Leder.

En god idé

TAG endelig den amerikanske præsident alvorligt. For når Donald Trump truer med at gøre noget rigtigt, er det dumt at ignorere det. Her tænkes slet ikke på hans reaktion på de nuværende uroligheder, men på den advarsel, han forleden gav de sociale medier.

TRUMP truer med at gennemføre et dekret, der vil give Twitter, Facebook og andre sociale medier samme ansvar over for loven, som denne avis og andre medier altid har haft. Hos os gælder det princip, at viderebringer vi løgne, injurier, voldsopgejlende eller racistiske udtalelser, risikerer vi at blive straffet ved en domstol. Den slags restriktioner har sociale medier ikke rigtigt. De opfattes i loven som neutrale distributionskanaler, ikke som publicistvirksomheder, hvorfor de bare kan give los. Hvor stor en kassesucces dette juridiske fripas er, har vi lært de sidste 15 år, hvor SoMe-virksomhederne er blevet blandt klodens rigeste. Det er sket ved at æde en betragtelig del af de kunde- og annoncegrundlag, de gamle, kedeligt stavnsbundne medier har haft, og de har derfor måttet lukke på stribe eller skære kraftigt ned. At bære ansvar for det, der bringes, er måske nok en sund og demokratisk idé, men det er en beskeden forretningsmodel.

PÅ sin vis er det værd at gøre opmærksom på, at Trumps trussel kommer af en personlig ydmygelse. Han har to gange på det seneste oplevet, at Twitter – præsidentens foretrukne kommunikationskanal – har lagt en ramme af forbehold og advarsler omkring de tweet, han har udsendt. Præsidenten lyver, og han hylder vold, lød de underliggende anklager. Det har gjort Trump rasende og fået ham til at true med at ændre lovgivningen på en måde, han ved, totalt vil ødelægge Twitters pengemaskine, der aldrig vil kunne holde til, at hvert et lille tweet skal godkendes af en redaktør, før det publiceres.

ORDET er ikke meget værd i disse tider, det kan vi takke både Twitter og Trump for. For når præsidenten næppe kommer til at gøre alvor af truslen, skyldes det det betændte forbund, de to har indgået med hinanden. Med over 80 millioner følgere er Trump i sig selv en lukrativ forretning for Twitter, hvis platform samtidig har hjulpet præsidenten til magten. Begge parter kvier sig ved at ophæve denne djævlepagt. For resten af kloden er det svært at nyde de civilisatoriske frugter, alliancen har skabt, og man mærker, at også SoMe-virksomhederne, som er vokset ud af den kreative amerikanske venstrefløj, er stadig mere ubekvemme ved deres utøjlede guldfugl. På Facebook har chefen, Mark Zuckerberg, valgt ikke at udstyre præsidentens erklæringer med advarselslamper, hvilket har ført til omfattende protester blandt hans medarbejdere. Hans stab mener, at virksomheder bør tage ansvar for det indhold, der bringes – selv udtalelser fra verdens mest magtfulde mand. Det mener man tydeligvis også hos Twitter. Så Trump har ret: En virksomhed, der opfører sig som et medie, bør lovgives som et medie.

 

Læs også artiklen om Trump krigserklæring mod Twitter: »Det Vilde Vesten på nettet«