Kære brevkasse
Hvornår begyndte menneskeracen at regne »utroskab« med i deres verdensbillede?
Vi har talt om, at det måske startede, da man begyndte at have ejendom og materielle ting eller status, man kunne miste, men hvad med den sårede følelse? Havde Homo sapiens den med fra starten?
Hilsen de monogame grublere
Kristian Ditlev Jensen
Kære monogame grublere
Det er et godt spørgsmål, I stiller, for i disse år er alle vores begreber om parforhold, familie og kærlighed i en rivende afvikling. Det synes man i hvert fald, hvis man er civiliseret.
Det åbne parforhold, altså indifference over for utroskab, er blevet en stangvare, så at sige, og det er snarere normalen, at børn opfostres alene af deres af Socialdemokratiet subsidierede mødre, end at de har en normal opvækst. Imens er far – og mor – så på Tinder, hvor de leder efter en enlig forsørger, gerne i et forhold, som de kan snacke lidt sex med.
Tillad mig et sidespring: Når man skal forstå utroskaben, må man ty til det citat, der står i Bret Easton Ellis’ moralværk American Psycho fra 1991. »Miss Manners«, amerikanernes Emma Gad, siger her, at hvis vi fulgte enhver impuls, ville vi ende med at slå hinanden ihjel. Og når I spørger, hvornår vi begyndte at blive forargede over knalden rundt, så spørger I jo faktisk også: Hvornår begyndte vi at styre os?
Kvindens evne til få serielle orgasmer – og mandens ditto til at dratte i søvn blot nanosekunder efter en udløsning – skyldes, at man under de vilde forårsorgier i tidernes dyriske morgen sikrede artens overlevelse ved, at damen bukkede sig forover, og herrerne stillede sig på række. Dengang har jalousi næppe været voldsomt fremherskende.
Ideen om Den Anden som ejendom bliver rigtig tydelig i selvmordsforskningen. Den franske sociolog Durkheim beskriver, hvordan det i 1700-tallet var forbundet med dødsstraf, hvis en bonde i England blev taget i at forsøge at begå selvmord. Når han tog sit eget liv, som det jo faktisk også hedder, tog han nemlig sin arbejdskraft fra samfundet. Altså er ideen om, at vi ejes af hinanden – også meget bogstaveligt – slet ikke ukendt.
Jeg vil dog nok hellere give især kristendommen skylden. Ser man på romernes forhold til sex, så var sex altid kombineret med magt. Alle udskejelser var derfor okay, så længe det bare var med en person af en lavere stand. Populært sagt måtte en mand have kønslig omgang med flere kvinder, men ikke omvendt. Og en borger kunne tage en slave på 12 år, hvis det passede ham, men han måtte ikke lade sig tage. Billeder af hæmningsløs sex var desuden populære dagligstuemotiver i kunsten. Og kvinders orgier med gladiatorer var okay, for når gladiatorerne døde kort efter, var der ingen social skandale.
Med kristendommen kom der en personlig moralsk frihed funderet i individualismen, og – måske derfor – bliver én partner det ideelle. Ideen med den kristne moral er en erkendelse af mennesket som hæmningsløst driftsvæsen, i kirken kaldet en synder, som Miss Manners også var inde på. Men vi er i dag sat fri – til selv at prøve at styre os.
Og held og lykke med det.
Linea Maja Ernst
Kære monogame grublere
Jeg er ikke antropolog, men jeg har lang erfaring med at bøvle med mange og voldsomme følelser og regner mig således som delvist kvalificeret til at svare (eller: tale interesseret udenom).
Hvornår dukker sårede følelser op historisk? Jeg mistænker, at følelsen af ejerskab over andre mennesker er ældre end dagbogsskriveriet, så de skriftlige kilder mangler, men mon ikke diffuse følelser af svigt altid har rumsteret? Før ægteskabet, før man fik papir på og ejendomsret over hinanden. Enten på et romantisk plan, fordi tosomhedens særlige intimitet bliver forrådt, hvis den ene strejfer omkring. Eller på et biologisk, hormonelt abe-plan, fordi generne bare ønsker at videreføre sig selv og protesterer over muligheden for, at afkommet ikke er hjemmelavet. Parringsbyrden, som en videnskabsjournalist her på redaktionen betegnede det, hvilket er sådan jeg fremover vil omtale min datter, når hun er træls.
Utroskab er mange ting. Der er den spontane julefrokostversion, sidespringet. Der er den længere affære, den lidt mere classy model, tænk på franske politikere, for hvem elskerinder virker som obligatoriske, offentlige hemmeligheder.
I nævner svigtet. Hvilken form udgør det største svigt, den meningsløse eller den meningsfyldte utroskab? Er problemet, at man svigter sin partner, eller at partneren føler sig svigtet? Skal man gå til bekendelse eller brødebetynget dø i synden? Hvis man overhovedet kan tale om en menneskelig natur, ligger utroskab så ikke mere til den, end monogami gør? Hvis man ser på menneskets nærmeste slægtninge i naturen, bonoboaber og andre primater, som lever i flok, så er de nogle skamløse sluts, der knalder til højre og venstre. Både hannerne og hunnerne, i øvrigt, hvilket burde udfordre et ofte gentaget argument om, at utroskab er mere nærliggende for mænd, angiveligt ansporet af en ekstremt presserende biologisk impuls til at sprede sin sæd over det størst mulige areal.
Utroskab er grimt, men interessant. Findes der noget andet tabu, som på samme tid er så bredt fordømt og så bredt praktiseret? Bliver menneskene ved at være utro, fordi vi er dårligt dresserede aber, eller fortæller utroskaben os noget (mere, end vi har lyst til at vide) om vores skiftende billede af kærligheden, vores idealer og forhåbninger for hver epoke, den hjemsøger? Er den historisk specifik eller biologisk bestemt?
Engang var ægteskaber fornuftsbaserede, de behøvede ikke udspringe af kærlighed. Men den romantiske kærlighed eksisterede jo alligevel, og det gjorde det farligt, men forståeligt, at opsøge affærer. Men hvorfor er vi så stadig utro inden for en kulturkreds, hvor vi kan grundlægge forhold på gensidig kærlighed? Er vi mon utro, fordi det moderne forhold ikke kan leve op til, at det både skal levere det traditionelle ægteskabs dyder (tryghed, familiedannelse, stabilitet) og affærens kvaliteter (spænding, lidenskab, overskridelse, intens hjernekemisk forelskelse). Hvilket parforhold ældre end et par uger kan leve op til det?
Stil Deres spørgsmål til brevkassen@weekendavisen.dk (maks. 600 tegn).
Læs også de tidligere brevkasser om:
Sorg over en tragedie, som ikke er ens egen
»Skal jeg gå ren Karen Blixen og skrive på engelsk?«
