Kickflip. I skateparker kæmper løbehjul mod skateboards, børnehavebørn mod teenagere, og curlingforældre mod forvalterne af en 60 år gammel gadekultur.

Løbe­hjulsbørn og curling­forældre i kamp mod skaterne

Løbe­hjulsbørn og curling­forældre i kamp mod skaterne Af Markus Bernsen

I sidste måned drog en håndfuld af landets bedste skatere til Helsingør for at træne til danmarksmesterskaberne. Blandt dem var Rune Glifberg og Nicky ­Guerrero, der har været professionelle siden 1990erne og stadig skater på højt plan; 52-årige Guerrero er for tiden ude med en brækket ankel, men 45-årige Glifberg er i færd med at kvalificere sig til OL i Tokyo næste år, hvor skateboard for første gang er en del af programmet.

Men i Multiparken i Helsingør stod de erfarne herrer over for en ny forhindring: løbehjul. De var alle vegne, og skaterne kunne ikke komme til. Hver gang Glifberg eller Guerrero lagde an til start, kørte en otte- eller tiårig knægt i vejen.

»Vi blev snaket,« husker Nicky Guerrero. »Det er skateboardsprog for at blive sprunget over. De respekterede ikke reglen om, at man skiftes til at køre på banen, og vi havde svært ved overhovedet at få en tur. Jeg er ellers en meget rolig fyr, men det var da irriterende. Drengene legede jo bare, mens vi var der for at træne.«

Fra skateparker rundtom i landet kan man høre den samme frustration. I de seneste ti år er en ny type løbehjul vundet frem, som kan bruges af børn ned til børnehavealderen, og flere steder har de helt fortrængt unge skateboardere fra de parker og haller, som de blev bygget til. I Viborg og Esbjerg blev ­Streetmekka-hallerne indrettet til skateboards og ungdomskultur, men i dag er de fulde af løbehjul, børn og deres forældre. I Helsingør er skaterne stort set holdt op med at komme på det lokale anlæg. Andre steder venter de til om aftenen, når »løbehjulsbørnene« er lagt i seng.

I Haderslev kunne Morten Bennetsen tælle nøjagtig fem skateboards, da han i 2017 blev ansat som daglig leder af StreetDome. Skateparken havde kostet 37 millioner kroner, og mange af midlerne var rejst af lokale skatere. Ramper og forhindringer blev designet til skateboards, og hele formålet med parken var at skabe et rum for »skaterkultur« og »selvorganiserende ungdomskultur«. Ved indvielsen i 2014 var håbet, at anlægget ville gøre Haderslev til en international skate-destination for unge fra hele Nordeuropa. Få måneder senere var stedet fuldt af løbehjul.

»Det er svært at være ung, street og undergrund, når det vrimler med børn om benene på én,« siger Morten Bennetsen. »Det samme sker overalt i landet: Man bygger skateparks for at skabe rammer for ungdomskulturen, som det jo ellers kan være svært at finde sunde fritidsaktiviteter til. Men når løbehjuls­kulturen flytter ind, risikerer man at miste de unge.«

Skateboardfascisme

I parkerne har skateboards før måttet dele pladsen med rulleskøjter og BMX-cykler, men løbehjul, eller scoots, som de også kaldes, er anderledes. De kommer hurtigt op i fart og kan dreje på en énkrone. Mange af brugerne går stadig i børnehave. De er over det hele og umulige at forudse, siger skaterne: hop­pende, stoppende, langsomme det ene øjeblik og lynhurtige det næste.

Omvendt kræver skateboards plads og trækker lange, regelmæssige linjer over banen. Man skiftes til at køre en runde og holder så stille, mens man venter på sin næste tur. Køen kaldes en jam session og er en central del af kulturen i skateparker. Men de fleste løbehjulsbrugere kender den ikke, klager skaterne.

Ulykker er svære at undgå. I Haderslev blev en talentfuld skaterpige påkørt af et løbehjul og fik hjernerystelse. En anden skater blev torpederet og forstuvede foden. I Fælledparken kørte en dreng på løbehjul ind foran skateren Nicky Guerrero, og det lykkedes ham akkurat at gribe drengen og smide sig under ham for at afbøde faldet. »Vi har mange episoder,« siger Morten B­ennetsen fra Streetdome i Haderslev. »Der er sociale gnidninger og konflikter, fordi kulturerne er så forskellige. Men også fysiske, fordi det simpelthen er farligt at blande de to idrætsformer.« Hvor sprængfarlig blandingen er, har været klart siden 2011, hvor Københavns Kommune indviede Fælledparkens nye »Skateboard stadion«. Fælledparken har huset skateboardramper i træ siden 1980erne, men en donation fra A.P. Møller ­Fonden gjorde det muligt at bygge et udendørs betonanlæg i verdensklasse. Knap havde det amerikanske byggesjak pakket deres værktøj sammen, før det væltede ind med børn på løbehjul.

