Der er af gode grunde langt færre modstandsfolk i live i dag, end der var, da man i 1957 byggede det første Frihedsmuseum. Arkitekten dengang hed Hans Hansen, han var selv modstandsmand og stod i øvrigt også bag K.B. Hallen på Frederiksberg, som blev opført før krigen. Sidstnævnte brændte i 2011, og i 2013 gik Frihedsmuseet så op i flammer. Det bestod af et sortmalet hangarlignende hovedhus i træ og murede sidebygninger i røde tegl. Der var store vinduer og dagslys ind ad vinduerne. Det lykkedes at redde udstillingsgenstandene ud, og disse elementer finder man genopsat i det nye underjordiske museum. Men i et helt nyt setup og med mange nye elementer.

Det skal siges, at min far var aktiv i modstandsbevægelsen. Da hans gruppe blev optrævlet af Gestapo, flygtede han til Sverige fra Tuborg Havn og blev indrulleret i Den Danske Brigade, nærmere bestemt Danforce 5 Bataillon, Panserværnskompagniet, som der står i hans efterladte soldaterpapirer. Modstandsfolkene udgjorde en promille af den danske befolkning, men det betød jo ikke, at de øvrige indbyggere i Danmark var vilde med Hitler. Det er alligevel netop samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, som dannede og danner en del af forståelsen af modstandskampen. Det er der også gjort en del ud af i det nye museum. Ikke fordømmende, men udredende og med rimelig information om kommunisternes modstand den ene vej og de danske nazisters den anden. Sidstnævnte ville, som udstillingen betoner, have del i magten.