Danmark har som bekendt en målsætning om at sænke CO₂-udslippet med 70 procent i forhold til 1990 inden 2030. Det er en mere vidtgående ambition end i EU i øvrigt, og det har ingen praktisk betydning, for Danmark står for bare 0,1 procent af CO₂-udslippet i verden, når vi ser bort fra CO₂-udslippet knyttet til de varer, som vi importerer.

Da den danske indsats ikke har nogen betydning for klimaet, er begrundelsen for det høje danske mål derfor blevet, at Danmark skal cykle i spidsen i grøn førertrøje, vise »globalt lederskab« og lignende plusord. Tanken er, at Danmarks grønne førertrøje vil animere andre lande til at efterligne os. Om den gør det, er gætværk. I alle de år, vi har talt om at bære den grønne førertrøje og har skåret mest ned på udledningen i Danmark, er det globale udslip steget og steget – også siden Paris-aftalen. Før faldet på grund af coronanedlukningen var udledningen fra fossile brændsler cirka 60 procent over 1990-niveauet – og cirka fem procent højere, end da Paris-aftalen blev vedtaget i 2015. Og CO₂-koncentrationen i atmosfæren er vokset fra 355 ppm i 1990 til 415 i år.