Kronik. Vi har brug for en ny traktat for EU, der kan løse de mange problemer, nationalstaterne ikke formår at løse.

Et nyt Europa

Et nyt Europa

 

Af Jens Rohde, EU-ordfører for Radikale Venstre. tidl. medl. af Europa-Parlamentet

Sommerens aftale om en genopretningsfond og et nyt budget i EU bør anspore til en helt ny Europa-aftale mellem Folketingets partier i dette efterår.

Europa har behov for en EU-konference med deltagelse af ngo’er, Europa-Parlamentet, stats- og regeringschefer samt de europæiske arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer. Målet bør være en ny traktat, der gør op med de nuværende systemfejl i det europæiske fællesskab. Systemfejl, der gennem mere end ti år har ført til, at EU har beskæftiget sig med sig selv og været tvunget ud i den ene brandslukning efter den anden. Det være sig økonomisk, demokratisk, sundheds- eller klimapolitisk

Et fællesskab, der konstant geråder i brandslukning og må træffe hurtige og vidtgående beslutninger i lukkede rum, kan ikke give befolkningerne den basale merværdi, de med rette forlanger af et fællesskab: tryghed.

Uden tryghed, ingen fællesskabsfølelse. Uden fællesskabsfølelse, ingen demokratisk legitimitet. Uden demokratisk legitimitet, intet fundament.

Det er på tide at diskutere konkrete bud på et nyt perspektiv på det europæiske fællesskab. Et perspektiv, der tager borgeren alvorligt som europæer og ikke blot som dansker, tysker, polak et cetera.

Vi begynder med fundamentet: den demokratiske legitimitet. Har man først stiftet fælles lån og tilmed opkræver nye indtægter til fællesskabet, bør den folkelige forankring styrkes. Der er umiddelbart fire spor at arbejde med: rådsmøder, forfatningsdomstol, direkte valg til formandsposten i Kommissionen og de folkevalgtes ret til at fremsætte lovforslag i EU.

Rådets plenum-møder bør være offentlige, og enhver stemmeafgivning og tale bør kunne ses af de europæiske vælgere. Det er uholdbart at træffe store beslutninger om såvel gældsstiftelse som skat i lukkethed. Det bør en ny forfatning lave om på.

Når jeg bruger ordet forfatning, er det ikke tilfældigt. Europa har brug for en forfatningsdomstol, der kan holde værdier om retsstat, borgernes rettigheder, domstole og centralbankers uafhængighed samt landenes krav om nærhedsprincipperne i hævd. Nøjagtig som den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe sikrer både borgere og delstater mod magtbrynde i Berlin. Samme domstol har i Tyskland til opgave at beskytte børnene i den særlige tyske ungdomsbeskyttelseslov.

Hvad mange ikke ved er, at artikel 3 i EU-traktaten specifikt nævner beskyttelse af børn. Det bør konkretiseres i et særligt sæt børnerettigheder i EU, som enten beskyttes af forfatningsdomstolen eller af en børnebeskyttelsesdomstol efter fransk model. Samme forfatningskriterier bør en kommende klima- og miljølov have i Europa.

Når det kommer til retsstaten, er det fint, at vi stiller krav til Polen og Ungarn om, at de skal overholde Københavnskriterierne og artikel 2 om værdierne i traktaten. Men det bør aldrig være en politisk afgørelse, hvorvidt de faktisk gør det. Den slags må overlades til en forfatningsdomstol, så tredelingen af magten også finder sted i fællesskabet.

Hvad EU-Kommissionen angår, er det utroligt, at man i 2020 fortsat kan argumentere med, at kommissionsformanden skal findes efter ofte meget uskønne forløb i lukkede rum blandt stats- og regeringscheferne. Det handler om, at borgerne skal kunne vælge, hvem de mener bør repræsentere dem på en af verdens mest magtfulde poster.

Endelig ville det også være naturligt at give de folkevalgte i Europa-Parlamentet en formel ret til at fremsætte lovforslag. Det vil styrke parlamentets seriøsitet. Er man bange for en hastigt voksende lovjungle, og den frygt kan være særdeles berettiget, kan man forlange kvalificeret flertal og naturligvis fastholde, at enhver lov skal vedtages i såvel Rådet som Parlamentet og godkendes i Kommissionen.

Det handler helt banalt om at tage borgerne alvorligt som europæere. Gør vi det, vil de også i langt højere grad acceptere de beslutninger, som skal tages i fællesskab, fordi nationalstaten for længst har udspillet sin suverænitet på en række områder.

Når vi har fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital, som det højt besungne indre marked bygger på, tjener vi en masse penge, får adgang til nye muligheder, varer, eksport, arbejdspladser og vækst. Det er alt sammen godt. Men problemet er, at vi også arver hinandens ulykker. Dermed kommer vi altid til at hæfte for hinandens gæld, uanset om vi institutionaliserer den gennem fælles låntagning, eller om vi ender med at tabe arbejdspladser. Her taler jeg ikke kun om gæld i statskasserne. Vi arver fattigdomsgæld i kraft af løndumping på vores arbejdsmarked, skattespekulation, sundhedsulykker, klimakriser og menneskelige tragedier.

Fri bevægelighed kræver en stærk politisk overbygning. Ellers ender vi i en situation, hvor det eneste velorganiserede i Europa bliver de kriminelle, finansmarkederne og tech-giganter, der ikke betaler skat i Europa.

EU skal både have fælles skattebase og minimumsskatter på en række områder. Det er entydigt i dansk interesse. Skattespekulation er den største trussel mod danske arbejdspladser, investeringer og velfærd. Holland, Irland og Luxembourg må ikke kunne fortsætte som transitlande for skatteunddragelse eller for den sags skyld være værter for virksomheder, der underminerer arbejdstagernes rettigheder. Ryanair er blot et enkelt grelt eksempel på sidstnævnte. En europapolitisk aftale bør ud over skat indeholde en konkret plan for, hvordan vi styrker organisationsgraden og fagforeningerne i hele Europa, så konkurrencen bliver fair. Her skal også nævnes EU-Kommissionens tabte sager mod tech-giganterne. Der må ganske enkelt ny lovgivning til. Og nu vi er ved tech-giganterne, som i årevis har tyvstjålet af ophavsretten, er det på tide at få en fælles kulturopbyggende politik i EU, der kan beskytte og videreudvikle kunstnernes rammer samt fremme den europæiske civilisation, hvis ånd ikke har sin lige i verden.

Det sidste område, der bliver plads til i disse spalter, er Europas udenrigspolitiske rolle. Verden har ændret sig drastisk de senere år, og der er behov for, at EU bliver i stand til at definere og forsvare sine interesser på den store scene. EU skal kunne træffe bestemte udenrigsbeslutninger med kvalificeret flertal, og vi skal opbygge en forsvarsunion, der gør os i stand til at agere suverænt på eget kontinent og samtidig efterleve vores forpligtelser i Nato. Det må vi gøre i fællesskab, nøjagtig som vi skal kontrollere de ydre grænser og lave en ny Afrika-traktat.

Hvorvidt Europa skulle være en enhed eller delt, er aldrig afgjort af reflekterede diskussioner, men af simpel vold og magt. Kun opbygningen af det europæiske fællesskab har ændret på dette forhold. Det er der indtil videre kommet en udefinerbar størrelse ud af, kaldet en union. Den glimrer ironisk nok ved sit fravær af union på alle de områder, der i dag skriger på solidaritet og fælles løsninger med demokratisk legitimitet. Dér, hvor nationalstaterne opretholder en indbildt suverænitet.

Frem for som vanligt at beskæftige os primært med de danske forbehold og datoer for en afstemning bør vi give diskussionen og dermed befolkningen et nyt perspektiv.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk

Side 15