Kronikken. Vil Nationalmuseet overhovedet være museum? Det nye Frihedsmuseum er virkeliggørelsen af museumsdirektør Rane Willerslevs »kedsomhedsknap«. Resultatet er masser af form uden ret meget indhold.

Hvor er fagligheden?

Da Frihedsmuseet i København brændte i 2013, blev genstandene reddet, men der opstod en diskus-sion om, hvorvidt det nye museums fokus fortsat skulle være på den danske modstandsbevægelse og frihedskampen – eller om det skulle være på besættelsestiden mere generelt? Nationalmuseet valgte heldigvis at holde fast i fokus på det første, men lagde op til en nytolkning.

Der var dermed lagt op til en opdateret faglig syntese kombineret med brug af nye formidlingsmæssige greb. En ny museumsbygning placeret under jorden gav nye muligheder for at benytte greb, som ikke tidligere havde været anvendt i udstillingen.

Hvad har vi fået med genåbningen af Frihedsmuseet? Først og fremmest en ny bygning tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, hvor man som besøgende bogstaveligt talt kan gå under jorden.

Udstillingslokalet henligger stemningsfuldt i mørke kun oplyst af montrer, scenografi og gademiljøer. Sammenfattende må man sige, at disse forskellige gadescenografier udgør de bærende søjler i udstillingen. I min optik er de løbet med det samlede udtryk på bekostning af genstandene.

Det er slående, så få genstande der er udstillet. Sammenligner man med den gamle udstilling fra 1995, er det min forsigtige vurdering, at den nye udstilling kun rummer en tredjedel af de genstande, som var at finde i den gamle udstilling. Dermed er rigtig mange af de centrale genstande henvist til magasin og er i stedet fortrængt af billeder og lydcollager.

De få genstande, som er ladt tilbage, er efterladt med minimal tekstning. Man skal ikke have befundet sig mange minutter i udstillingen, før det står klart for den besøgende, at brugen af nye medier udgør den røde tråd.

Jeg er uden tvivl old school, men jeg forstår ikke, hvorfor man ikke tør stå ved sin faglighed og holde fast i, at et museum først og fremmest må være sat i verden for at fortælle historien om den originale genstand. Jeg savner simpelthen at mærke, at Frihedsmuseet nærer en passion og en glæde i forhold til at turde fortælle historien ud fra genstandene. Men guldkornene fra de faglige museumsinspektører er blevet fejet af banen af formidlingsafdelingens tekniske fix.

Sagen er bare, at museerne alligevel ikke kan vinde formidlingskampen ved at prøve at konkurrere mod nye medier. Min oplevelse er, at Frihedsmuseet har smidt barnet ud med badevandet og ofret sin faglighed på formidlingens skafot.

Selvfølgelig skal der anvendes nye og mere moderne virkemidler, men det skal ikke stå alene. I sin iver efter at fastholde opmærksomheden fra et publikum, som man antager vil »zappe videre«, har man skåret tekster og kontekstforklaringer ned til et minimum.

Det er helt sikkert state of the art blandt en gruppe af museologer og kan ses som virkeliggørelsen af museumsdirektør Rane Willerslevs korstog for en »kedsomhedsknap« på Nationalmuseet. Et korstog, som er blevet ført under overfladiskhedens banner.

Museer er sat i verden for at tiltrække publikum, og de skal tjene penge. Men at tiltrække publikum er ikke nødvendigvis det samme som overfladiskhed.

Jeg har godt set argumenterne fra udstillingsinspektør Mette Boritz, som har sagt til Jyllands-Posten, at Besættelsen nu er fjern fortid, og at »unge i dag ikke har et personligt forhold til tiden. Det havde man, dengang ens forældre eller bedsteforældre havde levet under krigen og kunne berette om den. ’Sådan var det under krigen’ – den sætning vokser børn ikke op med i dag. Det er også en af grundene til, at vi har lavet udstillingen på en mere moderne måde. Vi vil have de nye generationer med«.

Ingen tvivl om, at Besættelsens historie får en anden karakter, i takt med at de sidste øjenvidner bliver færre og færre. Men at der skulle foreligge en helt anderledes situation i dag end for 10 år siden, er svært at forstå. Udfordringen er i hvert fald ikke ny. Allerede da Frihedsmuseet åbnede i 1957, skrev modstandsmanden Børge Outze i en leder i Information, at det, som nu kom på museum, var indlysende for hans generation, mens det krævede forklaring for de yngre generationer.

Jeg savner, at Nationalmuseet havde haft modet til at stå fast på sin faglighed og sit ansvar i forhold til at formidle en kompleks historie til de nye generationer. Der er tale om en historie, som rummer et bud til samtiden, og iPad-generationen vil faktisk gerne have noget andet end skærm og lydeffekter.

Jeg ved godt, at man kan indvende, at jeg er besættelseshistoriker, og ikke kan forvente, at udstillingen afspejler samtlige forskningsdiskussioner gennem de sidste mange år. Jeg kan imidlertid bare ikke spore megen faglighed i den nye udstilling.

