Henning Kjeldsen er ambitiøs. Den iltre fisker er én, mange enten elsker eller hader, men at han er ærgerrig og opadstræbende, det er man enige om helt fra Skagen til Thyborøn. Ejer nogen en længere båd end ham, bygger han prompte en ny. Da fiskekvoterne i 00erne blev privatiseret, opkøbte han dem i et aggressivt tempo – først i sild og makrel, senere i torsk og rødspætter – indtil han ifølge Berlingske Business var milliardær og Danmarks rigeste fisker.
Kjeldsen ville være størst. Og blev det. Ifølge Bagmandspolitiet blev han også for stor.
Ved Retten i Holstebro vil de senere i år forsøge at få den driftige Skagen-fisker dømt for at have købt langt flere fiskekvoter, end det er lovligt, ved hjælp af stråmænd.
Sagen mod ham er den første mod en af de »kvotekonger«, som ellers i årevis er blevet mistænkeliggjort af alle fra Kammeradvokaten til Rigsrevisionen, fordi de plejer tæt kontakt med embedsværket og yndede at spise torsk med den tidligere statsminister og donere penge til hans fond.
Ikke desto mindre er Kjeldsen den første af dem, som faktisk er tiltalt for noget af betydning. Også storfiskerens revisor og hans advokat står til at kunne blive straffet; heller ikke dét er set før. Hele 231.998.711,69 kroner kræver politiet konfiskeret – og i denne slags sager får man tit en bøde oveni, måske på yderligere en kvart milliard, gættes der på.
Dømmes Kjeldsen, mister han desuden retten til at drive erhvervsfiskeri. I så fald vil han blive tvunget til at sælge sine kvoter og sin fiskeflåde, som officielt fanger hver tiende danske fisk, muligvis endnu flere. En dom til fiskedirektøren ville derfor forskyde magten i dansk fiskeri mærkbart – og antageligt føre til massefyringer i Skagen, hvorfra han driver sit firma.
Skaber udvikling
Havnen holder da også med Kjeldsen. »Det er ikke ham, der er noget galt med, det er staten. De forfølger ham kun, fordi han har det største overskud,« siger Kim Sørensen, en hummerfisker i blå kedeldragt, som er nede og se til sin 18 meter lange kutter.
De fleste på havnen i Skagen fremhæver de jobs, Kjeldsen har skabt her – og alle de unge fiskere, som han har udlejet kvoter og kapital til, »for at hjælpe dem ind i fiskeriet«. De, der elsker Kjeldsen, ser havnen som et afgørende bevis: »Se, hvor her summer af liv – takket være ham.«
Det argument høres overalt – fra værftets sorte kedeldragter i svejsehallerne og til Vestmolen med dens vandrette vimpler og travle værksteder i gamle, røde træhuse.
Skagen er Danmarks største fiskerihavn. Her landes fisk for over en milliard kroner om året. Og havnens fremmeste finansmand i overalls har i årevis været Henning Kjeldsen. Mange mener, at han har været foregangsmand for en tiltrængt modernisering af fiskeriet.
Førhen fangede langt flere gammeldags småkuttere langt færre fisk. Dengang havde hver fisker en fast kvote. 00ernes fiskerireformer gjorde fiskekvoter salgbare. Hundredvis af fattige fiskere solgte ud, og de driftigste ekspanderede.
Nu om dage er fiskefartøjer som hans flydende fabrikker og store som langtursfærger. Havnens skrumpende afdeling for småkuttere med trekantede signalflag og enkeltmandsstyrhuse ligner i dag mest et friluftsmuseum.
Lidt derfra holder Skagen Fiskeriforening (og et maritimt uddannelsescenter) til i et lyst glashus. Formand John Jakobsen tager imod. Kjeldsen vil han absolut ikke tale om, helst var han helt fri for at tale med mig, indleder han og lægger armene over kors. På væggen bag ham hænger der farvandskort med tuschanmærkninger af, hvor der står rejer, tunge, torsk.
Kun får jeg ud af ham, at han mener, det var »helt nødvendigt« at gøre fiskekvoterne salgbare. Ellers styrede dansk fiskeri mod en fallit. Men det er, mener han, »noget møg«, at kvotereglerne siden er blevet »så komplicerede, at politikerne ikke engang selv forstår dem«.
