Seruminstituttet
Sundhedsministeriets ledelse har sidste år bestilt en rapport hos Kammeradvokaten i forbindelse med suspensionen af Seruminstituttets direktør Mads Melbye.
Nu foreligger en foreløbig udgave med konklusioner, og den har ifølge Weekendavisen bragt Seruminstituttets medarbejdere i oprør. De er med rette bange for, at formålet med rapporten er at finde begrundelser for at afskedige Mads Melbye, som er en forsker i verdensklasse.
Kammeradvokaten er som statens advokat altid på arbejdsgiverens side i sager om arbejds- og ansættelsesret. Det vil sige, at han er på Sundhedsministeriets side i forbindelse med afdækningen af Seruminstituttets medarbejderes bidrag til den aktuelle sag. Kammeradvokaten er et privat firma, og han kan ikke lave en uvildig undersøgelse eller rapport.
Det er ikke hans opgave. Han er bestilt og betalt af ministeriet, og ifølge Advokatrådets etiske regler skal han varetage sin klients interesser, og kun dennes interesser. Derfor er Seruminstituttets medarbejderes frygt for, at rapportens formål er at hvidvaske ministeriets dispositioner, yderst velbegrundet.
Af Weekendavisens fremstilling af sagen fremgår det, at medarbejderne har fået tilsagn om, at de oplysninger, de har givet til Kammeradvokaten, ikke skulle komme dem til skade, og at oplysningerne ville være anonymiserede. Dette har vist sig ikke at være tilfældet. Sammen med deres respektive fagforeninger bør de derfor omgående overveje at trække samtlige redegørelser tilbage, da de er afgivet under falske forudsætninger og uden bisidderassistance.
Det fremgår desværre også, at Kammeradvokaten tilsyneladende ikke har den nødvendige fagkyndige indsigt til at vurdere videnskabelige procedurer. Rapporten er ikke uvildig, den er et partsindlæg, hvis formål er at forhindre kritik af Sundhedsministeriets håndtering af sagen.
Elisabeth Bock, Professor emeritus Tonysvej 20, 2920 Charlottenlund
Samfundssind?
»Jeg vil hellere se 100 mennesker dø af en sygdom, end jeg vil se et enkelt menneske dø til systematisk undertrykkelse og min egen stiltiende accept.« Sådan skrev en venstrefløjsaktivist til et facebookopslag, der stillede spørgsmål ved de massive fysiske manifestationer under corona.
Ligeledes blev det gjort klart, at demonstranterne udmærket er klar over, hvilken risiko de udsætter sig selv og andre for, hvorfor de var flinke til at bruge håndsprit, og enkelte af dem endda bar tørklæder for munden.
På denne måde dækker især venstrefløjen sig ind under selvretfærdige kampe uden hensyntagen til, hvilke konsekvenser endnu en omfattende smittebølge kan have for det danske samfund.
De er grundlæggende ligeglade med de immunkompromitterede mennesker, der risikerer at blive smittet (og dø) af deres hensynsløse adfærd.
De er også ligeglade med den skrantende samfundsøkonomi og de konsekvenser, det i sidste ende vil have for folk, der sidder nederst i fødekæden i form af fattigdom og arbejdsløshed – altså de folk, de påstår at kræve ligestilling for.
Tesen synes at være, at hvis bare sagen er værdig nok, og man føler den helt ind i hjertet, så gør det det værd at blive smittet med en dødelig sygdom. Tanken i sig selv er vel egentlig sympatisk nok – de vil gerne ofre deres liv for en sag, de virkelig tror på. Problemet opstår dog, når sygdommen ikke kun bliver i det lille mellemmenneskelige vakuum, som de fysiske manifestationer skaber. Folk, der har været til demonstration, går nemlig ikke hjem i 14 dages selvvalgt karantæne – de kommer hjem til deres familier, går på arbejde dagen efter og sender deres børn i skole. Derved er kimen til en katastrofe lagt allerede ved ganske små ubemærkede hverdagshandlinger.
Hvordan kan man regne sig selv for et moralsk ophøjet menneske og stadig fuldt ud mene, at det er helt i orden at udsætte andre mennesker for smitte? En smitte, der i sidste instans kan slå dem ihjel, give varige men, overbelaste hospitalsvæsnet og sætte samfundsøkonomien yderligere i stå?
Budskabet står helt tydeligt: Mit ideologiske ståsted er vigtigere end andre menneskers liv.
