JEG TILHØRER NOGET så sjældent som en billøs familie. Jeg har ikke kørekort, min søster og min bror heller ikke, ej heller min kone og vores to døtre på 18 og 23. Når den tredje og ældste har, skyldes det påvirkning udefra. Vi er altså forbilleder nu, hvor alle påstår, at de gerne vil gøre noget for klimaet.
Men ikke uden bil! Finder man hurtigt ud af. Især ikke efter coronaepidemien, hvor bilismen har fået endnu et løft på den offentlige transports bekostning, for mens bilen beskytter mod smitte, er det ikke just, hvad tæt stoppede myldretids-tog og -busser gør.
Der lyder nogle få pip om, hvor skønne de billøse tider har været, og om det ikke var værd at overveje at få bilerne i det mindste ud af byerne. Som københavneren og journalisten Erik Jensen plæderede for i Politiken i sidste måned. Lettere defaitistisk, man fornemmede, at han ikke selv troede på det.
Og efter Transportministeriet i sidste uge fremlagde en rapport om, hvilken elendig forfatning de danske jernbaner er i, er der heller ingen grund til optimisme.
Er der overhovedet nogen udsigt til færre biler på vejene? Selv om jeg ville ønske det af hele mit hjerte, tror jeg ikke på det.
NÅR JEG ER billøs, er det ikke for at begrænse CO₂-udslippet, det skyldes et livslangt ubehag ved biler.
I min barndom i 1950erne lugtede de fælt, de lækkede benzin, så vandpytterne strålede i alle regnbuens farver, og stank også af benzin indeni. De larmede, osede, og med tiden dræbte og kvæstede de, hvad der svarede til en lille provinsby. Over 1000 døde om året, ti gange så mange hårdt sårede.
Modviljen var indgroet, så da mine ikkerygende forældre i panik tilbød mig et kørekort, hvis jeg droppede den piberygning, jeg lige var begyndt på, afslog jeg. Jeg ville ryge, ikke køre bil.
Jeg må også medtage en indbygget frihedstrang. Jeg brød mig ikke om, at andre styrede, og den, der sad bag rattet, bestemte, hvornår man fik lov til at stige ud og holde pause, altid givet som en slags nådesbevisning. Jeg hader, at nogen bestemmer, hvis det kan undgås.
Jeg kan godt synes, at biler er smukke, nogle er rene kunstværker, således de gamle dollargrin, der utroligt nok stadig kører rundt i Havanna, og at sidde inde i en luksusbil er en nydelse, indrømmet. Ligesom jeg da indimellem taknemmeligt tager imod et lift.
Men hvor biler dog fylder og støjer og oser og skæmmer og skræmmer, de ødelægger landskaber med motorveje og er skyld i arkitektonisk vederstyggelige varehuse omgivet at triste parkeringsområder, de storforbruger fossile brændstoffer, forurener luften, smadrer bymidter og gør folk lade og småtykke af mangel på frisk luft og motion.
I stedet for at gå rundt i hyggelige forretningskvarterer inde i byerne fragter de os ud til hæslige storcentre, hvor folk kan parkere. Og indkørsler og carporte fylder ud, hvor der før var haver.
Vi er to husholdninger på min vej, som ikke har bil. For 60 år siden var det omvendt. Antallet af biler har her i landet rundet tre millioner. Hvis hver bil er cirka fire meter lang i gennemsnit, svarer det til en bilkø på 15.000 kilometer.
Herfra og til Rom og tilbage seks gange.
GÅR MAN BILEJERNE på klingen, er disse ulemper ikke nok til, at de vil sige farvel til bilen. Men det er en pligt, mener jeg, at udfordre dem, og især nu, da jeg og min familie ved skæbnens tvist er blevet en slags frontløbere, som kan tage hævn over de emsige prædikanter, der altid har hærget – marxister og så videre – ved for en gangs skyld at være på det rigtige hold og kunne skose andre.
Især fordi de, bilejerne, reagerer helt instinktivt defensivt, når det gælder forsvaret af deres bil. Og ikke bare defensivt, men oprigtigt uforstående. Hvor uforstående slog mig, da jeg for nogle år siden til en middag var omgivet af familiefædre med kørekort, og der udspandt sig en længere diskussion:
Kunne det virkelig passe, at jeg ikke havde bil og end ikke et kørekort? Havde jeg børn? For man kunne jo ikke undvære bil som forældre.
Da jeg svarede ja, tre døtre, rystede de på hovedet.
Men, forklarede jeg, man kunne cykle med den mindste foran på et traktorsæde, og hun hyggede sig gevaldigt over at have farens fulde opmærksomhed, og man fik frisk luft og motion. Og slap for at køre andres unger rundt, og i øvrigt indrettede man sig, så børnene gik i skole tæt på, hvor vennerne også boede.
Jo, men hvad med besværet med at iklæde ungerne vejrdragt i dette land med mange måneders usselt vejr, lød det.
Jo, medgav jeg, og én selv, men det vænner man sig til, og ja, pakningen til længere ture var en udfordring, det skulle gøres med omhu, man kunne ikke bare smide det hele ind i bilen og bruge den som én stor kuffert.
Nåh – lød det lidt såret, det gjorde de nu heller ikke.
Men, fremturede de, var hjemturen fra vennebesøg ikke hård? Jo, sagde jeg, især når togene ikke kørte, som de havde for vane på Kystbanen, men da man som regel havde drukket, ville man alligevel ikke have kunnet køre bil.
Sådan rullede diskussionen frem og tilbage, uden at mine argumenter gjorde indtryk, heller ikke om bilens forringelse af vores omgivelser. Ingen af bilejerne kunne forestille sig et børnefamilieliv uden bil.
Især ikke når man havde prøvet at have bil, så var Syndefaldet indtruffet, man havde forskrevet sig! Ingen er ulykkeligere end en bilejer med bilen på værksted.
Det var kort sagt op ad bakke, nok også fordi dét ikke at have bil opfattes, tror jeg, som en skjult anklage mod andre menneskers måde at leve på.
Hvad det jo også er i disse miljøtider. Jeg lagde mig i sin tid alvorligt ud med en meget miljøbevidst lærer-kollega på Krogerup Højskole, fordi jeg drillede ham med, at hans familie havde to biler. Det var alligevel for personligt et angreb.
HVIS VI SER på de tørre tal, er det intet under, at bilen er ved at vinde en pyrrhussejr: Den er blevet billigere, det koster i dag årligt kun 41.000 kr. at have en mellemstor bil til cirka 180.000 kr. alt inklusive, afbetaling, benzin, forsikring og serviceeftersyn, ifølge samlino.dk. For 30 år siden kostede det ifølge FDM cirka 80.000 kr., altså tre-fire gange så meget som i dag, når inflationen indregnes.
Og en god lille bil kan i dag fås for det halve af, hvad en budgetbil af ringe kvalitet kostede i 1980erne, mens den offentlige transport er blevet 50 procent dyrere bare de sidste 20 år.
Groft sagt er bilejerens omkostninger mere end halveret, mens den bus- og togrejsendes er næsten fordoblet. Når man derudover betænker, hvor meget vejnettet er blevet udbygget, er det ikke spor mærkeligt, at bilsalget sidste år slog alle rekorder med 170.000. Under coronakrisen er salget ganske vist faldet med 30 procent, og branchen vånder sig selvfølgelig. Men den bør huske, at baggrunden er en række gyldne år, som nok skal komme igen, det viser ovenstående tal klart: Ikke at have bil er ret dumt i et samfund, hvor alt er indrettet på bilen.
Og når bilejerne selv i disse højhellige klimatider indrømmer, at bilen er deres hellige ko, må bilens fremtid siges at være sikret. De udgør majoriteten i dette land.
ÉT ER ØKONOMI, sundhed og miljø, et langt mere hårdtslående anti-bil-argument er fryden ved at være et sted, hvor der ingen biler er.
Det lyder måske som en syg fantasi hos en forkvaklet bilhader, men det er ingen utopi, der eksisterer sådanne fantastiske steder.
Øen hedder Hydra, ligger i Det Ægæiske Hav og nås på et par timer med færgen fra Athen. At komme frem efter at have overlevet Athens bil-helvede er som at komme i Paradis, selv om stilheden i starten er larmende og roen foruroligende. Man kigger sig nervøst omkring. Ligger de på lur, de satans biler og motorcykler? Er de blevet lydløse?
Det var Hydra-elskende koryfæer som Leonard Cohen og medlemmer af Pink Floyd, som fik udvirket dette mirakel.
Man tror ikke rigtig på det, så traumatiseret er man af de dødsensfarlige biler, som hele tiden truer med at komme fra et uventet sted og dytte rasende over, at der nu igen er en idiot, der ikke ved, at de ejer verden. Det ved begge parter, derfor springer vi gående for livet, når en bil nærmer sig. At stå på sin eventuelle ret ville være ret dumt.
Men Hydra! Hvilken fryd! Med ét opdager man, hvilken ro deres fravær fremkalder:
Børnene kunne lege ude foran restauranterne uden at blive kørt ned, for æslerne og hestene, der står for øens transport, træder udenom. Pladserne blev store, smukke udendørs opholdsstuer, hvor alle færdedes frit og roligt, krigen mellem biler og fodgængere var aflyst. Og vi kunne gå i gaderne uden at skulle kaste os frem og gribe børnene, når et motorkøretøj nærmede sig.
Og hvilken salig sove-ro.
NÅR DET SKER, at bilerne for en tid er ude af billedet, vågner folk op og undrer sig over, hvor rart det er. Min lokale by, det gamle fiskerleje Sletten ved Øresund, var i flere måneder bilfri, da man lagde ny belægning og plantede træer langs med vejen gennem byen. Det fik mange til at overveje, om det ikke var en tilstand, der var værd at bevare.
Nu blev vejen inddraget i det daglige liv, de parkerede biler fyldte ikke op, børnene kunne lege på vejen, og folk stoppede og snakkede, når de mødtes – uden at blive klemt ud i vejsiden af den evige strøm af biler. Hvoraf mange ikke havde noget ærinde i byen, de kørte igennem for at nyde synet af det hyggelige fiskerleje.
Men da beslutningen skulle tages, vovede ingen at tage springet. Hvordan skulle man få sine varer transporteret frem til huset, hvis man måtte parkere flere hundrede meter væk?
Også på øen Hven i Øresund, hvor der i årene efter krigen kun var én bil, lægens, overvejede man kortvarigt, om den skulle være bilfri, afstandene var små og blev klaret af ladknallerter, men i stedet fik man en ny bilfærge. Det kan minde om det ikoniske foto af en lille ø med et fyrtårn, en 50 meter lang vej og en bil.
Måske om 20-30 år, når vi har kvalt os selv i biler, vil sådanne forslag blive gennemført, for der vil helt sikkert komme et oprør mod biltyranniet. Men dér er vi ikke endnu.
Det har mine mange diskussioner med bilejere overbevist mig om. De er ganske urokkelige i deres kærlighed.
Læs også Frede Vestergaards kommentar: »Pas på klimalobbyisterne«
Kan en nyanlagt by, som er 33 gange større end New York og med to lufthavne, være »grøn«?
