder nægtet adgang til hospitaler af frygt for smitte, hvorefter deres nyfødte spædbørn døde. I Cameroun kastes der sten efter amerikanske expats. Og i Danmark råbes der »somali-corona« efter skolebørn.

Stigende fremmedhad og stigmatisering af etniske og religiøse minoriteter er rejst med COVID-19-pandemien kloden rundt. Det dokumenterer blandt andet FNs højkommisær for menneskerettigheder i et udvidet nyhedsbrev, og det samme gør en ny rapport fra EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder, der også bringer en advarsel: »De racistiske og xenofobiske episoder vist i medierne kan vise sig blot at være toppen af isbjerget.«

Undersøgelser viser, at op mod halvdelen af europæere med kinesisk oprindelse har oplevet racisme siden virusudbruddet, og på sociale medier melder studier om voldsomme stigninger i andelen af diskriminerende og racistiske opslag.

Hver pandemi har sine syndebukke, og derfor er det ikke overraskende, at også COVID-19-pandemien har ført til udstødelse af visse minoritetsgrupper, men omfanget er historisk. Der er næsten ikke den gruppe, der ikke udskammes et sted på kloden. Hvide chikaneres i Afrika, afrikanere i Kina, kinesere i USA og Europa. Indiske migrantarbejdere beskyldes af muslimer i Mellemøsten for virussens hærgen, mens det muslimske mindretal i Indien udskammes.

»Jeg er meget bekymret,« siger Steven Vertovec, institutleder ved Max Planck Instituttet for Studier af Religiøs og Etnisk Diversitet. »Jeg er bekymret for, at stigmatiseringen vil klæbe til minoriteterne efter pandemien – og slå over i frygt.«

Ifølge Vertovec er beskyldningernes indhold universelt. De går ud på, at »de fremmede« er dovne og ikke følger anbefalingerne, at de er amoralske og ligeglade med det omkringliggende samfund, og at de har dårlig hygiejne.

»Det lyder så rationelt at koble en sygdom udefra med mennesker udefra, men det er en fejlagtig logik,« siger han.

Da nylige tal viste, at 70 procent af de smittede i den forgangne uge var af anden etnisk herkomst end dansk, og at halvdelen af de nye smittede i Aarhus har somalisk baggrund, fik det eksempelvis Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, til at skrive på Facebook:

»Og nu står vi så, for Gud ved hvilken gang, i en situation, hvor danskernes enorme indsats smadres af folk, der åbenlyst ingen respekt har for det danske fællesskab.«

Online-superspredere

Udskamningen af minoritetsgrupper viser sig tydeligst – og er lettest at måle – på de sociale medier. Imran Awan er professor i kriminologi ved Birmingham City University i Storbritannien, og sammen med sin kollega Roxana Khan-Williams har han netop offentliggjort en rapport, der dissekerer falske nyheder og konspirationsteorier om især muslimer i forlængelse af COVID-19-udbruddet. Awan har i årtier forsket i racisme og fortæller, at konspirationerne ofte er centreret omkring simple symboler – i det her tilfælde moskeer.

»Der spredte sig rygter om, at moskeerne stadig holdt åben under nedlukningen, og derfra var der ikke langt til at konkludere, at muslimerne stod bag virusspredningen,« forklarer Awan.

Anti-islam-aktivisten Tommy Robinson delte for eksempel et billede af bedende muslimer i en moské, der tilsyneladende brød forsamlingsforbuddet. Opslaget fik over 10.000 likes – før politiet fandt ud af, at billedet var taget flere uger før nedlukningen. I et andet tilfælde spredte et tweet sig om en moské i Shrews­bury, der holdt åben og potentielt skabte superspredere. Men der er ikke nogen moské i Shrewsbury.

»Konspirationsteorierne om moskeerne opstår næsten øjeblikkeligt efter en triggerevent som et nyt udbrud, og når de først er ude, er de umådeligt svære at tilbagevise,« siger Awan.

Sociale medier er de fødte forstærkere af filterløs dagligstuesnak, og de virker ofte som samfundets blodtryksmåler. Reaktionen er spontan, og flere studier har påvist, hvordan et enkelt racistisk opslag straks kan smitte af på resten af mediebrugerne og få andelen af racistiske opslag i vejret.

