Indtil for nylig var det populært at mene, at højrefløjen satsede på markedet, mens venstrefløjen satsede på staten.
Men så enkelt er det ikke længere. Det var, før højrefløjen blev nationalkonservativ og krævede grænserne og kontrollen med globaliseringen tilbage.
Nu om dage er de store, multinationale firmaer progressive, og der går ikke en dag, uden at en amerikansk eller britisk mastodont på markedet brander sig på anerkendelse af minoriteter. Mediekonglomerater som Walt Disney Company, Sky, Discovery og Financial Times har for nylig skrevet et brev til Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, hvor de opfordrer ham til at »fjerne yderligere barrierer for, at transpersoner kan identificere sig og leve autentisk«. Formodentlig som reaktion på, at Johnson har stoppet planlagt lovgivning, der ville gøre køn til en fritvalgsordning.
Efter det brutale mord på George Floyd gik det helt amok. De store firmaer faldt over hinanden for at vise, hvor meget de er imod racisme.
Isfirmaet Ben & Jerry’s udsendte statementet »Vi må afvikle det hvide overherredømme. Tavshed er ikke en option«. Netflix tweetede »At forholde sig tavs er at være medskyldig. Black Lives Matter«. »For en gangs skyld, Don’t do it,« lød det fra Nike. »Racisme, fordomsfuldhed og had hører ingen steder hjemme,« mente McKinsey. iTunes-butikken fik et »blackout« i »solidaritet med sorte fællesskaber overalt«, mens Spotify straks tilbød en Black Lives Matter-playliste. Og så videre.
Så hvorfor sker det?
Det diskuteres heftigt for tiden i Storbritannien og USA, hvor det synspunkt vinder frem, at det ikke primært handler om moral, men om moneter.
Over hele Vesten raser i disse år en værdikamp om, hvem der skal bestemme normerne: majoriteten eller minoriteterne? Skal vi være fælles om at være forskellige, eller skal det være flertallets levevis, der sætter standarden?
Og det siger næsten sig selv, at jo mere omskiftelig, grænseløs og omstillingsparat verden er, jo flere penge kan der tjenes. Som den amerikanske journalist og miljøaktivist Jennifer Bilek har researchet sig frem til, er det allerede nu en fed forretning for lægemiddelindustrien i USA, at folk skifter køn, så selv raske mennesker skal være på medicin hele livet for at få deres krop til at passe til deres kønsidentitet. I det hele taget er en flydende livsstil, hvor folk skifter madvaner, garderobe, bopæl, partnere og jobs hvert femte minut, så absolut med til at stimulere forbruget. Læg hertil, at en verden uden grænser øger mulighederne for at rekruttere billigere arbejdskraft eller flytte produktionen til lande, hvor omkostningerne er lavere.
Andre, som klummisten Ross Douthat, påpeger desuden, at de progressive kampagner også kan have et præventivt formål. I New York Times skriver han, at man ikke kan udelukke, at firmaerne forlods flasher »performativ social bevidsthed over for venstrefløjen og dens aktivister i håb om, at hvis det korporative Amerika melder sig på venstrefløjens side i kulturkampen, kan det undgås, at de nye monopoler bliver beskattet eller reguleret for intensivt«.
Andre igen mener, at det for firmaerne primært handler om at få de unge forbrugere i tale, da de ifølge meningsmålinger er betydeligt mere progressive end resten af befolkningen.
Samtidig er det også klart, at firmaerne løber en stor risiko. »Go woke, go broke«, som man siger med henvisning til ikke mindst Gillette, hvis speciale som bekendt er barbergrej til mænd. For et par år siden blev firmaet imidlertid progressivt.
Da #MeToo-bevægelsen var på sit højeste, udsendte Gillette en reklamevideo, hvor mænd blev opfordret til at barbere deres toksiske maskulinitet af. Det gamle slogan »The best a man can get« blev lavet om til »The best men can be«. Siden fulgte så en øm reklamevideo om en transdreng (tidligere pige, red.), som for første gang barberer sig sammen med sin far.
Men ak, Gillettes omsætning styrtdykkede. Meget muligt hjulpet på vej af konkurrenten Schick, der som parodi på Gillette lancerede kampagnen »The man I am«, hvor et skvat af en mand hverken vil forsvare hjemmet mod indbrudstyve eller tage regningen på en date.
Så nu er Gillette såmænd tilbage med en video om en barket og barsk brandmand, der barberer sig badet i sin lille datters beundrende blikke. Farmand!
Men det største problem for progressive firmaer er på længere sigt formodentligt ikke reaktionære kunder. Nej, værre er det, hvis venstrefløjen bliver så bevidstgjort, at den ophører med at se store kapitalistiske foretagender som naturlige allierede. Det kan blive dyrt.
Til den tid bliver det spændende at se, om der stadig er forbundsfæller tilbage på højrefløjen.
