ER der nogen, der husker, dengang Tøger Seidenfaden skrev om ispinde? En hel sommer brillerede Politikens chefredaktør med daglige anmeldelser fra fryseboksen. Han anmeldte ikke Kæmpe Eskimo, men han skrev om XL White (jordbæris med hvid chokolade), Dansker (»En nuttet lille rød-og-hvid sag med et ansigt på – og en næse«) og det, der egentlig var en champagnebrus, men nu gik under navnet Kæmpe Grøn Sambi (limonadeis med mørkt chokoladeovertræk). I sin muntre anmeldelse skrev Seidenfaden: »hvorfor i øvrigt sambien? – den er hverken dansende, sort, lille eller noget andet, jeg kan forbinde med sambi, sambo, samba-ord)«. Det er 23 år siden. Den ville naturligvis aldrig gå i dag.
SPROG udtrykker normerne for sociale omgangsformer. Og de ændrer sig heldigvis. Det er ikke almindeligt accepteret at sige, at man har jødet noget nede i kiosken, de færreste lader deres børn kalde hinanden bøsse, og negerbollerne er forsvundet fra hylderne. Det er ikke udtryk for løssluppen krænkelseskultur, men positive forandringer i samfundet. Det er heller ikke feministisk hyperinflation at påpege ord og udtryk, der virker nedvurderende på kvinder eller minoriteter.
MAGT og omgangsformer hænger tæt sammen, og derfor udtrykkes magten indlysende også gennem sproget. Ofte er det åbenlyst: Kosovo eller Kosova? Vestbredden eller Judæa? Bombay eller Mumbai? Sprogkampen dækker over en virkelig kamp om aktuelle rettigheder og forståelsen af historien. Oftere er det ikke så tydeligt, og sprogforskere har i mange år undersøgt, hvordan sproget kan afsløre et samfunds magtforhold. Sprog og magt hænger sammen. Det er derfor, bøger bliver forbudt eller brændt og forfattere censureret eller fængslet. Men sprog er ikke alt: Bliver sprogkampen et mål i sig selv, er det udtryk for en farlig tendens.
ER kravet om at fjerne navnet Eskimo udtryk for en politisk kamp om Danmarks historiske forhold til Grønland? Ønsker man ved at fjerne navnet at diskutere magtforholdene i Rigsfællesskabet? Er det en berettiget vrede over manglende forståelse for de arktiske mindretal i dag? Nej, desværre ikke. Fænomenet er udtryk for en selvnærende politisk korrekthed. Isproducenterne er skrækslagne for at blive udsat for raseri på de sociale medier, hvor folk, der i egne øjne er meget progressive, opfordrer til boykot.
OPGØRET om sproget er substitut for reel politisk debat, et slagsmål, hvor argumenter og samtale overdøves. De grelle konsekvenser ses i USA, hvor den egentlige samtale er brændt sammen. Havde Seidenfaden været chef på en amerikansk avis i dag, ville medarbejderne med held have krævet ham fyret. Således er en chefkurator på Museum of Modern Art, San Francisco, blevet afskediget efter pres fra medarbejderne, fordi han har sagt, at museet fortsat vil købe værker af hvide, mandlige kunstnere. Det modsatte ville jo være en form for »omvendt racisme«, sagde han som en banal, sand konstatering . Talrige er eksemplerne: Progressive, liberale stemmer, der opfordrer til fornuft på museer, universiteter og i medier, kritiseres for racisme, bias eller ligefrem »hvid overmagt«, fyres og tvinges til ydmygende undskyldninger.
GRÆNSELØST er dette opgør, og det handler ikke om at gøre samfundet bedre, men om at udøve magt på den mest kontrollerende måde. Når Washington Redskins eller producenter af øl og sovs skifter navn, eller når progressive stemmer rutinemæssigt fyres, skyldes det frygt for reaktioner på Twitter, ja, simpelthen panikanfald. Et opgør om en dansk ispind forekommer uskadeligt, men det er udtryk for dette ødelæggende fænomen, og man skal derfor ikke tage let på det. Den politiske korrekthed, der synes forsvundet i flere år, er i USA og Storbritannien kommet tilbage med en rækkevidde langt hinsides universiteterne. Den kommer fra en venstrefløj og rammer med renhedens logik ofte folk fra egne rækker. Og det handler om sprog, fordi formålet er at kontrollere den offentlige samtale på samme måde som i diktaturer: Kritik afvises som skadelig, stødende eller ligefrem som en form for vold. Metoden minder om dengang, de reaktionære var på jagt efter hippier, kommunister og samfundsskadelige elementer. Formålet er ikke at overbevise med argumenter, men at sprede frygt. Det fylder ikke meget i Danmark endnu, men det er på vej.
Læs også Synne Rifbjergs kommentar om en påstået racist: »Det, man siger«
