NATO. Engang gjaldt det om at holde tyskerne nede. I dag klarer de det selv.

Ausmarsch

Ausmarsch Af Anna Libak

I mange år hed det sig, at formålet med NATO var at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede.

Det gør det ikke mere.

Forleden bebudede den amerikanske forsvarsminister Mark Esper, at USA reducerer de 36.000 amerikanske tropper i Tyskland med en tredjedel til 24.000. Halvdelen af de 12.000 bliver fordelt på Belgien, Polen og Italien, og de øvrige trækkes foreløbig hjem, mens det overvejes, hvor de skal indsættes.

Og hvis tyskerne ikke skulle have fattet budskabet, så forlader det amerikanske hovedkvarter EUCOM, der koordinerer alle amerikanske styrker i Europa, samt i Tyrkiet, Israel, Rusland og Grønland, nu Tyskland til fordel for Belgien. Kommandoen flytter fra Stuttgart, hvor den har ligget siden 1967, til Mons, hvor NATOs militære hovedkvarter i Europa, SHAPE, i forvejen ligger. Tag den!

Ingen, hverken i USA eller Tyskland, er formodentlig i tvivl om, hvorfor det sker. Donald Trump har gentagne gange ladet forstå, at Tyskland som Europas rigeste land skal bruge to procent af sit BNP på forsvaret, som NATOs medlemmer har givet hinanden håndslag på for år tilbage. Man lovede hinanden at tilstræbe at indfri målet inden 2024, men eftersom Tyskland sidste år kun brugte 1,3 procent af BNP, virker det ikke som en førsteprioritet.

Læg hertil, at Tyskland i det hele taget set med amerikanske øjne ikke opfører sig som en særlig dedikeret allieret.

Tyskland har i modsætning til en række europæiske lande – herunder Danmark – ikke truffet beslutning om at udelukke den kinesiske telegigant Huawei fra etableringen af sit 5G-netværk. Og Tyskland har kæmpet hårdt for Nord Stream II – gaslinjeføringen gennem Østersøen fra Ust-Luga i Rusland til Greifswald i Tyskland, hvor Angela Merkels valgkreds ligger. Amerikanerne forstår ikke, hvorfor russerne skal tjene endnu flere penge på gasleverancer til det EU, de forsøger at splitte.

Og amerikanerne har bestemt noget at have deres bekymring i. Mens de fleste tyske partier i Forbundsdagen – Die Linke undtaget – dybt beklager den amerikanske troppetilbagetrækning, så viste en måling fra You­Gov i denne uge, at kun 28 procent gerne så, at de amerikanske styrker blev. 47 procent af de adspurgte tyskere synes, at det er fint, de forsvinder.

For tyskere bryder sig slet ikke om at tænke på krig. I en undersøgelse fra tænketanken Pew i marts måned blev tyskere og amerikanere spurgt, om de mente, at deres land skulle forsvare en NATO-nabostat til Rusland i tilfælde af en militær konflikt. Seks ud af ti tyskere sagde nej. Seks ud af ti amerikanere sagde ja. På spørgsmålet om det nogensinde var nødvendigt at bruge militær magt, sagde otte ud af ti amerikanere ja. I Tyskland mente kun lige over halvdelen ja.

Det er derfor ikke for meget at sige, at USA og Tyskland tolker verdenssituationen helt forskelligt. Som den amerikanske regering ser det, er Tyskland dybt naivt, når det ikke kan se, at Rusland og Kina allerede bruger militær magt til at sætte deres interesser igennem. Annekteringen af Krim, Assads kemiske angreb med russisk rygdækning, militariseringen af det Sydkinesiske Hav og afviklingen af demokratiet i Hongkong finder alt sammen sted, selv om Vesten er imod. Så hvad sker der, hvis Rusland går ind i Baltikum, og Kina samtidig angriber Taiwan? Det kunne sagtens ske. Har Tyskland tænkt sig at løfte en finger?

I Foreign Affairs opregner den amerikanske politolog Graham Allison de triste kendsgerninger: I 1950 sad USA på halvdelen af verdens BNP; i 1991 på en fjerdedel og i dag på en syvendedel. I 1991 lå Kinas BNP på 20 procent af det amerikanske målt i købekraft, i dag ligger det på 120 procent.

Ud af de 20 største selskaber inden for informationsteknologi er de ni i dag kinesiske. Kina fører allerede inden for overvågning, ansigts- og stemmegenkendelse og finansiel teknologi. Vi er kun få årtier fra, at autoritære magter sætter dagsordenen globalt. Vesten er allerede i defensiven.

Ifølge Allison kan Vesten kun stå distancen, hvis USA i tide knytter den frie verden til sig gennem stærkere handelsaftaler med EU og med Asien uden Kina – det såkaldte Trans-Pacific Partnership, TPP. I så fald vil man tilsammen sidde på næsten 70 procent af det globale BNP og kan sætte Kina stolen for døren.

Den amerikanske troppetilbagetrækning fra Tyskland hjælper ikke på sagen, ligesom Trumps afvisning af TTP-aftalen absolut heller ikke gjorde det. Men ansvaret påhviler ikke Trumps USA alene. Heller ikke Obamas bønner om flere penge til NATO gjorde indtryk på tyskerne.

For NATOs oprindelige mission er lykkedes for godt. Det var meningen, at tyskerne ikke skulle rejse sig militært igen. Nu er det på høje tid, at de gør det.

Side 9