Hunde er danskernes foretrukne kæledyr. Ifølge en undersøgelse fra 2018 har 23 procent af de danske husstande en hund. De fleste begrunder valget af den firbenede følgesvend med, at det giver glæde og trøst at have en hund. I dag bliver hunde nærmest betragtet som en del af familien.

De bliver forkælet, passet og trænet. De bliver fotograferet og vist frem, nogle kommer endda til hundeshows, og hvis de bliver syge, betaler vi i dyre domme for at få dem helbredt. Når det er tid til at sige farvel til det elskede kæledyr, er det ofte med en sorg, der minder meget om den, vi føler over at miste mennesker. Men sådan har det ikke altid været.