Kære brevkasse. Yahya Hassan er død, og jeg kan ikke bære, at vi har tabt et så enestående og sjældent menneske. Det kan ikke stoppe med at være en tragedie.

Jeg læser hans værker, søger tilflugt i dokumentarer og nekrologer, men kan jeg overhovedet tillade mig at have denne sorg? Det føles absurd, at jeg ikke kan slippe tanken om hans unge, levende, døde ansigt, når jeg ikke kendte ham og ikke engang læste første bog, før den anden var udgivet.