EU. Hurra for De Fedtede Fire. Nogen skal passe på pengene, når briterne er væk.

Hvem skal nu betale

Hvem skal nu betale Af Anna Libak

Før coronaen blev de kaldt De Sparsommelige Fire. Det lød sympatisk. Det tilnavn fik de – Danmark, Sverige, Østrig og Holland – fordi de kæmpede for, at EUs ordinære syvårige budget maksimalt måtte udgøre én procent af landenes BNI, også efter Storbritannien havde meldt sig ud.

Sådan opfattes de ikke længere. I disse dage fremstilles de snarere som De Fedtede Fire, fordi de modsætter sig, at krisehjælp fra EU til coronaramte lande gives som tilskud frem for som lån, som modtagerne skal betale tilbage.

Presset på de fire er voldsomt og på sin vis overraskende. Man kunne have troet, at det ville være en smal sag at forhindre, at EU-Kommissionen booster budgettet med 500 milliarder euro i direkte tilskud.

For det første, fordi alle lande i EU nu fattes penge.

For det andet, fordi det ærligt talt ikke virker, som om medlemsstaterne giver ved dørene for tiden.

Landene åbner og lukker deres grænser for dem, de har lyst til, uden at koordinere med selv naboerne. De synes helt at have fortrængt, at der for bare få år siden var noget, der hed Schengen, hvor der var fælles regler for den slags. Og befolkningerne virker begejstrede: De kvitterer for den nationale egenrådighed ved at knuselske deres statsledere.

For det tredje, fordi EU-landene ikke engang har kunnet enes om det ordinære budget, der blev forhandlet over mange måneder forud for coronakrisen.

For det fjerde, fordi økonomer i flere lande – herunder ikke mindst Danmark – har travlt med at opfordre til, at de nationale hjælpepakker hurtigt skal udfases og erstattes af billige lån for ikke at holde ukonkurrencedygtige virksomheder kunstigt i live. Altså præcis for at undgå dét, som Kommissionen risikerer, når den vil give pengene som bistandsmidler.

For det femte, fordi EU-landene allerede i april enedes om at stille over 500 milliarder euro til rådighed i billige lån for coronaramte lande og virksomheder i EU. En låneramme, som Kommissionen nu i øvrigt vil forøge med yderligere 250 milliarder euro. Likviditet er altså ikke et problem.

For det sjette og måske allervigtigste, fordi det har vist sig, at det faktisk hjælper at yde lån med strenge reformkrav, som man gjorde efter finanskrisen: I Sydeuropa har nogle af landene gennemført reformer. Havde det ikke været for coronaen, så økonomien faktisk nogenlunde hæderlig ud i Grækenland og Spanien. For de har under hyl og skrig gennemført arbejdsmarkedsreformer. I Frankrig har Macron gennemtvunget sin pensionsreform per dekret i ly af coronakrisen.

NÅR DET ALLIGEVEL kan ende med, at de fire taber kampen, så er det, fordi det ikke kun handler om penge. At EU-landene under coronakrisen helt er ophørt med at koordinere deres bestræbelser, kan nemlig også bruges som argument for, at det just dérfor er på høje tid at vise verden, at europæerne kan løfte i flok.

Alternativt risikerer svækkelsen af EU at fortsætte: Kina og Rusland står på spring for at hjælpe Sydeuropa med lån, kreditter, opkøb og en skulder at græde ud ved. Hvis sydeuropæerne giver efter, kan disse stormagters del-og-hersk-strategi underminere unionen fuldstændigt.

Og netop fordi nogle sydeuropæiske lande har gennemført reformer, som særlig de unge har lidt hårdt under, vokser forbitrelsen og trangen til at give efter for Rusland og Kina. For skal man nu virkelig til at trille stenen op ad gældsbjerget igen som følge af en pandemi, man ikke selv er skyld i?

De Fedtede Fire vil sørge for, at det ender med et kompromis, som dem, der skal betale mest, kan leve med.

BETYDER DET SÅ, at man som dansker skal skamme sig over at komme fra et land, der er blandt De Fedtede Fire?

Overhovedet ikke. Der er nødt til at være nogle, som passer på pengene. Det plejede at være briterne. Ved det foregående budget var det Camerons fortjeneste, at EU holdt sig til den ene procent af BNI.

De Fedtede Fire vil sørge for, at det ender med et kompromis, som dem, der skal betale mest, kan leve med. De kan næppe forhindre, at en del af pengene bliver givet som direkte støtte, men også her har de en væsentlig funktion. De skal sikre, at bevillingen bliver en engangsforestilling, der finansieres ved, at Kommissionen optager langfristede lån, som inflationen vil udhule. Kommissionen skal ikke som ønsket have lov at opkræve en masse skatter; det kan den trygt overlade til nationalstaterne, hvis velfærdsstatsmodeller er meget forskellige. Sådan kan befolkningerne lide det.

Endelig skal de fire stille strenge krav om transparens og revision og sørge for, at pengene ikke smøres tyndt ud over de fleste medlemslande, for så kan det være det samme. Meningen er, at de skal gå til Sydeuropa, der blev hårdest ramt af både finanskrise, flygtningetilstrømning og corona.

Nemt bliver det ikke.

Men lykkes det, vil vi en skønne dag høre om De Fornuftige Fire.

Side 11



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Skribenternes avis

Hans Mortensen

Aske Munck