Skamløst. Hvordan undslipper de rige følelsen af skyld over deres privilegier – og hvad kan vi lære af det? Amerikanske sociologer har søgt svaret i eksklusive VIP-klubber og blandt ultrarige i en øde, naturskøn lomme af USA.
Det simple liv
To beholdere fulde af champagneflasker, oplyst af store stjernekastere, bliver båret gennem rummet af muskuløse dørmænd. En procession af letpåklædte unge kvinder i høje stilethæle følger efter med endnu flere flasker og stjernekastere. Det er et såkaldt flasketog, der har kurs mod en af de rige gæster på den fashionable natklub. Kort efter ankommer en lignende kortege til bordet overfor, og sådan går transporten på skift frem og tilbage til de to borde. Det er en såkaldt flaskekrig mellem to rige gæster, et symbolsk slagsmål om status, udkæmpet med de dyre flasker som våben.
Omkring de rige gæster står en stor flok modeller og andre smukke kvinder. En af dem er sociologen Ashley Mears, der selv har en fortid som model, men observerer optrinnet som en del af sit feltarbejde på internationale VIP-natklubber i årene efter finanskrisen. Flasketogene er et tilbagevendende ritual på de natklubber, hvor Mears laver sine studier. Ofte ankommer der alt for meget, til at flokken omkring bordet kan drikke det. Nogle gange ofres de dyre dråber endda i champagnebade, hvor flaskerne rystes og sprayes ud over de andre gæster. Det er en opvisning i rå økonomisk dominans, lyder Mears analyse, ikke ulig de potlatch-ritualer, man kender fra antropologers beskrivelser af stammesamfund, hvor hierarkiet blev udmålt ved at overgå hinanden i værdifulde gaver, som ofte endte med at blive ødelagt.
Del: