Oprindeligt trykt 16. februar 2001.
LATTEREN, den sejrssikre frækhed, spændstigheden. Det er alt sammen lyst og muntert. Poul Schlüter som man husker ham fra tv. Og selvfølgelig begynder han med at fortælle en historie, straks han har fået frakken af og sat sig ned på restaurant Bjørnekælderen på Frederiksberg Allé. Det er lige over for lejligheden, hvor han bor sammen med sin tredje kone, Anne Marie Vessel.
»Jeg ser sommetider din fremragende afdøde kollega Svend Kragh-Jacobsen på kirkegården. Han ligger begravet derovre. Det er om ham, man fortæller, at han engang havde været lidt for nærgående mod et af budene på avisen, og så sendte chefredaktøren ham hjem som straf med beskeden: 'Nu må du gå hjemme i 14 dage. Du kan godt skrive nogle artikler, men du bliver hjemme.' Så, da der var gået et par dage, ringede han ind på bladet og bad om at tale med chefredaktøren. 'Goddag,' sagde han, 'det er Kragh-Jacobsen. Nu er jeg klar med nogle artikler, så nu kan du godt sende et bud...«
Poul Schlüter ler.
»Jaaeh, det var jo ikke så godt,« siger han, mens han vælger en karrysild fra kortet.
Danmarks tidligere statsminister har fået flere furer i ansigtet, og han trækker en anelse på det ene ben. Ellers er alt, som det plejer. Især charmen. Mandens vigtigste egenskab. For nok blev han kaldt parfumesælger og letvægter, men han overraskede dem alle. Både partifællerne og socialdemokraterne, som i 1982 troede, at Schlüters borgerlige regering skulle blive en kort parentes i Danmarkshistorien. De undervurderede ham. Poul Schlüter blev statsminister i mere end ti år, og måske var charmen, overskuddet og det evindeligt gode humør den vigtigste årsag til den konservative partileders aldrig svigtende evne til at holde sig flydende. Med den forførte han både vælgere og journalister. Da det gik bedst, fik hans parti næsten en fjerdedel af alle stemmer. Og på mediernes hårde, kritiske spørgsmål svarede manden med det fønbølgede hår ofte med et – gerne skævt – smilende »tja, tjo, det kan da godt være,« eller »hvad synes du selv?« Så lo de fleste.
»Jeg var glad for det charmerende image. Det har jeg dyrket. Jeg har været meget bevidst om altid at fremstå som glad og veloplagt. Jeg blev statsminister på et tidspunkt, hvor alt så sort ud. Virksomhederne lukkede og gik nedenom og hjem, og arbejdsløsheden var skyhøj. I den situation valgte jeg at bruge optimismen som et arbejdsredskab. I min offentlige fremfærd lagde jeg vægt på, at jeg skulle være den, som var optimistisk, så det kunne smitte og anspore ude i samfundet. Hvis man er sur og trist, sætter det sig sjældent positive spor. I den situation må man tage tage sig sammen. Sådan tænkte jeg også, da min kone Lisbeth døde. Derhjemme græd og græd og græd jeg, men når jeg var i Folketinget eller inde på mit statsministerkontor prøvede jeg at være, som jeg plejer.«
POUL Schlüter holdt sin første politiske tale som 14-årig. Fra første færd var han i stand til at opildne og begejstre en forsamling. Hans taler har altid haft et personligt præg, også dem, der var skrevet af ministersekretærer. Schlüter kan noget med altid at lægge trykket de rigtige steder.
»Det er noget med at være velforberedt. Jeg var enormt grundig med at læse aviser. De tre første læste jeg om morgenen derhjemme, og derefter nogle i bilen, så når jeg mødte op i Statsministeriet klokken 8.30, kunne jeg sige til mig selv, at nu var jeg det mest velorienterede menneske om hvad der var sket i hele landet, i Thisted og i Aalborg. Derefter læste jeg notater og betænkninger. Du skal i det hele taget læse meget, og derfor kan man også meget pludselig holde foredrag uden forberedelse. Ja faktisk bliver de sommetider bedre. De bedste taler, jeg har holdt, er helt oplagt de mest improviserede. De er mest inciterende. Men selvfølgelig er det også lidt af en kunst eller øvelse at kende manuskriptet så godt, at du kan frigøre øjnene fra det og få øjenkontakt med tilhørerne. Det er altså vigtigt. Det skal man kunne.«
Poul Schlüter kigger op på den kvindelige tjener, som sætter snaps og mad på bordet.
»Av, sikken et læs sild, der kom der,« siger han.
– Skal vi drikke af den her...?
»Ja for Søren da, ja, ja.«
Han nøjes med halvdelen i første omgang.
»Forførelse, det er jo et mærkeligt ord.. Det er lidt misliebigt,« siger han så. »Men forførelse er jo ikke voldtægt. Forførelse er overtalelse.«
Lidt efter: »Er der ikke noget med, at du også har interviewet Bille August om forførelse?«
– Jo.
»Der er noget om, at han da vist er et meget erotisk menneske, altså nu hvor vi taler om forførelse...«
– Han siger, han er holdt op nu.
»Nå, siger han det, javel ja, er han det. Jamen det var da godt. Der skal vist ellers meget til før en rigtig forfører holder op. Der findes jo mennesker, som absolut skal nedlægge damer. I den sammenhæng er der for øvrigt et moderne udtryk, som jeg hader, fordi det er så koldt. Især medierne bruger det. Det er ordet score. Det kan jeg ikke lide. Det er så teknisk og køligt. 'Nu skal vi sgu ud og score i aften', underforstået: Det er ligegyldigt, hvem det er, man scorer. Det er forførelse, når den er værst. Det har intet at gøre med kærlighed.«
– Jeg ved ikke, om der scores mere eller mindre i dag end før.
»Ah, det gør der jo nok, det må man vel sige. Men jeg må da tilstå, at jeg selv havde mange kærester, da jeg var ung og læste på universitetet i Århus.«
– Men så må der vel også have været nogle forhold, der ikke varede så længe?
»Jo, det var der vel nok, det må jeg jo indrømme. Men det var alligevel kærligheden, man søgte, det var det bestemt. Man håbede inderligt, at man ville møde en dame, som man blev så glad for, at hun blev den eneste ene. Hende, man ville forloves med og giftes med. Det håbede jeg hver gang, og så blev man selvfølgelig skuffet mange gange... nå, men skål, skål, der er en lille rest tilbage.«
»JEG synes i øvrigt, at alle kvinder er smukke på én eller anden måde. Der er så mange smukke og spændende egenskaber, som man kan blive optaget af, lige fra de fysiske fortrin til de åndelige. Nogle kan være smukke af udseende, men måske i øvrigt rædsomme at være sammen med. Andre er måske ikke så smukke af krop eller ansigt, men er nogle pragtfulde piger på grund af deres intellekt eller den måde, de er på. Man møder sjældent nogen, om hvem man vil sige: 'Hvor er hun dog grim og hæslig'. Det er hun måske på 90 procent af områderne, men så kan hun have en smuk næse eller en indbydende mund, eller kønne hænder eller et smukt hår.«
Schlüter kigger atter op.
»Så, nu kommer der mere mad... uh, hvor fint... så lækkert så lækkert, mange tak.«
– Men du har vel ikke altid troet, at du skulle giftes med de kvinder, du var sammen med?
»Nja, det er nu ikke så langt fra igen. Men omvendt har jeg nok været en, der forelskede mig let.«
– Sådan rigtige forelskelser?
»Ja, det ved jeg ikke.«
– Man kan også bilde sig selv meget ind...
»Det kan man!«
Vi ler begge. Schlüter med mere tyngde end jeg. Jeg tager bogen om ham frem, som tre journalister skrev i 1992. Om hans ungdom skriver de: »Han er ikke dominerende, men skiller sig ud ved sin charme og hurtighed, og de ældre kammerater får tidligt øjnene op for hans succes hos pigerne. Også deres egne. Mens de andre kammerater har travlt med at imponere og danse sig ind i pigernes hjerter, sker det ofte, at Poul sætter sig til klaveret og med indsmigrende akkorder slår an til en romantisk sonate. Kort efter står pigerne omkring ham og lytter henrevet. Gang på gang fravrister Poul ældre rivaler de smukke piger – han finder helst sine kærester i omgangskredsen – men slipper på mirakuløs vis fra sine erobringer uden at spolere venskaberne.«
Schlüter har gaflen og kniven parat.
»Ah, det er vist en overdrivelse. Nu skal det jo ikke lyde, som om jeg har haft utallige kærester... sådan, og der var så peberen.«
– En af dine venner fortæller, at du engang sagde til ham: 'Hvorfor gifte sig med én, når man kan gøre så mange piger lykkelige ved ikke at gifte sig...'
»Ah, det er jo bare sådan noget, man siger. Faktisk har jeg altid drømt om at finde én kvinde at dele hele livet med, men så heldige kan vi jo desværre ikke alle være. Alligevel har jeg haft den lykke at have haft langvarige forhold, hvor jeg har oplevet et fællesskab og en samhørighed, som har været det vigtigste i mit liv.«
Så spiser han den stegte lever.
– HAR du let ved at tale med kvinder?