Et nyt amerikansk studie har påvist, at hver gang Donald Trump udsender et tweet til sine 82,4 millioner følgere, hvori han nævner Kina og COVID-19, stiger andelen af anti-asiatiske ytringer på Twitter i timerne efter. Undersøgelsen er indsendt til bedømmelse, men endnu ikke fagfællebedømt, og den viser også, hvordan racistiske udtalelser og hadtale vokser eksplosivt, umiddelbart efter at lokale virusudbrud offentliggøres i en region.

De to økonomer fra University of California San Diego bag studiet har optalt ikke blot tweets, men også Google-søgninger i kølvandet på epidemiens hærgen i USA. De to, Runjing Lu og Yanying Sheng, har søgt på et racistisk øgenavn for asiater – chinks, der bedst kan oversættes til skævøje. I de to uger efter offentliggørelsen af det første smittetilfælde i et område steg Google-søgningsraten på ordet i gennemsnit med 22,6 procent, mens ordet optrådte dobbelt så hyppigt på Twitter i forhold til ugerne før udbruddet.

»C-ordet er altså et meget slemt ord. Og det mest alarmerende er, at 90 procent af de brugere, som skrev ordet, aldrig havde anvendt det før på Twitter,« siger Lu.

Det tyder på, at der ikke er tale om et ekkokammer for anti-asiatiske grupper, men at brugen af ordet – i hvert fald for en stund – blev normaliseret. Samtidig understreger Lu, at racismen mod andre minoritetsgrupper ikke steg i perioden, men at den udelukkende var knyttet til asiater.

Netop fordi enkelte udtalelser eller offentliggørelser kan antænde hadtale på de sociale medier, appellerer flere forskere til magthavere om at holde hovedet koldt. Der er adskillige eksempler på, at højtstående myndighedspersoner har pustet til ilden. EU-rapporten nævner, hvordan en tjekkisk sundhedsmyndighed forklarede, at virussen var naturens løsning på overbefolkning i Kina. Guvernøren i den italienske region Veneto fortalte journalister i februar, at italienerne var bedre rustet til at bekæmpe virussen, fordi de har større opmærksomhed på at vaske hænder.

»Vi har alle set kinesere spise levende mus,« lød påmindelsen.

Herhjemme fik statsminister Mette Frederiksen kritik for under pressemødet i lørdags at fremhæve, at der »ganske enkelt er for mange mennesker med ikke-vestlig baggrund, som er smittet« og sætte spørgsmålstegn ved, om socioøkonomiske faktorer nu »virkelig er hele forklaringen«.

Endnu er der ingen kvantitative opgørelser over antallet af hadforbrydelser knyttet til coronapandemien, hverken i udlandet eller i Danmark. Men under Finanskrisen og efter terrorangrebet 11. september er det dokumenteret, at en stigning i hadtale skete simultant med en stigning i hadforbrydelser.

Data i glemmekassen?

Men minoritetsgrupper ér overrepræsenterede i smittestatistikker fra hele verden, og i flere lande er en overdødelighed også registreret. I USA og England dør personer med en såkaldt BAME-baggrund (black, asian and minority ethnic) to til tre gange hyppigere end deres hvide medborgere.

Skal myndighederne så holde information om etnisk slagside tilbage for at undgå diskrimination og racisme? I Frankrig og Tyskland er sundhedsmyndighederne meget tilbageholdende med den slags data, og da en nyhed i Tyskland fortalte, at et boligområde med mange »storfamilier« var ramt, råbte antiracister allerede op. »Storfamilier« lugtede af »indvandrere« og var et stigmatiserende udtryk.

I Canada har flere provinser også valgt at udelade data om etnicitet af frygt for udskamning. British Columbia har længe nægtet at indsamle den type af data, men uafhængige kilder har alligevel kunnet vise – ved at samkøre forskellige registre – at byen Richmond har det laveste smittetal, samtidig med at byen huser den største koncentration af kinesere. Data på etnicitet kunne derfor ironisk nok være med til at frikende de ellers udskældte kinesere for provinsens coronaudbrud.

I Danmark er statsminister, chefredaktører og forskere stort set allierede: Data skal ud for at kunne forebygge og nedkæmpe smittekæder bedst muligt. På Statens Serum Institut har de en lang tradition for at opgøre infektionssygdomme på etnicitet.

»Det gør vi med tuberkulose, og det gør vi med hiv,« siger Tyra Grove Krause, afdelingschef på Seruminstituttet. »Vi ved godt, at der er en risiko for, at tallene kan blive brugt i en politisk dagsorden, men vores fornemmeste opgave er at forebygge og bremse smittekæder så hurtigt som muligt, og der mener vi stadigvæk, at vi skal være åbne om, hvor smitten er her og nu.«

Professor og læge Marie Nørredam fra Københavns Universitet forsker i ulighed i sundhedssystemet og årsager til, at minoriteter er overrepræsenterede i statistikken. Hun forklarer, at der er en lang tradi­tion for at samkøre sygdomme og etnisk oprindelse for at finde årsager til tendenser:

»Helt tilbage i 1970erne så man, hvordan forekomsten af hjerte-kar-sygdomme steg hos japanere, der flyttede til Californien og Hawaii. De levede hjertesundt i Japan, men så gik det ellers galt, da de kom til Amerika.«

Uenig er til gengæld adjunkt Sachil Singh fra Queen’s University i Canada. Han er en skarp kritiker af den rundhåndede uddeling af etnicitets-tal, som han mener er direkte uvidenskabelig.

»Vi skal adskille social identitet fra sociale forhold,« skriver han i en e-mail til Weekendavisen. Sociale forhold er for eksempel bolig- og arbejdsforhold, adgang til ressourcer og livsstil. »En fare ved at spore COVID-19-spredningen gennem race eller etnicitet er, at racemæssige karakteristika hos én person bliver overført til en anden i den tro, at de to opfører sig ens. Træffer alle danskere de samme valg?«

Singh er en af de få forskere, der vil have tallene gemt væk. Men han står langtfra alene med ønsket om at flytte fokus til socioøkonomi i stedet for det stive blik på kulturelle og religiøse forhold. Faktisk bakker stort set samtlige forskere på området ham op. For der er ingen forskning, der dokumenterer, at minoritetsgrupper sløser mere med håndvasken end andre, eller at religiøse hensyn fører til mere smitte, eller at særlige biologiske træk gør bestemte etniske grupper sårbare.

Fra smittende til smittede

»Vi kan godt tale om biologi i forhold til dig eller mig. Måske en af os genetisk har et svagere immunsystem end den anden, men biologi i forhold til etnicitet giver ingen mening,« siger Marie Nørredam, der også har svært ved at pege på kulturelle faktorer, der skal kunne forklare, at så mange forskellige grupper er hårdere ramt end andre:

»Så skulle sorte amerikanere, pakistanere og somaliere have noget kulturelt tilfælles, der gør dem ekstra sårbare. Det giver ikke mening. Ligheder i forskellige sociale omstændigheder er mere sandsynligt.«

Nørredam forsøger ligesom sine kolleger derfor at trænge igennem med budskabet om, at minoritetsgrupper er særligt sårbare – og ikke særlige smittekilder, som »andre« skal frygte.

»Det er en rigtig vigtig kommunikationsopgave, som jeg synes, vi forskere egentlig har været gode til at løse, men den skal også gribes an på den rigtige måde af politikerne, så informationen ikke dumper ned i en uheldig kontekst,« siger hun.

Nørredam afviser ikke kulturelle faktorer, som at nogle minoritetsgrupper har tradition for at bo flere generationer sammen, men at de skulle have en iboende ulyst til at ville beskytte sig selv og andre mod en smitsom sygdom, tror hun ikke på.

Steven Vertovec fra Max Planck Instituttet taler om, at minoritetsgrupper ikke udgør en risiko, men er i risiko.

»I Storbritannien har medierne været gode til at stille hvorfor-spørgsmålene. Jobforhold? Boligforhold? Sygdomme som diabetes og hjertesygdomme? Alt sammen forhold relateret til fattigdom. Hvis man blot viser tallene for, hvor mange fra den og den gruppe der er smittede, så er det kun naturligt, at mange kommer til at tænke på religiøse og kulturelle forskelle,« siger han.

Mange konspirationsteorier om åbne moskeer i Storbritannien bliver angrebet med modhistorier om moskeer, der bliver brugt som lighuse til COVID-19-ofre eller som madbanker og nødhospitaler.

»Vi skal oversvømme konspirationerne med alternative historier,« siger Imran Awan fra Birmingham.

 

Læs også om, at yngre mennesker typisk har lette sygdomsforløb, men ser nu ud til at blive ramt af virussens senfølger i overraskende høj grad.

Side 56



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck