Sigri Sandberg: Mørke: Stjerner, redsel og fem netter på Finse. 155 sider. NOK 329. Samlaget.
Tiffany Francis: Dark Skies: A Journey Into the Wild Night. 272 sider. 219,95 kr. på saxo.com. Bloomsbury.
Jeg lå i telt et øde sted, det var sent, og mens jeg børstede tænder, slog det mig, at det behøvede jeg ikke have pandelampen tændt for. Jeg slukkede den, kiggede op og var ved at falde bagover, for stjernehimlen væltede ned over mig. Det var i august, de lyse nætter var slukket, og himlen tændt. Jeg plejede at ligge ude tidligere på sommeren, men nu kom den voldsomme stjernevrimmel bag på mig.
Havde jeg ikke slukket pandelampen, var jeg tørnet ind uden at vide, hvilket under der var lige over mig – ligesom de allerfleste, der i dag går i seng uden at se nattehimlen, fordi elektrisk lys blænder for den.
Det gælder i byerne, selvfølgelig, men efterhånden også ude på landet, hvor selv fjerntliggende byer lyser op og afmatter stjernernes lys. »Lysforureningen«, som det nu kaldes, er de sidste 20 år steget så voldsomt, at to tredjedele af Jordens befolkning ikke mere kan opleve nattehimlen fuldt ud.
Og vi går glip af noget, véd vi. Jeg husker de natlige hjemture under oliekrisen i begyndelsen af 1970erne, da gadelygterne slukkede klokken 22. Pludselig gik eller cyklede man i en helt anden verden, i nattehimlens verden – hvilket i øvrigt passede meget bedre til éns ofte romantiske følelser end gadelygterne skær.
At vi har brug for den slags oplevelser, mener både den norske journalist Sigri Sandberg og den engelske friluftskunstner Tiffany Francis, forfattere til bøgerne Mørke: Stjerner, redsel og fem netter på Finse og Dark Skies: A Journey Into the Wild Night.
Tiffany Francis føler sig »som en hveps på en yogabold« under stjernehimlen, hvor »galaksen optræder kun for mig«, samtidig med at den er »total uinteresseret«, hvilket hun finder dybt tilfredsstillende, da det fortæller os, »at vi har ingen magt over den overhovedet«. Stjernehimlen sætter vores hverdagssysler i perspektiv, den sætter os på plads. Dét er vigtigt, men lige så vigtig er selve oplevelsen af mørke. Sigri Sandberg citerer journalisten med det meget passende navn Erland Christian Lysvåg: »Kunstigt lys gør natten, mørket og de utallige nuancer af naturens eget lys utilgængelige for os. Vi ser ikke stjernerne, vi ser ikke dyrene, skyggerne, de klare detaljer, som dukker frem af mørket. Vi har effektivt hæmmet vores sanselige følsomhed og vil ikke længere kunne klare os, hvis elektriciteten forsvandt for altid. Vi er ude af stand til at orientere os og navigere – faktisk ude af stand til at leve.«
Tiffany Francis istemmer: »Hvad hvis vi holder op med at klynge os til vores synssans og i stedet dykkede ind i mørkets lyde og lugte? (...) for som Antoine de Saint-Exupéry engang bemærkede, er natten ’når ordene fortoner sig og tingene kommer til live’.«
Det er ikke nemt for Sigri Sandberg, der indrømmer, at hun hele livet har været mørkeræd.
Min egen erfaring er, at de fleste bliver bange, når de kommer ud i en bælgmørk skov, hvad jeg derfor indimellem gjorde med mine elever, da jeg var højskolelærer. Ikke for at skræmme dem, men for at vænne dem til mørket i en almindelig skov, hvor stien kun kan ses som en svag lys stribe mellem trætoppene. Så var de en smule hærdede, hvis de ufrivilligt skulle ende i den situation. Forbløffende få har prøvet det.
Som én siger til Sigri Sandberg: »Mørket er ikke din fjende. Det er en ven, du kan skjule dig i.«
En test er at være alene i et hus, hvor man bliver bange for nogle lyde: Slukker man lyset, eller tænder man det? Slukker man det, er mørket ens ven.