Kære danskere (af alle farver og køn), hvor blev jeres samfundssind af?
Rikke H. Nielsen
Skilsmissebørn
Børn får det dårligere efter en skilsmisse; det skader deres udvikling på talrige måder, og derfor er det ærgerligt, at Weekendavisen den 4. juni bringer to læserbreve, der hævder, at det kan man ikke vide noget om. Det hævdes, at der var grunde til skilsmissen, og derfor kan man ikke ved at sammenligne intakte med brudte familier konkludere noget om årsagerne til, at børn i brudte familier har det dårligere. Det hævdes, at der er aspekter af forældrenes forhold, som det ganske enkelt ikke er muligt at kontrollere for.
De, der hævder det, tager fejl. Her vil jeg især henvise til den gennemgang af den nyeste forskning, som blev publiceret i 2013 af Sara McLanahan med flere i Annual Reviews of Sociology. Her gennemgås nøje en række muligheder for, hvordan man kan kontrollere for andre aspekter. Blandt andet kan man se på søskende af forskellig alder, som oplever samme forældres skilsmisse forskelligt. Her viser det sig, at de negative virkninger på børn, der allerede er ved at flytte hjemmefra, er meget mindre end på børn, der stadig er afhængige af deres forældre, når disse bliver skilt. Det resultat siger jo, at det er godt, at forældre bliver sammen for børnenes skyld.
Også langtidsstudier af familiers udvikling og diverse raffinerede analysemetoder viser, at skilsmisse, og faderens fravær som følge deraf har skadelige virkninger i sig selv.
Forskningen viser også, at faderens fravær især er til skade for barnet, hvis barnet er under fem år gammelt ved skilsmissen.
Den amerikanske forsker Linda Nielsen har også skrevet oversigtsartikler om emnet. Her fremgår en vigtig pointe, nemlig at selv om forældrene skændes og strides, så er det alligevel bedre for barnets udvikling, at forældrene bliver sammen, end at de bliver skilt. Barnet har i sin udvikling brug for både moderen og faderen. Der er nogle specifikke positive virkninger af faderens nærvær, som ikke kan opnås ved en ekstra indsats fra moderens side eller ved at give barnet ekstra meget varme og kærlighed. Begge forældre har en nødvendig funktion.
Derfor er det meget uheldigt, at de to læserbreve peger på den konklusion, at vi eftersom vi alligevel ikke kan vide, om skilsmisse er skadeligt for børnene, så kan vi lige så godt være large med hensyn til at acceptere skilsmisser.
Forældre har nu engang ansvar for de børn, de har sat i verden, og det ansvar indebærer også tilbageholdenhed med at søge skilsmisse.
Kåre Fog, biolog og forfatter
Ung blond pige
Jeg har blot lyst til at supplere Frederik Stjernfelts rammende betragtninger i sidste uge om den grasserende identitetspolitiske bølge.
Jeg ønsker blot at bringe en efterlysning.
Der var for nogen tid siden, som bekendt, opstandelse på CBS. Ved en festlig lejlighed var højskolelovsangen til en vis »ung blond pige« blevet omdelt. Det var krænkende.
Det undrer mig, at ingen gør ophævelser over helt andre budskaber i sangens tekst. Eller er det mig, der er en anakronisme?
Kai Hoffmann, der digtede den i 1924, tilhørte som digter en række oppustede konservative nationalromantikere og kontorchefagtige militarister, der fra øreklapstolene ville genoplive fordums heltemod og kvindelig fromhed i Dannevang.
Så yderliggående som Valdemar Rørdam var Hoffmann måske ikke, men i den sang, vi taler om, advarer han først og fremmest dansken imod tidens blødagtighed, thi »… kunst og kamp kræver stadig stål;/ det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,/ det flammer hedest i Bjarkemål.«
Tak, jeg skal ikke have min sjæl stegt i noget alterbål! Og at noget flammer i Bjarkemål, lyder heller ikke betryggende. Alt, hvad jeg ved, er, at Bjarke er en dansk sagnhelt, en kongesøn og en bersærk, der slog sin stakkels svoger ihjel, fordi han kom i vejen.
Det er på en gang ubehageligt og komisk at besynge det i kor. Og det gør vi jo som gale i øjeblikket.
Men det krænker åbenbart ingen.
Luk ørene op.
Niels Barfoed, Litteraturhistoriker, journalist og forfatter
Dette er debatindlæg og udtrykker alene skribenternes holdninger. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
