Af Smike Käszner, billedkunstner og M.A. i kunstteori og formidling.
Indvandrer- og flygtningediskursen har været dejlig enkel siden begyndelsen for ca. 30 år siden. Der har været de gode og de onde. De gode er dem, som har talt for, at der var plads til flere fremmede. Og de onde er dem, som har talt for det modsatte. Bevares, der kunne godt sættes spørgsmålstegn ved, om de gode var utopister og naive, men ikke ved, om deres hjerte var på rette sted.
I perioder har denne »publikumsvenlige« dualistiske scene, med de gode danskere mod de onde danskere, nærmest henvist dem, som det egentlig handlede om, nemlig indvandrerne og flygtningene, til en sekundær rolle.
Ved at undlade at inddrage filosofien, sociologien eller psykologien har denne duel mellem godt og ondt kunnet fortsætte på en måde, der passede med mediernes behov for en sort-hvid verden. Og apropos sort-hvid, så har fraværet af antropologer og etnologer, der rent faktisk har levet blandt indvandrerne og flygtningene, og som kender dem, gjort, at der også fra disse fagfolk er blevet leveret stereotype billeder.
Nu er vi så i 2020. Diskursen er blevet lidt mere nuanceret. Eller forstyrret er måske et mere rammende ord. Forstyrret af indvandrere og efterkommere, som nu forbeholder sig retten til at være uenige med både deres forældre, de gode danskere og de onde danskere – på en og samme tid. Forstyrret af indvandrere og efterkommere, som siger, at de heller ikke vil have flere flygtninge til landet. At de ikke ønsker, at deres børn opdrages med den tunge kulturelle bagage, som de selv måtte slæbe rundt på, da de var børn. Diskursen er også blevet forstyrret af en amerikansk tilgang til raceproblemer, som er blevet injiceret i den danske integrationsdebat af en gruppe, som har været god til at udnytte den samtidige bølge af politisk korrekthed.
Men én ting er ikke forstyrret. Forestillingen om de gode. Eller mere præcist: forestillingen, som de, der opfatter sig selv som de gode, har om sig selv. De er stadig gode. Og da de er defineret som værende dette på forhånd, således er også deres gerninger gode. Problemet er bare, at sådan er virkeligheden ikke skruet sammen, og det har bidraget til at køre den danske indvandrer-/flygtningedebat ind i en blindgyde, hvorfra vi hver især gentager os selv, med en stadig højere, mere skinger og mere aggressiv tone, i frustration over ikke at kunne undslippe gentagelsens rum.
Regnestykkets indbyggede fejl er, at der ikke skelnes mellem sindelagsetik og handlingsetik. Derved muliggøres ideen om, at man kan tildeles en status af at være god, fordi man har et sæt politiske holdninger, hvorefter ens handlinger automatisk også kategoriseres som værende gode.
Ikke at medregne handlingernes konsekvenser svarer til automatisk at blåstemple elbiler som værende miljø- og klimavenlige uden at regne på, hvad produktion af sådanne biler koster, og ikke mindst hvad den tilbagevendende udskiftning af batteriet koster, rent miljø- og klimamæssigt.
Vi mangler i højere grad at se sagen fra det, vi kunne kalde en børnerettighedsvinkel. Lad os tage lille Fatima, der bor i et belastet indvandrertungt boligområde. Knytter det an til det gode at ville give Fatimas forældre friheden til at beholde det sprog, den kultur og den måde at praktisere religion på, som de selv ønsker? Eller knytter det gode an til at arbejde for, at Fatima kan vokse op og opleve forholdsvis samme friheder og rettigheder som jævnaldrende danske børn – også selvom dette strider imod Fatimas forældres ønsker?
Vi mangler i højere grad at se sagen fra det, vi kunne kalde en global humanitær vinkel. Hvor mange kan og bør vi hjælpe? Da jeg for mange år siden var med til at lave en opgave på den daværende reklameskole (DRB skolen) for Røde Kors, havde vi et møde med generaldirektøren. Han fortalte, at han for tre kroner om dagen kunne holde en mand i live og forsyne ham med værktøj og såsæd, så vedkommende kunne klare sig selv efter næste høst. Det var dengang, at Etiopien og Sudan med jævne mellemrum havde brug for massiv nødhjælp på grund af hungersnød. Til sammenligning, fortalte generaldirektøren, så kostede det ca. 1.000 kroner om dagen at have en asylansøger her i landet. Hvem er det gode menneske? Vedkommende, der stemmer for, at én skal have asyl, eller den, som stemmer for, at 300 skal have mad?
Vi mangler i højere grad at se sagen fra det, vi kunne kalde en demokrativinkel. Den engelske økonomiprofessor Paul Collier, som rådgiver afrikanske regeringer, argumenterer, at afrikanske landes mareridts-scenarie er et Europa, som giver afrikanske migranter opholdstilladelse eller asyl og derved motiverer netop de unge, der er initiativrige, forandringsparate og forholdsvis ressourcestærke (de svageste kan slet ikke foretage turen), til at forlade kontinentet. Vil Europa, og dermed også Danmark, hjælpe, så gælder det om at få vores virksomheder til at skabe job i Afrika. Set fra denne vinkel gør de, som tror, at de gør godt ved at byde afrikanske migranter velkomne, i virkeligheden skade ved utilsigtet at medvirke til at dræne Afrika for de mennesker, som kontinentet har brug for til opbygning og demokratisering.
En ung skinhead løber hen mod en ældre herre. Sådan starter en reklamefilm fra midten af 80erne for The Guardian. Det ligner et forsøg på at stjæle den ældre herres taske. Fortællerstemmen siger »An event seen from one point of view gives one impression.« Der skiftes nu til en anden kameravinkel, og det viser sig, at den unge skinhead i virkeligheden forsøger at redde den ældre mand fra et læs byggematerialer, der er ved at falde ned fra en defekt hejs. Fortællerstemmen fortsætter: »Seen from a different point of view it gives quite a different impression. But it’s only when you get the whole picture, you can fully understand what’s going on.«
Kan fortællingen være, at den unge skinhead repræsenterer den gode dansker, der beskytter indvandreren (den ældre herre) fra onde, racistiske danskere (byggematerialerne)? Kan fortællingen være, at den unge skinhead repræsenterer den velintegrerede indvandrer, og den ældre herre repræsenterer den etniske dansker, og at læsset med byggematerialer er kriminelle og radikaliserede flygtninge? Eller at den unge skinhead repræsenterer medierne, der skubber den ældre herre (den kreative klasse) væk, så denne ikke bliver ramt af byggematerialerne (virkeligheden)?
En sag af nyere dato, hvor verden ikke er sort-hvid, hvad angår de gode og onde, handler om kunstnergruppen Superflex. Denne gruppe er bredt kendt i den kreative klasse. Ikke mindst for deres ikoniske orange plakat, der bærer ordene: »Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes« (»Udlændinge, vær venlige ikke at efterlade os alene med danskerne«).
Læs også interviewet med Jens Rohde efter at være vendt tilbage til Christiansborg: »Radikaliseret«
Superflex har hjulpet små bønder fra Amazonas med at deres sælge deres guaranabær som læskedrik. De har skabt opmærksomhed omkring biogas ved at konceptualisere og udstille et prototypeanlæg. De har udsmykket en park på Nørrebro, der hylder bydelens etniske diversitet.
Over for denne park, på den anden side af Nørrebrogade, finder man skulpturen Nørrebros Hjerte fra 2010 af Bjørn Nørgaard. På skulpturen, der er bygget af destruerede våben fra politiets frit lejde-aktion i 2009, står der »Vi vil leve sammen« på de 11 sprog, der tales mest på Nørrebro (dansk, arabisk, engelsk, farsi, kurdisk, persisk, serbokroatisk, somali, thai, tyrkisk og urdu).
Fire år efter opstillingen af denne skulptur viser Bjørn Nørgaard en stor retrospektiv udstilling i Kina. Et land, hvor styret også vil, at alle lever sammen ... på styrets præmisser. Hvor over en million uighurere er sendt i lejre for at blive nedbrudt og hjernevasket.
Superflex har sagt ja til en invitation til at deltage i en biennale i Saudi-Arabien, finansieret af kronprins Mohammed bin Salmans regering. Ingen professionel dansk kunstner, kurator, gallerist eller kunstfond kan i disse år være i tvivl om, at hvis man udstiller i et diktatur, så er man med til at legitimere dette diktatur. Og at man selvfølgelig ikke kan udstille eller sige noget, som byder styret imod. En Bjørn Nørgaard i Kina kan lige så lidt kommentere (i ord eller værker) de tre T’er (Taiwan, Tibet og Tiananmen), som Superflex i Saudi-Arabien kan problematisere profeten, homoseksualitet eller bombningen af civilbefolkningen i Yemen. Superflex kan naturligvis forsøge, og det ville sætte deres deltagelse i et nyt lys, hvis de aktivt udfordrede den kunstneriske spændetrøje, de har sagt ja til, og dermed risikerede ikke at få deres betaling, blive censureret, blive smidt ud af landet eller ligefrem fængslet.
Hvor efterlader det Superflex (hvis de ikke prøver at udfordre styret) og Bjørn Nørgaard? Er de gode herhjemme, men ikke i de lande, de udstiller i? Er de bare meget naive, men med hjertet på rette sted?
Verden er ligeglad med vores intentioner. Også når det gælder spørgsmålet om indvandrere og flygtninge. Det er med vores handlinger og deres konsekvenser, at historien skrives.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk
