Vækkede man mig midt om natten, som man siger, og bad mig nævne en håndfuld interessante yngre historikere, ville jeg uden videre kunne løse den stillede opgave. Historikerne er flittige i det udadvendte, det er, som om de kun kan trække vejret, hvis deres forskning stilles til rådighed for den bredere, læsende offentlighed. De skriver bøger, kort sagt. Steen Andersen, Morten Møller, Poul Duedahl, Chris Holmsted, Rasmus Glenthøj, Rasmus Mariager – alle sammen født i 1970erne. Listen er på ingen måde udtryk for et forsøg på at stable en kanon på benene, nogle har jeg anmeldt, andre bare læst, men bøgerne er der. I boghandlen, i den diskuterende offentlighed, debatter føres på baggrund af deres fund, budskaber og påstande. Formidlet forskning.

Bad man mig nu gentage det natlige kunststykke på litteraternes område, ville jeg komme i svare kvaler. Umiddelbart kommer jeg kun i tanke om Lasse Horne Kjældgaard (Meningen med velfærdsstaten). Man kan lægge Tue Andersen Nexø (Vidnesbyrd fra velfærdsstaten) oven i den flade stak. Begge litterater har, som titlerne røber, publiceret om velfærdsstaten i litteraturen, hvad der bekræfter fornemmelsen af, at den jo trænger ind overalt. Hertil skal måske føjes Jens Kramshøj Flinker (Litteratur i 00’erne: en ny ideologikritik). Megen omtale har hans værk ikke fået uden for læreanstalterne, men det bedømmes i lektørudtalelsen som »yderst relevant for litteraturstudierne og gymnasierne«.