En gangstertype
Selv Kjeldsens mange støtter ønsker at være anonyme. Blandt dem dominerer den fortælling, at han blot har været »den dygtigste« til at udnytte lovlige huller i »en åndssvag og uigennemskuelig fiskelovgivning«. Mange finder det derfor »smudsigt« at portrættere ham. På tre dage ved Vestkysten bliver jeg overfuset flere gange, end jeg er blevet på fem år som korrespondent i Latinamerika med organiseret kriminalitet som mit stofområde. At interessere sig for kvotekonger er »københavneri« (selvom jeg er sømandssøn fra Svendborg).
Beretningerne om, at Kjeldsen bliver fysisk, når han bliver vred, og skulle have slået en lærer i sin tid på maskinmesterskolen, vil ingen af de, som kunne, hverken af- eller bekræfte.
Men også anonyme kritikere har Kjeldsen mange af. De er ofte bange for fysiske og forretningsmæssige repressalier, hvis de udtaler sig.
»Hvis jeg citeres, er det som en dødsdom her i byen,« fortæller én mig – selv byen, hvorfra kilden kommer, skal jeg love at holde hemmelig. »Alt kan han ødelægge for mig, så magtfuld er han,« uddyber vedkommende.
Andre kalder ham »en gangstertype« eller giver eksempler på hans »mafialignende metoder«. Nogle kender konkrete stråmænd, andre er blevet »truet med bank af hans lakajer«. Ifølge en Hirtshals-fisker er han »en krudtugle og et dumt svin, der måske nok handler lovligt«, men som uden skrupler udnytter, at »fiskerireformen har skabt en blanding af bureaukrati og Det Vilde Vesten med alle sine uforståelige og bøjelige regler«.
At Henning Kjeldsen har været en visionær forretningsmand – blandt de første til at se investeringspotentialet i opkøb og udlejning af fiskekvoter – er de fleste dog enige om.
Businessforfatteren Søren Jakobsen er aktuel med bogen Guldjyderne, som blandt andre portrætterer Henning Kjeldsen. Han siger om Kjeldsens enorme erobringstrang og forretningssnilde: »Kjeldsen er, som mange jyder, drevet af entreprenørånd og et ønske om at blive større. Det har grebet ham. Som erhvervsmand er han succesfuld og har været god til at læse markedet. Hans folk har været loyale og taler aldrig åbent om hans friskere metoder.«
En kilde, som har arbejdet tæt sammen med Henning Kjeldsen i mange år, går dog med til over for Weekendavisen at nuancere portrættet af mennesket og forretningsmanden.
Ifølge kilden er det vigtigste at vide for at forstå den magtfulde fiskemilliardær dette:
Han blev drillet i skolen.
»Kjeldsen var klassens tykke dreng i Thyborøn, hvor han voksede op. Derfor har han lige siden skullet hævde sig. Det gør han ved at være en dygtig fisker. Jeg kunne altid mærke den begærlighed på ham. Han ville overgå andre, have den største båd, det var en besættelse. I perioder købte han gennem andre over halvdelen af alt, hvad der kom til salg af nogle slags kvoter.« For flere år siden fik Henning Kjeldsen ifølge kilden en fedmeoperation.
Udefra virker Kjeldsen relativt underspillet. Han kører i en sort Audi, som nok er stor, men slet ikke er flashy sammenlignet med sommer-Skagens mange grå Jaguarer og orange Maseratier. Han bor på en af Skagens bedste adresser – med sans for symbolik: på toppen af Danmark, på den sidste villavej før Grenen – men i et for en rigmand ret ordinært gult hus.
»Kjeldsen kan også fremstå nede på jorden i sin omgang med folk,« fortsætter kilden. »Han er små-lun og forsigtig. Men bagved er han benhård. Han knytter nogle folk tæt til sig, når han vil opnå noget, men vender fuldstændig, hvis de skuffer ham. Så folk er bange for ham. Han har mange rygklappere. Det er næsten som en rockerklub. De er stjernedumme, dem, han bruger som stråmænd, og som omgiver ham. De kan ikke gennemskue, at han gør alt for at tjene penge til sig selv og ikke til dem. Han ejer jo det hele, han styrer alt benhårdt.«
Et kæmpe K i stævnen
Kombinerer man en gennemgang af anklageskriftet – som Weekendavisen har fået aktindsigt i – med et blik på Kjeldsens omgangskreds, tegner der sig et tydeligt billede: Han laver helst forretninger med sine nærmeste. Da han ikke selv måtte eje flere kvoter, lånte han sin kone, Birthe Kjeldsen, penge.