»Løbehjulernes besættelse af skateparken«, kaldte byens skatere det. Der var underskriftsindsamlinger og dialogmøder hos Teknik-og Miljøforvaltningen, som skulle dæmpe de voksende spændinger mellem skatere og »løbehjulsforældre«. Begge fløje følte sig forulempet. Som en Østerbro-far udtalte til en lokalavis:

»Jeg har set børn gå grædende væk. De har hørt på, at løbehjul er til grin, og de er blevet truet med tæsk. Der er tale om fas­cisme fra nogle af skateboardbrugerne.«

På trods af ihærdige forsøg synes konflikten uløselig, og Københavns ­Kommune endte med at bekoste en selvstændig park for løbehjul i Fælledparken, få hundrede meter derfra.

Helt fri for dem er skaterne nu ikke blevet. For nylig blev der igen sat løbehjul-forbudt-skilte op ved Fælledparkens skateboardramper, fordi scoot-børn bliver ved med at finde vej derover.

Curlingforældrene kommer

Det allerværste ved løbehjulsbørn, hvis man spørger skaterne?

De har deres forældre med. Flere fortæller om sammenstød med forældre, som aldrig har sat deres ben i en skatepark, men blander sig og sætter unge skatere på plads. Det hænger ikke sammen, siger skaterne: Løbehjulsforældre vil have deres børn til at dyrke sej gadeidræt, men respekterer ikke de regler, der følger med. Der er nærmest tale om en slags kulturel appropriation: Løbehjulet har gjort det muligt at lege skater uden at være det.

»De kommer med en caffe latte og en avis og sætter sig midt på ramperne,« siger skateren Semir Catovic, tidligere leder af en national platform for gadeidræt. »Der er en masse uskrevne regler for, hvordan man opfører sig sådan et sted, men de kender dem ikke. De tror, de er på legeplads.«

23-årige Victor Jonas Møller driver en skateboardskole i Svendborg og har haft mange diskussioner med løbehjulsforældre. »De tager det som et personligt angreb, hvis man forsøger at forklare reglerne. Det er, som om de er meget ivrige for at få deres børn ned i en skatepark, og når børnene så ikke kan finde ud af at stå på skateboard eller er for små til at begynde, stikker de dem et løbehjul i stedet.«

Troels Jørgensen, der repræsenterer skateboards i bestyrelsen for Rullesport Danmark, en del af Danmarks Idræts ­Forbund, mener også, at en stor del af den nye forældregeneration skaber problemer i parkerne:

»Det er mærkeligt, for hvis de kommer ned i en sportshal, ved de jo godt, at de ikke skal stå midt ude i hallen og flagre, men her tænker de ikke over det. Og hvis man beder dem om at flytte sig eller holde lidt øje med deres børn, skælder de ud. Det er curlingforældrene, der har overtaget. Problemet er jo, at de aldrig selv har kørt. Når forældre selv er gamle skatere, har de en helt anden føling med, hvad der foregår.«

Tidligere i år tog André Thelin Nielsen fra Aarhus til Haderslev for at skate i StreetDome, men som sædvanlig var hallen fuld af løbehjulsbørn og deres forældre. En mor havde sat sig på en aflang forhindring, en såkaldt curb, som den 27-årige skater og bestyrelsesmedlem i foreningen Aarhus Skatescene havde glædet sig til at prøve kræfter med.

»Jeg sagde høfligt, at jeg meget gerne ville skate på den curb, hun sad på. ’Det her er bænk,’ svarede hun. ’Kan du ikke bare tage en anden?’ Det udviklede sig til en længere diskussion om frihed, hvor hun blev ved med at sige, at alle havde ret til at være her, og jeg måtte jo give hende ret – så længe de ikke sidder på min fucking curb! Vi kunne ikke blive enige, og det endte med, at jeg bare gav op og tog hjem. Sådan ender det tit. Skaterne giver op og tager hjem, mens de små børn leger videre.«

I skateboardparker leger børn i dag fangeleg på deres løbehjul og rutsjer på bagdelen ned ad ramperne. Skatekonkurrencer må aflyses, fordi man ikke kan komme til for løbehjul. I flere byer er det blevet populært at reservere skateboardhaller til børnefødselsdage.

»Det er skatekulturen, der er blevet overtaget af SFO­-kulturen,« siger Signe Højbjerre Larsen, lektor på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik. Hun har undersøgt brugen af skateparker og andre områder for gadeidræt, som ofte henvender sig til unge, men ender med at blive brugt af børn.

»Det er et problem, når man forsøger at skabe frirum til de unge, og det ender som noget helt andet. Når først børn og deres forældre har indtaget dem, viser alle erfaringer, at det bliver meget svært at lokke de unge til. Det er svært at gøre noget ved, fordi man samtidig gerne vil gøre byrummet så demokratisk og mangfoldigt som muligt. Når nye idrætsfaciliteter bliver bygget, skal alle brugergrupper inddrages, men så risikerer man også, at bestemte grupper ender med at sætte sig på dem.«

Sejret ad helvede til

Haller og foreninger kan have gode grunde til at få småbørn og forældre til at blive: De bruger flere penge end de unge skatere. Mange flere. Forældre køber kaffe, vand og is i kiosken, men også T-shirts, hjelme og nye løbehjul til tre eller seks tusinde kroner, når de gamle har fået skrammer.

I alt kunne der være tre eller fire gange så mange løbehjul som skateboards i parkerne, mener Caroline Rasmussen, der repræsenterer scoot i Rullesport Danmarks bestyrelse. De er nødt til at deles om pladsen, mener hun: Kommende parker skal tilpasses løbehjuls behov, og de eksisterende kunne deles op i niveauer for at undgå de værste sammenstød. Men på sigt er brugerne nødt til at finde ud af det sammen.

»I virkeligheden har scoot og skateboards en masse til fælles. Scoot er dér, hvor skateboard var engang, hvor brugerne blev smidt væk alle steder fra, og man forsøgte at få sine egne parker. Det lader nogle skatere bare til at have glemt i mellemtiden,« siger Caroline Rasmussen.

Til gengæld har skaterne ikke glemt det seje træk, det var at blive anerkendt som idrætsform. En anerkendelse, der nu også udgår fra Den Olympiske Komité og truer kulturens anarkistiske kerne, men som også har krævet årtier med indsamlinger, offentlige høringer og græsrodsaktivisme.

»Man kan godt tænke, at når vi har kæmpet så længe, så må løbehjulene også slås for at få deres egne baner,« siger skateren Nicky Guerrero. »Jeg var ovre i Fælledparken hver eneste dag, mens de nye ramper blev bygget, for at heppe på håndværkerne fra USA og købe øl til dem. De kunne lave beton, der var så glat som et badeværelsesgulv. Det havde vi drømt om i 30 år, så jeg var nødt til at følge med i det. Vi begyndte at teste banen, inden den var færdig, og allerede dér kom forældrene med deres børn og løbehjul og kunne ikke forstå, hvorfor de ikke måtte være med. De havde ikke forstået den kamp, vi havde taget. Alle de møder, vi havde været til, og al den tid, vi havde brugt.«

På en måde lader skaterkulturen til at have sejret ad helvede til. I Haderslev er skaterne søgt tilbage til den gamle, nedslidte park, efter at den nye er blevet så populær hos løbehjulsbørnene. Efter sommerferien bliver løbehjul forbudt på bestemte dage i et forsøg på at lokke dem tilbage. I andre byer er unge skatere igen begyndt at bygge ramper af træ på forladte industrigrunde, hvor de kan være i fred.

»I gamle dage blev vi smidt væk overalt,« husker Morten ­Bennetsen fra StreetDome.

»Af kommunen og af pedeller og viceværter, der var trætte af lyden af vores skateboards. Nu har vi endelig fået parker over det hele, men bliver igen smidt væk, denne gang er det bare af små, søde børn på løbehjul. Så vi er lidt i afmagt alle sammen. Skatere fra andre lande får det samme vemodige blik, når de taler om det. Det er en særlig del af ungdomskulturen, som har været så vigtig for os, der forsvinder.«

 

Læs også om de eldrevne løbehjuls indtog i byerne.

Slagsmål, smædekampagner, dummebøder og organiseret hærværk. Læs, hvordan fronterne trækkes op i verdens bedste cykelby.

»Der opstår en speciel energi, når det kun er os piger, der skater sammen.« Læs også om pigernes indtog i skateverdenen.

Side 16



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter