Palads
Bjarne Ingels Group/BIG og entreprenører vil nedrive Palads Teatret. Al kunst er disciplineret vanvid eller har et stænk af vanvid. En gråbrun cement- eller murstensby fremmer ikke københavnernes lykke, det gør originalitet og et vanvittigt farveorgie på en nybarok bygning. Jeg taler om arkitekt Johan Nielsens Palads Teatret, farvelagt af Poul Gernes i 1984, som BIG og entreprenører nu vil omstyrte. Riv ikke bygningen ned, men omdan denne kæmpeinstallation til det moderne museum, København mangler. Se til Skt. Petersborgs farver, BIG og co., musikken, litteraturen, der udsprang af denne farvebombe, som får resten af verdens byer til at ligne en brun ødemark.
Flere farver i Nordhavn og vekslende farver på facaden, a la Nyhavn, på det brutalistiske Panum Instituttet, langs Rigshospitalets mange etager. Studier viser, at folk mistrives ved denne grå isme. Flere farver til København i det hele taget og bevar Palads-bygningen eller inkorporer denne 100 år gamle bygning i moderne arkitektur. Det er set før. Please.
Ingrid Borum, billedkunstner, Østerbro
Skilsmissebørn 1
I artiklen »Opbruddets pris« d. 20. maj anlægger Henrik Dørge det synspunkt, at det positive ved kvindens større frihed til ikke at være økonomisk bundet i et ægteskab har en pris i form af et dårligere liv for børn, hvis forældre bliver skilt. Når der i artiklen tales om skilsmissebørnenes dårligere uddannelsesforløb, tages der ganske vist højde for forskelle i forældrenes uddannelse. Det, der derimod ikke tages højde for, er, at skilte familier ikke kan sammenlignes med ubrudte familier. Der var grunde til skilsmissen. Man kan derfor ikke konkludere, at hvis forældrene var blevet sammen, ville børnene have haft det lige så godt som børnene i de ubrudte familier, der sammenlignes med.
Man kan forestille sig, at de vanskeligheder, der var mellem forældrene, mens de var sammen, har påvirket børnene. Man kan også forestille sig, at nogle forældre er blevet skilt på grund af personlige egenskaber, der ikke kun skabte problemer for ægtefællen, men stadig gør det for børnene efter skilsmissen, og man kan forestille sig, at dette skaber samarbejdsvanskeligheder om børnene mellem forældrene efter skilsmissen, hvilket også kan have en negativ effekt. De fleste skilsmissebørn vokser jo ikke op med en enlig forælder, men med to forældre, der bare ikke bor sammen. Mange vokser også op i en ny familie med to voksne, fordi forælderen får en ny partner, hvilket både kan være en fordel og en ulempe.
Dermed ikke sagt, at skilsmisse ikke har nogen indvirkning på børnene, men det er for enkelt at konkludere noget ud fra en simpel sammenligning af børn fra skilte og ubrudte familier, især når forskellene, som beskrevet i artiklen, er små. Dette betyder, at der kan være flere effekter, der går i forskellige retninger, men som maskerer hinanden.
Og hvordan var det egentlig med børns trivsel, dengang kvinderne gik hjemme, og skilsmisse ikke var så almindelig?
Jan Ivanouw, psykolog, associeret forsker, Institut for Folkesundhed, KU
Skilsmissebørn 2
Den 20. maj kunne man under overskriften »Opbruddets pris« læse, at børn af skilte forældre gennemsnitligt klarer sig dårligere på samtlige parametre end børn af samlevende forældre. Dette er interessant forskning og nyttig viden. Men når der heraf indirekte drages den slutning, at det ville være bedre for disse skilsmissebørn, hvis deres forældre var blevet sammen, overser man en væsentlig fejlkilde: Det er kun muligt at sammenligne børn fra skilsmissehjem med velfungerende familier; man kan ikke undersøge, om skilsmissebørn ville klare sig bedre, hvis netop deres forældre forblev sammen. Det er rimeligt at antage, at de forældrepar, der vælger at blive skilt, tager dette skridt, fordi der er visse ting i deres relation, som ikke fungerer.
Forskningsleder Eskil Heinesen anerkender, at det i nogle tilfælde (for eksempel ved vold i hjemmet) kan være en fordel for børnene, hvis deres forældre bliver skilt, men at det »alt andet lige har en række negative konsekvenser for børn, hvis forældrene bliver skilt«. Det fremgår ikke af artiklen, om der i undersøgelsen er blevet kontrolleret for eksempelvis voldelige forhold (så det må man vel gå ud fra, at der ikke er), men derudover er der adskillige andre aspekter af forældrenes forhold og disses effekt på deres børn, som det ganske enkelt ikke er muligt at kontrollere for. Alt andet er simpelthen ikke lige.
I lyset af dette giver det mig derfor en dårlig smag i munden, når vinklen på den omtalte artikel er de høje skilsmisserater som en ulempe ved kvindefrigørelsen. Det er et søgt argument, og med ovenstående taget i betragtning holder det ikke. Hvis kvinden stadig var afhængig af sin mands indtjening i en sådan grad, at der ikke kunne blive tale om skilsmisse, er det ikke til at sige, om børnene af de forældre, der i dag bliver skilt, ville have det bedre i et hjem, hvor moren af økonomiske årsager ikke kunne vælge at lade sig skille fra sin mand. En mor – eller for den sags skyld far – som er ulykkelig, ængstelig eller deprimeret, fordi hun (eller han) er i et dårligt fungerende forhold, vil også have negative konsekvenser for barnet.
Med denne undersøgelse som udgangspunkt, ville det så ikke give mere mening at vinkle artiklen på, hvordan vi som samfund støtter de udsatte børn og sørger for, at de kommer bedst muligt igennem deres forældres skilsmisse? For jeg tror ikke, løsningen ville være at udskamme det dårligt fungerende par til at blive samme »for børnenes skyld«.
Loa Karkov, skilsmissebarn
Moms
Jakob Ellemann-Jensen vil halvere momsen.
Umiddelbart lyder det jo som et godt incitament til at få os forbrugere til, med Papes ord, at svinge dankortet, men ved nærmere eftertanke melder tvivlen sig. I første række er der en risiko for, at »momslempelsen« reelt ikke fører til prisfald, men alene stigende avance. Uden det er direkte sammenligneligt, blev euroen jo døbt »teuroen« fordi omregningsfaktoren konsekvent faldt ud til forbrugernes disfavør. Spørgsmålet er således, om nedsættelsen vil betyde en lavere pris for os som kunder, eller om butikkerne bare sætter prisen forholdsmæssigt op. Det er muligt, blindt, øget forbrug markerer udgangsdøren til den økonomiske krise, men forventeligt også indgangsdøren til en klimakrise i fuld acceleration. Så lad os benytte den triste anledning til at gentænke vores økonomiske adfærd, så den – i særdeleshed på det lange stræk – bliver gunstig for økonomien, for klimaet og for udviklingslandene: Det ville være en lang pegemand lige i fjæset på corona, hvis vi kunne vende skuden på sådan vis.
Susan Kronborg, førstesuppleant til Folketinget for Radikale Venstre Østjylland
Dødstal
Søren Villemoes skriver i avisen den 29. maj om forskellen mellem den danske og svenske COVID-19-strategi og de danske myndigheders negligering af sygdommen i årets første måneder. I artiklen nævnes det, at det svenske antal døde som følge af COVID-19 er 4243, og at den danske regerings beslutning om at trodse embedsapparatets anbefalinger har sparet tusindvis af danskeres liv. Det er måske lidt skarpt vinklet. Skalerer man det svenske antal dødsfald til danske forhold, så ville der være 2405 danskere, der var døde (Sveriges befolkning er 10,23 mio., Danmarks 5,81 mio.). Med 568 døde i Danmark som følge af COVID-19 er der derfor reddet 1837 – det er selvfølgelig i ordets bogstavelige forstand »i tusindvis« – men artiklen efterlader et andet indtryk.
For at perspektivere er det estimeret, at der døde 2488 danskere i influenzasæsonen 2017/18, og det normale forventede antal døde relateret til influenza er 700-800 per sæson.
Anders Laage Kragh Søtoften 8, 4000 Roskilde
Kaj Holger
Marianne Wagner er præst og stor kritiker af statsministerens håndtering af COVID-19, hvilket kom til udtryk i læserbrevet »Kaj Holger« den 20. maj. I præstens oplevelse og retorik er landets statsminister og øvrige ministre at sammenligne med tv-serien Krøniken. Det var ellers dygtige iværksættere, man stødte på der. Folk, som vidste, hvad sammenhold er. Den stokkonservative Kaj Holger nedgør alt, som ikke lige svarer til hans livssyn.
Da jeg læste indlægget, blev jeg vred, rigtig vred. Hvad i alverden får MW til at nedgøre vores dronning, statsminister samt generelt den danske befolkning? Hvem er hun, der mener, hun har den ret? Ytringsfrihed, javel, men tag ikke den danske befolkning eller vor dronning som gidsel for de synspunkter.
Stem på Kaj Holger, velbekomme. Men lad os andre vælge fornuften og ansvarlighedens politikere.
Helle Walther Sct. Olai Gade 14, Helsingør
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