»Jeg har været forfærdelig genert! Så sagde man til sig selv: 'Du må se at at komme i gang, åbne munden og skabe noget kontakt'. Men genertheden er ligesom nervøsitet. Man skal bare bekæmpe det og slå det lidt ned. Men som udgangspunkt er det godt at være genert, ligesom når man går til en talerstol. Man skal have nervøsiteten med i afmålt mængde, for ellers virker man arrogant. Jeg har altid været nervøs, før jeg skulle tale – hver gang – og det skal man endelig være glad for. Hvis en taler fuldstændig mister evnen til at være nervøs, så bliver han rutinepræget og så mister han sin karisma. Som med kvinder skal der på samme tid være både en sikkerhed og så alligevel en vis spænding.«
Schlüter tænder en cigaret. Den femte.
»Når en politiker skal ud og forføre, altså overtale, så betyder det jo enormt meget, at han har en udstråling, du kan kalde det karisma, som betyder, at folk tænker: »Det kan godt være, vi ikke er helt enige med ham, men vi kan nu godt lide ham og vi stoler på ham, har tillid til ham.« Der er nogle, ingen nævnt, ingen glemt, det slet ikke ligger for, og som ikke kan lære det, hvor mange kurser de end går til.«
– Nyrup har lidt vanskeligheder med karismaen...
»Han fik jo sin opgave meget pludseligt efter opgøret med Svend Auken, og selv om han er dybt fortrolig med samfundsforholdene, har han ikke været aktiv folketingspolitiker i ret mange år, og det gør det sværere. Altså, jeg begyndte i politik som 14-årig under besættelsen og var jo velforberedt på at blive statsminister. Men det er vel også noget i hans person, i hans væremåde...«
– Hvilke politikere har karisma i dag?
Schlüter ryster på hovedet.
»Ingen nævnt, ingen glemt...det er svært at komme på nogen, navnlig blandt de unge, og det er altså problematisk. Politikere skal altså helst have noget charme og noget overbevisningskaft, det skal de sørendanseme. Men det er jo ikke så eftertragtet som i gamle dage at blive medlem af Folketinget. Fordi medierne er blevet meget hårdhændede, og det skal man kunne leve med, og fordi det økonomisk ikke er noget prale af. Derfor er folk med god uddannelse, med talent og dygtighed ikke særlig fristet. Hvis man tænker på gamle dage, kommer jeg umiddelbart på to, et par gamle Venstre-folk: Knud Bro, politimesteren fra Køge, som gav sig selv bøde, når han kørte for hurtigt. Han var en snu rad, men han var også et festligt menneske. Thorkil Kristensen, som var professor i nationaløkonomi, var også karismatisk. Når han tog ordet, skal jeg love for, at folk lyttede. Ikke fordi han sagde sjove ting, men fordi han var en stærk personlighed.«
Schlüter skal have en almindelig kaffe. Uden mælk og sukker.
»Det hænder selvfølgelig, at politikere lyver og bedrager for at forføre vælgerne, men det er alligevel sjældent. Man skal nemlig altid huske på, at når en politiker udtaler sig, så gør han det ud fra sine egne forudsætninger. Altså ud fra det partiprogram, som han synes er rigtigt. En rigtig socialist eller kommunist taler ud fra sine teorier og vil derfor selv synes, at han har ret, selv om vi andre synes, det er noget infamt nonsens. Fordi vi synes hans forudsætninger er uacceptable og forkerte. Og for nu at vende tilbage til det nutidige begreb at score, så er vi tæt på bedrageriet. Ligesom folkeforføreren. Det klinger jo negativt. Så er vi tæt på det demagogiske. Forføreren er jo også ofte en demagog, hvis han forfører bare for at score, fordi han synes det er sjovt. Så mangler der jo noget. Navnlig hvis den anden part ikke på samme måde er optaget af scoreriet. Så skal man være varsom, det skal man sørme...«
BAGEFTER går vi over til ham. Han er en mand uden navn – på dørtelefonen. »Ellers løber drengene jo rundt og ringer på hele tiden. Det kan vi jo ikke have,« siger Schlüter og finder et askebæger.
»Altså, temaet er forførelse... jeg synes nu, overtalelse lyder bedre,« siger han. »Men jeg har ikke så megen forstand på det. Jeg er jo en mand på vej til de 72,« siger han og smiler.
Det er nu ikke mere end et par år siden, Schlüter skrev om kvinder i sine erindringer: »Det var følelserne og romantikken og fantasierne. Opdagelsen af, hvor spændende, vidunderligt og svært styrbart det er, at mennesker består af kvinder og mænd eller rettere piger og drenge, gjorde et voldsomt indtryk på mig. Det blev en dominerende del af mit liv.«
Lejligheden er stor. Og stille. Lyset fra vinduerne er blegt.
»Med tiden bliver man anderledes. Når man er ganske ung, er man meget optaget af at få succes og blive anerkendt. Efterhånden bliver man mere hensynsfuld og mindre egocentreret. Det kommer med alderen. Gudskelov.«
– For en mand kan det med at forføre kvinder vel også være et succes-kriterium?
»Ja, for en usikker mand måske.«
– Har du selv brugt kvinder blot for at bekræfte dig selv?
»Da jeg var yngre har jeg sikkert nok, ja.«
– Hvad er det egentlig, det bekræfter?
»Ja, hvad bekræfter det egentlig? Man ved jo godt, at man kan.«
– Det er ikke alle, der kan...
»Nej, det er det ikke.«
– Nogle er rigtig dårlige til det...
»Ja, det er sandt! Kærligheden er en kompliceret historie... det er meget indviklet... det må vi jo indrømme, ja, jo... Men meget har man glemt. Gudskelov.«
Schlüter kigger op og præsterer et umiskendeligt schlütersk smil.
»Det kan jo også være ubehageligt, ja det kan det jo,« siger han. Han tøver et øjeblik.
»Ærlig talt, så er der næppe noget i mit liv, jeg fortryder så meget og bebrejder mig selv mere, end når jeg ikke var så ridderlig og hensynsfuld, som jeg burde, når et kærlighedsforhold ebbede ud.« Han tøver lidt. Man kan høre en bus køre forbi nede på gaden. »Men jeg trøster mig med, at veninderne fra min pure ungdom i dag alle sammen er lykkelige bedstemødre. De har fuldstændig glemt mig, og det er jo fremragende.«
– Så du har ikke ødelagt noget for dem?
»Det håber jeg bestemt ikke.«
– Men det er vel det, der ligger i det, når du nævner, at de i dag alle er blevet bedstemødre? At de overlevede?
»Ja, det er det jo nok.«
Han ryger lidt i tavshed.
»Altså, jeg så engang et interview på svensk TV med pianisten Rubinstein, og der sagde han ganske åbent – han var højt oppe i årene, omkring 90 – at han havde haft særdeles mange veninder livet igennem. Men, hævdede han, selv om det altid gik forbi, var der aldrig en eneste, som havde næret bitre følelser mod ham. Da jeg hørte det, sagde jeg til mig selv: »Det er sgu løgn! Det kan ikke være rigtigt.« Men sådan ville han altså gerne fremstille det.«
Jeg spørger ham, om der ikke var noget med, at han engang blev forlovet ved en fejltagelse.
»Ah, det tør jeg ikke sige, det er under alle omstændigheder 45 år siden,« svarer han.
Jeg tager Schlüter-bogen frem og læser et afsnit op: »Poul Schlüters forhold til kvinder er i denne periode sorgløst. Ved sin kandidatfest ender han således med at blive forlovet med en af balletpigerne fra Tivolis Pantomime uden at ville det. Under festlighederne rejser pigens fader sig, ønsker Poul Schlüter tillykke med eksamen og byder ham velkommen i familien. Andre familiemedlemmer siger, at de selvfølgelig vil bruge den nyuddannede jurist som deres rådgiver, og situationen udvikler sig så uafvendeligt, at Poul Schlüters mor får skubbet til Johannes Schlüter, som for sin del ønsker balletpigen velkommen i sin familie. Vennerne ser Poul Schlüter følge optrinnet med et forskræmt udtryk i ansigtet, og kort efter »forlovelsen« gør han det forbi og kaster sig ud i nye eventyr.«
Schlüter kigger op. »Det er dog frygteligt, som vi ryger i dag,« siger han.
Lidt senere: »Hvis der var sådan én, vil jeg ikke ind på det. Jeg ved slet ikke, hvor hun er henne i verden i dag,« siger han.
– Hvad tror du, kvinder er blevet tiltrukket af hos dig?
»Det ved jeg sørme ikke... men jeg har nok ikke hørt til de allertristeste, det kan jeg da se. Jeg har da humor, det har jeg vel nok. Og selvironi. Det er vigtigt! Selvhøjtidelighed scorer man ikke på. Hverken hos kvinder eller i politik.«
– Mange magtfulde mænd har mange elskerinder, vi kan tage Clinton eller Mitterrand eller John F. Kennedy. Eller Jens Otto Krag for den sags skyld. Måske er en stærk vilje til magt forbundet med en lige så stærk appetit på erotikken?
»Ah, jeg har da hørt tesen om at mænd med magt også er meget erotiske. Men jeg tror ikke så meget på den.«
– Synes du, troskab er vigtigt?
Der går lang tid, før han svarer. Meget lang tid. Indimellem smiler han og bevæger hovedet frem og tilbage. Han kniber læberne sammen.
»Det går det jo ud på. Utroskaben sårer meget ofte den anden part. Det er det, der er problemet ved den,« siger han så.
Vi siger farvel i døren.
»Det er jo sådan et lidt personligt emne, og derfor har jeg også måttet svare lidt undvigende i dag. Det skal jo helst ikke blive alt for personligt,« siger Schlüter, inden han lukker døren og råber hej-hej to gange.
Oprindeligt trykt 16. februar 2001.