Den tidligere salgsassistent endte med at eje kvoter for over 100 millioner kroner alene i én glasfiberjolle, der kun var få meter lang. Da så hun nåede kvoteloftet, lånte Henning sin papsøn, Patrick Røn, penge. Også han voksede, til han nåede kvoteloftet.
Mønsteret gentog sig med fiskematadorens nære ven Lindy Harald Lynge og flere navngivne folk fra Thyborøn, som også er tiltalt i sagen. De udgjorde et avanceret spindelvæv af virksomheder, som en dommer snart skal vurdere lovligheden af.
Tilsyneladende har ønsket om at sløre de potentielt ulovlige handlinger været mindre end behovet for at hævde sig. Selv i de både, Kjeldsen fik bygget til dem, der ifølge politiet var hans stråmænd, satte han sit kendemærke i stævnen: et kæmpestort »K«. Ofte fulgte han byggerierne af disse skibe på sin og sit rederis Facebook-væg, som om de var hans egne.
På Facebook hjælper Kjeldsen jævnligt folk i Skagen med at efterlyse og reklamere for ting og fremstår jordbunden og jovial. Han deler også tit racistiske vittigheder; som den om Jesus, der spørger Gud, om han har »bestilt Kebab«, da Allah banker på porten til himlen.
Han er kendt for at sige i større forsamlinger, at »dansk fiskeri bør være for danskere«. Men ifølge en fisker fra Thyborøn, som kender ham, er han »villig til at handle med hvem som helst« – og han er aldrig tilfreds: »Hvornår er nok nok? Når han ejer den sidste fisk?«
Størst kritik retter Thyborøn-fiskeren dog mod myndighederne:
»Hvis embedsmændene havde gjort deres arbejde, var det aldrig nået hertil. Alle i Thyborøn har jo vidst, hvad han lavede, og at det var forkert. Alle har vidst, at man ikke må have så meget kvote, som Kjeldsen har.«
Et råddent system
Kritikken af fiskerimyndighederne er både Kjeldsens venner og fjender enige om. Med rette: Få danske politikområder har været ramt af flere korruptionsmistanker.
Meget er muligvis tilfældigt: Da kvoterne blev gjort salgbare i Lene Espersens tid som konservativ justitsminister, vandt hendes far, en stor fiskeskipper fra Hirtshals, på det, men formelt set var hun ikke med i beslutningen. Når kvotekongers magt voksede i Lars Løkkes tid som statsminister, er det ikke bevist, at det var, fordi de sponsorerede hans sommerhusophold i Skagen.
Til gengæld var Rigsrevisionens dom over embedsværket i en rapport i 2017 klar. Den beskrev forvaltningen på fiskeriområdet som så inkompetent, at det »kan indikere ulovligheder«. Politisk kommentator Hans Engell kaldte den konklusion fra dem for deres »skrappeste, jeg nogensinde har set«.
Efterfølgende blev endnu en fiskeminister, Venstres Esben Lunde, flyttet fra posten.
På samme tid mistede ledende fiskeriinspektør Mik Jensen sit job, efter det kom frem, at kvotekonger ville sponsorere en kapsejlads, som han arrangerede i Dragør Sejlklub. Andre havde Mik Jensen givet fordele, som de ikke behøvede at »fortælle for meget om«. Allerede i en DR-dokumentar i 2015 talte Mik Jensen om Henning Kjeldsen og kaldte frejdigt hans køb af kvoter gennem familie og venner for »en slags stråmandsgesjæft«. Men han mente ikke, han kunne skride ind, fordi der blot var tale om »et kreativt hul« i reglerne.
Fiskerikontrollen er »korrupt og bevidst uduelig«, mener Erik Høgh-Sørensen, tidligere EU-korrespondent for Ritzau, nu Regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Nordjylland.
»Eneste udestående spørgsmål er, om denne korruption skyldes påvirkninger fra det politiske system oven over embedsmændene,« tilføjer han i sit hjem i Tolne, mellem Skagen og Hirtshals, hvor han bor med gravhunden Napoleon med kælenavnet Nappe, som slår nogle olympiske østerssovsprutter. I vindueskarmen har han en lampe med form som en flamingo.
Korruptionen ser lokalpolitikeren »tydeligt« i myndighedernes forhold til Kjeldsen og i den sag, som optager ham meget: sagen om de hollandske bomtrawlere. De ødelægger dansk natur og fiskebestand, hævder han. I årevis har han forsøgt at bevise, at de opgiver fisk fanget i Skagerak som fanget i Nordsøen, hvor kvoterne er større. Lokale fiskere oplever, at de slukker de indbyggede AIS-overvågningsstyresystemer og går ulovligt tæt på dansk kyst.
Det landgrabberne ikke forstår
Hirtshals-fiskeren Per Jensen kalder det for »en kulturkamp« at prøve at få aviserne til at skrive om ulovlige hollandske bomtrawlere »og ikke kun om kvotekonger«, siger han og viser rundt på Hirtshals’ forblæste industrihavn. Der er kæmpefabrikker uden vinduer, ny-frost-frysehaller, marineoliesiloer og enorme laksebearbejdningslokaler.
Herfra har Jensen fisket, siden han var 12 år gammel, for tiden mest efter jomfruhummer. Han har udtværede tatoveringer på begge arme; én forestiller en slange, som smyger sig om et sværd. Også den kameraovervågning af danske fiskere, som den socialdemokratiske fiskeriminister, Mogens Jensen, for nylig har indført, raser Per Jensen over. På fiskernesigerstop.dk er der indsamlet 20.202 underskrifter imod den, og der har været demonstrationer på Aalborg Havn tidligere i år. »Fokus burde være på dét og på, at Brexit til nytår koster os retten til at fange britiske fisk, hvis ikke politikerne nosser sig sammen og får en ny aftale med Storbritannien.«
Kjeldsen vil han ikke tale om, men dansk fiskeripolitik »stinker«, slår han fast.
Vi kører forbi en mark uden for byen, hvor han smider alle de sten, hollændernes tunge trawl pløjer op, og som ødelægger hans garn. De største vejer fem tons. Han hugger figurer af dem i sin fritid. I perlestenene i indkørslen til hans parcelhus ligger én af en frø.
Det provokerer Jensen, at problemet med hollænderne aldrig bliver løst.
Allerede da min gamle far, Torben Boding Hansen, kortvarigt var tredjemand på Esbjerg-fiskekutteren »Marie Dahl« i 1971, blev de hollandske bomtrawlere – og de danske politikere, som ikke stoppede dem – omtalt med foragt: Man kunne »lugte, hvor de havde været«, fordi deres trawl får bunden til at rådne.
Kjeldsen selv vil ikke interviewes. Ifølge støtterne på havnen er han »på sommerferie i sin motorbåd«. Hans advokat Lars Espersen, som også er tiltalt, svarer på mail: »Vi koncentrerer os om sagen, og når den har fået den rigtige afgørelse, vil vi vende tilbage med vores kommentarer.«
Imens tager en anden kvotekonge Kjeldsen i forsvar: Færingen Gullak Arngrimsson Madsen, som ejer fiskerikoncernen GTM Holding i Hirtshals, »håber virkelig, han bliver frikendt,« siger han. Madsen hævder selv at være Nordjyllands tredjestørste skattebetaler. Han føler, storfiskere som ham og Henning Kjeldsen er udsat for en hetz:
»Er det forbudt for en fisker at tjene penge? Eller er der tale om misundelse? De, der ikke forstår de gældende regler, bør begynde i skolen på ny, for vi dumme fiskere, vi forstår reglerne. De fleste landkrabber tror, at vi kvotekonger har fået vores kvoter gratis. Men vi har købt dem for flere hundrede millioner, nogle for langt over milliarden. Jeg er vis på, at Kjeldsen har fået forhåndsgodkendt alle sine handler i Fiskeristyrelsen. Han er en flink og dygtig fyr, der har arbejdet sig op fra ingenting.«
