Det er et skønt historisk kuriosum, at computerens teknologi er baseret på vævningens ældgamle. Da væven blev industrialiseret, var det hulkortene, mønstre af binære koder, der revolutionerede arbejdet og gjorde væven selvkørende. I 1830rne udtænkte man Den Analytiske Maskine, en mekanisk, dampdreven, 14 meter lang regnemaskine, som skulle »bruge vævens hulkort til at lagre data og operative algoritmer«. Den blev aldrig bygget, men regnes alligevel som verdens første computer. I sin geniale hybridbog Thread Ripper vender Amalie Smith tanken svimlende om: Måske er computere meget udviklede væve, og lagene af stof, de væver, forbinder sig på forbløffende måder, verdensvævet vokser og vokser.

Amalie Smiths skrift er en fortryllende tænkemaskine, jeg får en perlende følelse af gennemtræk i hjernen af. Værket følger forbindelserne mellem vævning og computerteknologi, den første industrielle revolution og den næsten postdigitale tid, vi lever i, menneskers nervesystem og de neurale netværk, maskiner kan lære at tænke med. Måske lyder det tørt, men det er luftig, lysende læsning. Thread Ripper er en rhizom-tekst, som kan vandre i alle mulige retninger, omflakkende noter, som holdes sammen af ikke én, men et net af røde tråde.