Universelt. Den filosofiske idé om, at der findes en dyb sammenhæng mellem naturfænomenerne, har overlevet gennem 2500 år. Finder vi nogensinde en simpel, samlet forklaring?

Jagten på urkraften

Da den danske fysiker Hans Christian Ørsted påviste sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme i 1820, var det kulminationen på et stort videnskabeligt projekt. I årtier havde han ønsket at bekræfte idéen om »kræfternes enhed«: at naturens fænomener var forbundet og kunne forenes i én eneste teori. Med hans opdagelse af elektromagnetismen så det endelig ud til at lykkes.

Ørsteds idé om altings forbundethed havde rødder i den romantiske naturfilosofi, som forsøgte at forstå naturen som en helhed eller en sammenhængende organisme, der gennemstrømmes af en grundlæggende kraft. Denne urkraft var den underliggende årsag til de mange forskellige fænomener, man kunne observere i naturen, som elektricitet, magnetisme, lys og varme.