Vi gik ud på promenadedækket i styrbords side, da det endnu var bælgmørkt. Fra nord blæste en tempereret, let vind, som var rar at få i ansigtet efter en nat i dunsten af gammelt tis, slidt linoleum, emaljemaling og dieselolie. Det var en tidlig morgen i januar, få måneder siden. Himlen var skyet, så der var ikke mange stjerner at se. Glasagtige bølgetoppe åbenbarede sig i skæret af skibets eget lys. Et stykke fra skibet, endnu langt væk, skimtedes en række landfaste gadelygter, arrangeret i vandret orden. Jeg fokuserede på det store sorte ingenting i et forsøg på at finde en enkelt genkendelig nuance at folde resten af billedet ud fra. Så skete der noget et stykke oppe på himlen. Chokerende tæt på åbnede der sig pludselig et blodrødt øje. Det var, som om en kæmpemæssig drage var vågnet op og ville se, hvem der forstyrrede. Nogle sekunder stod vi dér og stirrede tilbage ind i det gloende blik. Så blev det atter mørkt.

Lidt efter lød det fra højttaleren, at passagerer til Stromboli skulle gøre sig klar. I næste øjeblik stod vi på en lille landgangsbro i beton, og skibet var forsvundet mod Sicilien. Nogle få andre passagerer blev hentet af deres slægtninge eller venner. Så åbnede øjet sig igen, denne gang som et skær på de rødmende skyer, og en fjern buldren hørtes, som fra en sulten mave. Mens min rejseledsager og jeg forgæves ventede på øens eneste taxa, en ombygget golfbil, stod solen op og forvandlede alt omkring os til noget fra Aladdins hule. Et øjeblik varede det. Så sivede guld og ædelstene ned i det sorte lavasand på stranden.