Mangfoldigt. Lesbiske bedstemødre, homofar med hjertesorg og kønsdiversitet på badestranden. Tre nye billedbøger skildrer køn og kærlighed anno 2020, og heldigvis forfalder de ikke til programlitteratur.

For enden af regnbuen

For enden af regnbuen

Regnbuen er et fantastisk naturfænomen med en omfattende kulturhistorie, og (børne)litteraturen er rig på myter og eventyr, hvor regnbuer forbindes med magi, drømme og fremtidshåb. En farvestrålende regnbue symboliserer åbenhed og alternative livsopfattelser: I 1970erne brugte miljøforkæmpere og fredsaktivister regnbuen som ikon, og i dag er det særlige regnbueflag emblem for LGBTQIA-bevægelsen, der i denne uge arrangerer Copenhagen Pride. Forkortelsen står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer, Intersexual and Asexual, og festivalens mål er at skabe plads til og forståelse for seksuelle minoriteter og mangfoldighed.

Den rummelige og inklusionsbevidste regnbuedagsorden genfindes naturligvis også i litteratur og kultur for børn, og hvilket medie er mere oplagt til at fremme denne dagsorden end billedbogen? Traditionen for at ville præge børn ideologisk, danne eller ligefrem opdrage poderne gennem skønlitterære fortællinger er lang og stadigvæk spillevende.

Jordnære og realistiske fortællinger om regnbuefamilier, hvor alle konstellationer er mulige, er en sjældenhed i børnelitteraturhistorien, men inden for det seneste årti er udbuddet af bøger, der spejler samtidens opmærksomhed på køn og seksualitet, øget betragteligt. Ofte bliver disse bøger udgivet af organisationer og faglitterære forfattere med egne aktier i sagen, og den skønlitterære fortælling risikerer at ende som en tynd fernis, der dækker over et pædagogisk formål. Listen over velmente, men kedsommelige bøger er legio; et særligt grelt eksempel finder man dog i amerikaneren Michael Willhoites Fars nye ven (dansk udgave 2010), hvor visuelle og sproglige klichéer står i kø i et udvandet portræt af homoseksuel familielykke. Der er simpelthen ingen historie at fortælle, og så falder man i søvn før tid – også hvis man er et barn.

Heldigvis har mere etablerede danske forlag og forfattere taget fat på køns-og diversitetsproblematikken, og sidste år afholdt Grundtvigsk Forum en konkurrence med det formål at præmiere den bedste børnebog, hvori der indgik en LGBT-karakter. Vinderen af konkurrencen blev Anne Sofie Allermann, hvis tekst, En fin sten, nu er udkommet som billedbog med udtryksfulde og detaljerede illustrationer af Anna Margrethe Kjærgaard. Clouet er en helt enkel tekst om tre børn, som møder hinanden og leger sammen en lang sommerdag ved vandet. De har fundet forskellige sten, som ligner sæler, hajer og pingviner, og som kan bruges til cirkus på stranden og vildere lege i vandet.

Hovedkarakteren, Orla, er et lidt nervøst barn, men fantasien om den vilde haj hjælper ham, indtil han med sine ivrige pjask taber badebukserne og dermed mister al sin opsparede selvtillid. Ikke alt er, som Orla gerne ville have det. Illustrationerne viser, hvordan børnene tøver et kort sekund, fordi badningen har afsløret Orla som Olga. Meget hurtigt bryder de tre venner dog ud i en fælles spruttende latter, og det er kun mor og far, som ikke deler den lattermilde attitude. Fortællingen er uafsluttet og åben for fortolkning, for ingen kender hovedkarakterens dybere følelser: Er navneombytningen et pludseligt indfald, en uskyldig leg, eller er Orla/Olga inde i en længerevarende identitetskrise, og hvad er egentlig forhistorien og fremtiden for barnet? Teksten fokuserer på det nære og situationelle, og illustrationerne bidrager i høj grad til, at bogen forbliver lys i grundtonen. Den rare strandstemning viser sig i børnenes interaktion og i deres samvær mellem søstjerner, gule plasticspande og fladtrykte æggemadder.

I Thomas Lagerman Lundme og Kamila Slocinskas Om lørdagen tegner man bare sne er stemningen i udgangspunktet præget af indelukket vintertristesse. Omdrejningspunktet for fortællingen er den sorg, der har ramt den barnlige hovedkarakters far, efter han er blevet forladt af sin kæreste. Barnet, som også er historiens fortæller, holder sin far i hånden, tager ham med på legepladsen og forsikrer ham om, at det hele nok skal blive godt igen. Fra sit liv i børnehaven kender drengen selv til det at være forelsket, og han ved, at kærester er noget, der kommer og går. Far vil på et tidspunkt møde en ny mand, men lige nu sner det, og det er hyggeindetid med skønne berlinere indkøbt hos den flotte bager, som måske er interesseret ... Og sådan går det til, at tristheden afløses af nyorientering mod et fremtidigt kærlighedsliv.

Far er blevet forladt af sin fyr, men sønnen har en plan i den stilfærdige Om lørdagen tegner man bare sne. Illustration: Kamilla Slocinska
Far er blevet forladt af sin fyr, men sønnen har en plan i den stilfærdige Om lørdagen tegner man bare sne. Illustration: Kamilla Slocinska

Lundme lader hovedtemaet i fortællingen være kærestesorg og ikke homoseksualitet, hvilket er vellykket. Historien handler om, at far er ked af det, og barnet prøver på sine egne præmisser at hjælpe ham ved at vise nærvær, omsorg og forståelse. Forfatteren betjener sig af et almindeligt mønster i børnelitteraturen, hvor børn og voksne bytter roller, så det er barnet, der tager ansvar. Her sker det uden stor dramatik, og barnets erfaringsperspektiv er med til at tilføre fortællingen humor og neddrosle krisen. Kamila Slocinska viser gennem sine illustrationer den nære relation mellem far og søn, og drengens tænksomme ansigt dominerer. Herved understreges det, at historien netop er fortalt fra et barn (og til et barn), selvom det egentlig var den voksnes konflikt, som var anledningen. Bogens poetiske titel følges op af en række betagende billeder af sne: Alle de mange fnug lyser i forskellige former og farver på sort, lilla, blå og gul baggrund.

I Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardis Mormor og mormor er fortælleren beriget med hele to charmerende bedstemødre med slag i, og det er overhovedet ikke noget problem, før en kammerat påpeger al den forvirring, der opstår, når det ikke er muligt sprogligt at skille den ene fra den anden:

»Hver torsdag bliver jeg hentet af mormor. Eller mormor. Mormor kan finde på at komme på løbehjul. Mormor kommer i den gule bil. Mormor er frisk på pomfritter og sodavand. Det er mormor ikke.«

For fortælleren betyder benævnelsen ingenting, for hun ved jo godt, hvilken mormor hun taler om, og at de begge to elsker hende lige højt, selvom de er meget forskellige.

Mormor og mormor er en ganske eksplicit programerklæring for dobbelt mormødreskab, og ideologien slås yderligere fast af de symbolske regnbuer, som findes i baggrunden. Når bogen alligevel hverken virker anmassende eller unødigt didaktisk, er det, fordi sproglegen og humoren også har fået lov at fylde. Hele teksten kredser om ordet mormor, og når man læser den op, bliver de mange gentagelser til en sjov mumlen. Bogen fejrer generelt en varm og ligeværdig relation mellem bedstemødre og børnebørn, og Charlotte Pardis karakteristiske satireagtige fremstilling af de to friske damer med opsat hår, store øreringe, nedringede kjoler og smarte sko bidrager til den hyggelige, men lidet sentimentale stemning. Den tid er tydeligvis forbi, hvor en mormor kunne tillade sig at optræde med gråt hår og plisseret nederdel og nøjes med at servere varme boller.

Bedstemødre med slaw i. Der er langt til småkager og plisserede nederdele i Mormor og mormor. Illustration: Charlotte Pardi
Bedstemødre med slaw i. Der er langt til småkager og plisserede nederdele i Mormor og mormor. Illustration: Charlotte Pardi

Lidt ældre børnelitteratur er med rette blevet kritiseret for ensformighed og konservatisme, når det gælder fremstillingen af køn, seksualitet og familieliv. Med få undtagelser har de hverdagsnære billedbøger for de yngste læsere tidligere været befolket af middelklassebørn med solid baggrund i velpolerede kernefamilier, og der er brug for korrektiver til de ældre værker, hvis børnelitteraturen ikke skal virke ude af trit med virkeligheden.

Om lørdagen tegner man bare sne, Mormor og mormor og En fin sten er alle hæderlige forsøg på at udfylde et tomrum i markedet og skabe forståelse og genkendelse for børn i alle typer af familier. Det er et sympatisk ærinde, og bøgerne må roses for ikke at lade pædagogikken og den aktuelle dagsorden overskygge fortællingerne eller den sprogbaserede humor. De rutinerede forfattere, illustratorer og redaktører har med forskellige midler og strategier undgået at lade bøgerne ende som camoufleret kampagne- eller agendalitteratur, uden at budskabet dermed er blevet tabt af syne.

God Pride!

 

Anne Sofie Allermann og Anna Margrethe Kjærgaard (illustration): En fin sten. 36 sider. 248 kr. Jensen & Dalgaard.
Tomas Lagermand Lundme og Kamila Slocinska (illustration): Om lørdagen tegner man bare sne. 36 sider. 248 kr. Jensen & Dalgaard.
Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardi (illustration): Mormor og mormor. 32 sider. 229,95 kr. Høst & Søn.

Side 30



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Videnskabspodcast