I den gamle udstilling formåede man for eksempel at fortælle om modstandens pionerer ved samtidig at formidle via genstande og dokumenter, at den første modstand var drevet af de politiske yderfløje. I den nye udstilling findes ingen montrer, som er bygget over forskningens resultater.

I den gamle udstilling fra 1995 turde man således også lade forstå, at betydningen af jernbanesabotagen var troet større under Besættelsen, end det viste sig efterfølgende. Sådanne vurderinger finder man ikke i den nye udstilling, som nøgternt beskriver jernbanesabotage med ordene: »Det afsporer togene. Også broer, signaler og lokomotiver bliver saboteret. Det gælder om at forsinke de tyske tropper og deres materiel, som er på vej fra Norge med de hårdt trængte tyske fronter.«

Sådan er stilen også, når man beskriver omstridte emner som samarbejdspolitikken og de østfrontfrivillige. Helt grelt bliver det omkring Befrielsen og tiden efter, som burde samle trådene. Her kunne museet – hvis det havde turdet tage handsken op – have formidlet historien om de modstridende fredsforventninger og den vigtige kamp om vejen tilbage til demokratiet.

Men det fiser ud, og man må spørge sig selv, om det så virkelig var udstillingens finale? Vi bliver spist af med en afslutning, som hedder: »Modstandskampen bringer orden i det moralske regnskab. I eftertiden har hele nationen stolt kunnet ranke ryggen, fordi nogle traf et valg om at gå til modstand.« Det er ikke bare en forfladigelse af historien og dermed frihedskæmpernes indsats, men er direkte ahistorisk.

Museet har valgt at lade historien blive fortalt gennem fem aktører i form af fire modstandsfolk; Musse Hartig, Jørgen Kieler, Thorkild Lund-Jensen, Karl Christensen og landsforræderen Henning Brøndum. Det fungerer på sin vis godt på mikroniveau i relation til at forstå de enkeltes valg, men det store problem er, at museet har veget tilbage fra at turde fortælle den store makrohistorie. Derfor kommer enkeltaktørernes historie til at stå uden kontekst.

Aktørernes citater i udstillingen forekommer også at være tillempet i en grad, som giver slør i deres autenticitet. Igen har man ofret fagligheden på formidlingens alter. Til gengæld fungerer denne del af udstillingen særdeles godt i Frihedsmuseets nye katalog. Synd og skam, at museets kernefaglighed er henvist til kataloget, som er det mest vellykkede ved nyåbningen.

Det forekommer paradoksalt, at vi er gået fra en udstilling, som indtil 2013 stod med et højt fagligt niveau, til at vi i juli 2020 står med en fagligt drænet udstilling, hvor der heller ikke stilles nogen spørgsmål, som lægger op til debat. Et museum må åbenbart ikke udfordre eller frustrere sit publikum i dag. Læring er tit forbundet med frustration, men måske vil museerne ikke længere lære os noget.

Det virker, som om der i dele af den danske museumsbranche foregår en kamp for at være det »mindst museumsagtige«. At det ligefrem er et ideal, at historie skal leges eller nudges ind, og at publikum skal fanges og underholdes.

Museerne er selvfølgelig sat i verden, for at folk skal besøge dem, og de skal have tidssvarende udstillinger, men med denne udstilling lader Nationalmuseet den besøgende sejle ned ad en stille å i medvind, og undervejs passerer vi lyd og billeder. Kun glimtvis bliver den besøgende fagligt beriget.

Besættelsen er nok den del af samtidshistorien, som er bedst udforsket, og resultaterne bliver læst af en bred læserskare. Jeg mener, at det er farligt at undervurdere publikum. Besættelsen er en del af folkeskolens pensum, og samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 og jødernes redning i oktober 1943 er ligefrem punkter i deres historiekanon.

For historiens skyld håber jeg, at Frihedsmuseets udstilling bliver en succes, men jeg er bange for, at museumsbranchens iver efter at være inkluderende og tage de mindst interesserede i hånden, kommer til at give alvorligt bagslag. Når vi åbner et museum i 2020, skal vi ganske enkelt forvente at få det bedste, men vi bliver spist af med middelmådighed.

Personligt havde jeg ønsket mig et Frihedsmuseum, hvor jeg havde lyst til at komme igen, men har du været der en gang, er der ikke grund til at komme der mere. Og der er i det hele taget grund til at spørge sig selv, om man overhovedet skal gå på museum, hvis museerne ikke tør være museer.

Det kan forekomme, som om man på Nationalmuseet tvivler på relevansen af sin egen faglighed i 2020. Det virker, som om de ser sig selv som karetmagere, bødkere og typografer, hvis faglighed er gjort overflødig af udviklingen, og de i stedet vil over i mediebranchen.

Hvorfor skal vi overhovedet gå på museum i 2020? Det skal vi for at høre og se museumsfolkenes faglige tolkning af genstandenes historie. Her ligger deres bedste historier, og her ligger nøglen til inddragelse og fascination.

Steen Andersen er forsker ved Rigsarkivet og bogaktuel med »’Der er intet foruroligende for Danmark’ – Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940«.

Læs også, hvordan både arkitektur og udstillingen i det nye Frihedsmuseum skaber et NU.