Kampen mod lysforureningen gælder ikke kun retten til at se en klar stjernehimmel, den gælder også vores sundhed. Sandberg er ikke i tvivl om, at vores overdrevne brug af lys er en af årsagerne til, at lidelser som depression, angst, stress og søvnløshed er i vækst, og hun støtter sig til en række undersøgelser:
På Valen Hospital gav man psykiatriske patienter, der led af søvnløshed, briller med orange glas, som blokerer det blå lys, især LED-pærer og skærme udstråler, og som hindrer udskillelsen af søvnhormonet melatonin. Hvis patienterne fik brillerne på, nogle timer før de gik til ro, dæmpede det deres maniske hyperaktivitet, og de sov bedre.
Forsøgene blev ledet af lægen Tone Elise Gjøtterud Henriksen, som har vundet priser for sin forskning. Hendes teori er, at søvnhormonet melatonin udskilles, når celler i øjnene registrerer mørke, og det er livsvigtigt for hele kroppens genopbygning om natten, for alle kroppens celler har indbygget et »ur«, som de retter ind efter, altså om det er søvn- eller vågentid. Skarpt lys fortæller, at det er morgen, og slukker for melatoninproduktionen. Blot et minut med mobilen om natten er nok.
Læs også Christine Prokschs reportage om storbyer fyldt af lys: »Natten er ikke længere sort«
Værre er det, ifølge Tone Elise Gjøtterud Henriksen, at vi har erstattet glødelamper med LED- og skærmlys. »Mørke er blevet en mangelvare. Brugen af kunstigt lys vokser eksponentielt. IPhonen blev lanceret i 2007, og nu har alle en. Glødepæren blev forbudt i 2012, så alle bruger LED. Det er, som om alle meget pludseligt er begyndt at spise rigtig usundt,« siger hun og anbefaler i stedet, hvad hun kalder »lys-hygiejne«, for »vi ligner blomster mere, end vi bryder os om at tro«. Derhjemme tager hun selv, hendes mand og børn de orange briller på, nogle timer før de sover.
En anden af Sandbergs helte er den norske sagfører Erling Fjeldaas, der kæmper for en lovgivning, der betragter lysforurening på linje med luft-, lyd-, vand- og jordforurening. Men det er op ad bakke, kun én nordmand har fået medhold i sin klage over opsætning af generende lys.
Ude i verden sker der til gengæld noget. Foreningen IDA, International Dark-Sky Association, vinder frem, og i USA har 18 stater lovgivning mod lysforurening. Nogle stater tiltrækker stadig flere turister, fordi de har indført lysfri områder, hvor man kan nyde stjernehimlen, og det breder sig. For eksempel har flere byer i Tyskland indført lysrestriktioner.
International Dark-Sky Association har indtil videre certificeret 35 steder som »lysfri«, og flere nationalparker har taget ideen op, blandt andet Nationalpark Cévennes i Frankrig, som er den hidtil største, der har fået status som »International Dark Sky Reserve«.
I Danmark har IDA udnævnt Møn og Nyord til Dark Sky-steder, og der er stigende interesse for at se stjernehimlen klart – på lysforurening.dk/morke-observationssteder kan man se et kort over, hvor i Danmark, der er mørkest.
Meget står på spil, hvis det, som nogle undersøgelser viser, er rigtigt, at dyr og især insekter også lider under lysforureningen: Insekter forvirres af lyset, de har svært ved at finde parrings-partnere, og de sværmer sig til døde omkring lyset, så stigningen i brugen af kunstigt lys kan være en medvirkende årsag til den store tilbagegang i insektbestanden, vi oplever. Og dermed også i antallet af de dyr, der lever af dem. Insekterne kan undvære os, men vi kan ikke undvære insekterne, som Sandberg udtrykker det.
Begge forfattere har set lyset: Sigri Sandbergs bog er godt underbygget og absolut læseværdig, også fordi hun ivrigt citerer en østrigsk kvinde, Christiane Ritter, der har skrevet om sit ophold i en jagthytte på Svalbard 1934 til 1935, hvor himlen i mørketiden overvældede hende.
Tiffany Francis bog er en selvoptaget ung piges nogenlunde interessante beretning om alle de vidunderlige steder i Europa, især England, hvor hun har gået rundt i naturen i sol, regn, storm og mørke – og under stjernehimlen. Der er god grund til at gå med.
