Selvom antallet af optagne pædagogstuderende er steget for første gang i ti år, og selvom uddannelsen stadig er Danmarks største, har den stadig alt for få ansøgere i forhold til, hvad regeringen havde ønsket.
Samtidig udgør problemet en politisk hårdknude for de folkevalgte, der brænder mest for sagen: I regeringens forståelsespapir står noteret et løfte om minimumsnormeringer i daginstitutioner efter krav fra både Enhedslisten, Radikale og SF. Det kræver markant flere uddannede pædagoger, end der findes og uddannes i dag. Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har tilført knap 170 millioner kroner til pædagoguddannelsen og igangsat en treårig evaluering med ambitionen om at hæve uddannelsens kvalitet og løfte dens prestige. Alligevel har færre personer søgt ind på uddannelsen i år end i 2019; stigningen i antal optagne, der er på 86 personer, skyldes en politisk bestemt udvidelse af antal studiepladser.
Hvorfor er der ikke mere prestige i at uddanne sig til pædagog?
Langt fra virkeligheden
»Jeg tager stadig mig selv i at tilføje et ’bare’, når jeg fortæller, at jeg er pædagog,« siger Ida Thyregod. Hun færdiggjorde uddannelsen fra Professionshøjskolen i Aarhus i juni, og efter tre og et halvt års studier føler hun sig ikke klædt ordentligt på til det pædagogiske arbejde:
»Jeg har fået arbejde i en vuggestue, men burde ikke påtage mig det ansvar. Allerede nu kan jeg mærke, at vores undervisning ikke har været god nok. Den har været for begrænset, for opdelt og distanceret fra virkeligheden,« siger hun.
Ifølge Ida Thyregod kan man sjældent bruge det, man har lært, når man står i en travl vuggestue med flere børn i favnen.
Det er bydende nødvendigt med flere pædagoger i Danmark, hvis regeringen skal leve op til egne ambitioner: En analyse fra Danske Professionshøjskoler viser, at optaget på pædagoguddannelsen skal øges med 111 procent i forhold til 2018, hvis regeringens nye mål om minimumsnormeringer skal overholdes i 2025. Det vil sige 6.200 flere pædagogstuderende på landsplan om året.
Dykker man dybere ned i tallene, står det klart, at det mildt sagt er et ambitiøst mål. I 2020 har 5910 søgt uddannelsen som førsteprioritet. For bare fire år siden var tallet 7195. I år sker faldet i ansøgere på trods af et rekordhøjt antal ansøgere til studiepladser i hele uddannelsessystemet.
Eksempelvis er ansøgertallet til medicinstudiet steget med 16 procent og psykologi med 21 procent i forhold til sidste år, mens ansøgertallet til pædagoguddannelsen er faldet med en procent.
Børne- og undervisningsordfører for SF Jacob Mark var en af dem, der gik forrest i de mange demonstrationer for minimumsnormeringer i daginstitutioner, der fandt sted rundt i landet op til folketingsvalget i 2019. Han erkender, at der skal mange flere pædagogstuderende til, hvis finanslovens målsætning om tre børn per voksen i vuggestuen og seks per voksen i landets børnehaver skal nås i 2025. At antallet af ansøgere er stadig faldende, skyldes, at de studerende frygter, hvad der venter på den anden side, lyder det:
»Jeg tror, faldet skyldes, at der er rum for at hæve kvaliteten af uddannelsen. Mange ting, man lærer på uddannelsen, får man desværre ikke brug for i praksis,« siger Jacob Mark.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er selve uddannelsen eller professionen som sådan, der lider under lav prestige, peger Jacob Mark på arbejdsforholdene i daginstitutionerne. Det er ikke erhvervets renommé eller lave lønningsniveau, der afgør det:
»Der er ikke mangel på dedikerede pædagoger. Og jeg tror ikke, lønnen er det mest afgørende for dem. Mange af dem, jeg taler med, er bekymrede for, at uddannelsen fører til et hårdt arbejdsliv med dårlige forhold,« siger han.
Den nyudklækkede pædagog Ida Thyregod deler Jacob Marks bekymring et stykke ad vejen. Men et af vilkårene, man burde forbedre som noget af det første, er afgjort lønningsniveauet.
»Lige nu afspejler lønnen vores dårlige arbejdsmiljø. Den burde i stedet afspejle værdien af det arbejde, vi laver,« siger hun.
Under sin studietid har Ida Thyregod været optaget af uddannelsespolitik. Hun sidder i Forretningsudvalget i Pædagogstuderendes Landssammenslutning og overvejer nu, hvordan hun som færdiguddannet kan fortsætte kampen:
»Jeg føler en vis forpligtelse til at hjælpe de nye studerende, for jeg ved jo, hvad de har i vente,« siger hun.
Nye studerende skal ifølge Ida Thyregod blandt andet forberede sig på kun otte-ti timers undervisning om ugen og undervisning med op til 90 personer ad gangen, hvis de er indskrevet i Aarhus eller København. Ida Thyregod problematiserer især undervisningens overgang fra længere fag til kortere moduler: På hele uddannelsen fylder overfladisk teori alt for meget og konkret viden om det praktiske arbejde alt for lidt.
Hun retter samtidig en kritik af uddannelsesministeren for at påstå, at uddannelsen er i fremgang, fordi flere studerende er optaget i år:
»Det er en kunstig sejr. Det er kun, fordi regeringen har besluttet at oprette flere studiepladser, at de er blevet optaget. Der er stadig færre, der søger ind, og det er problemet,« siger Ida Thyregod.
Konkurrencestatspædagogik
Tommy Dalegaard Madsen er lektor på pædagoguddannelsen i København og formand for underviserne på professionshøjskolerne i Dansk Magisterforening. Han forstår godt, hvis de studerende er utilfredse med den måde, uddannelsen er sammensat i dag.
»Uddannelsen er blevet professionaliseret langt væk fra det, man tidligere forventede af en pædagoguddannelse. Den er præget af en bureaukratisk forståelse af kompetencer. Der er et snævert fokus på specifikke målsætninger, ikke et sundt helhedsperspektiv på det at være en dygtig, selvstændig pædagog,« siger han.
Ifølge Tommy Dalegaard Madsen er udviklingen til det værre en konsekvens af omlægningen fra seminarier til de såkaldte Centre for Videregående Uddannelse i 2002 og senere sammenlægningen til professionshøjskoler i 2008. Rationalet var blandt andet, at skolen skulle være sammenlignelig med andre landes. Hvor seminarierne var præget af højskoleånd og selvstændig eftertænksomhed, har professionshøjskolen i dag ifølge Tommy Dalegaard Madsen en mere akademisk karakter. I dag tales der meget om konceptpædagogik, hvor alle pædagogiske problemer kan løses med samme manual uanset omstændighederne. På seminarierne blev de studerende derimod i højere grad uddannet til at tænke selvstændigt i forskelligartede miljøer. Tommy Dalegaard Madsen håber, at ministerens evaluering og kvalitetsplan vil trække uddannelsen i retning af den tidligere undervisningsform:
»Man skal spørge sig selv, hvad det er for nogle pædagoger, vi gerne vil have ud på den anden side,« siger han.
Ifølge Christian Sandbjerg Hansen, lektor i socialpædagogik på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, kan udviklingen af pædagogidentiteten i Danmark groft skitseres sådan: fra omsorgsfuld lærerinde og småbørnspædagog i 1950erne og 1960erne til seminarkulturen og en helhedsforståelse af pædagogen som den samfundskritiske og dannede velfærdsprofessionelle, til »konkurrencestats-pædagogen« i dag; den fagligt oprustede, kompetenceoptimerende professionelle.
»Lad mig citere en pædagogisk leder fra kommunen: ’Pædagoguddannelsen er i dag så dårlig, at alle nyuddannede pædagoger bør tage en master oveni’,« siger Christian Sandbjerg Hansen.
En af de største konsekvenser for uddannelsens kvalitet og den manglende prestige, som både studerende, undervisere og ministeren efterspørger, er den selvforstærkende effekt. Det mener Jan Thorhauge, lektor i pædagogik og forsker i uddannelsesvalg på Københavns Universitet. Konsekvensen af pædagoguddannelsens lave prestige er, at mange, der måtte føle et kald til at blive pædagog, bliver skræmt væk af uddannelsens renommé. Forestillingen om, hvad den gode pædagog skal kunne, harmonerer ikke med det, uddannelsen giver.
»Når man ikke længere bliver uddannet til at være en selvstændigt tænkende fagperson, forsvinder de studerende med den største drivkraft,« siger Jan Thorhauge Frederiksen:
»Samlet set fremstår uddannelsen ikke som et valg, man træffer, hvis man fokuserer på sin karriere.«
