Hvis Lars Seier Christensen politisk havde befundet sig på venstrefløjen, ville man vel sige, at han har bevæget sig fra at være revolutionær til at blive reformist. Han tror stadig på et samfund med mindre skat, mindre stat, mere personlig frihed og plads til initiativ. Men han taler som en mand, der har opgivet den store omvæltning og i stedet tror på de små skridts metode.

Erkendelsen er kommet, efter at han selv har forsøgt sig i den politiske verden som en del af kredsen omkring Liberal Alliance. Her har han lært, at det ikke er let at overbevise danskerne om, at der venter en bedre verden på den anden side af topskat og altomfattende velfærdsstat.