Podcast. Pejk Malinovski er tredjegenerationsdigter, radiopionér, oversætter, forlægger og rastløs nomade med faste ritualer ved ankomsten til en ny by, fortæller han Knud Brix i Poesibogen.

Pejk Malinovski – Einbildungsroman

Digteren Pejk Malinovski sidder i kirken St.Mark’s Church i New York. Foran alteret står hans digter-kollega Rob Padgett og læser op. En mand brager ind, vælter op ad kirkegulvet, helt uden situationsfornemmelse bryder han uhøfligt ind blandt de opmærksomt lyttende.

Pejk Malinovski føler sig overbevist om, at manden må være en digter og skriver i sin notesbog: »Digteren, der kommer for sent til digtoplæsningen og slår døren op med et brag, fordi han har været alene hjemme hele dagen og tror, at alting handler om ham.«

Sætningen bliver begyndelsen til bogen »Digterne«, der beskriver digtere i alle slags former, størrelser og situationer.

I denne uges udgave af Poesibogen fortæller Malinovski om uopfindsomheden ved at vælge at blive digter, når man er tredje generation af poetiske penneførere, skønheden i at forfølge mennesker i smug ved ankomsten til en ny by, lighederne mellem radiomontage og lyrikken og rastløshedens konsekvenser.

Lyt til podcasten her:

 

Følg Poesibogen på weekendavisen.dk/podcast – de første episoder er gratis.