Japan. Det er en gåde, hvorfor coronaen har ladet Japan slippe så billigt. Det er i hvert fald ikke, fordi befolkningen følger regeringens henstillinger om at arbejde hjemmefra.

Digital hakkeorden

Digital hakkeorden

TOKYO – »Stay home – save lives«, har parolen i halvanden måned lydt på engelsk med japansk accent fra japanske ministre og borgmestre. De siger det på engelsk, fordi det lyder smartere.

Hvis COVID-19 skal under kontrol, skal fysiske møder mellem mennesker reduceres med 80 procent. Det har statistikere regnet ud.

Men det vil ifølge politikerne være totalt umuligt at opnå, hvis ikke langt flere af Japans kontorarbejdere, både private og offentlige, begynder at »arbejde hjemmefra«, i hvert fald nogle af ugens dage.

Ikke fordi dødstallet ved pandemien i Japan er højt. Tværtimod. Onsdag var der 5 døde per en million indbyggere. I Danmark er det 91.

Og det er lidt af en gåde, hvorfor så få japanere bukker under. Befolkningen er aldrende, og i metropolen Tokyo, der er en af de tættest befolkede hovedstæder i verden, må beboere og pendlere forlade sig på offentlig transport.

Forklaringen kan i hvert fald ikke være en klar effektiv strategi fra regeringens side. Regeringens »bløde nedlukning« af samfundet kom sent og tøvende og har bestået i at opfordre skoler, institutioner og beværtninger til at lukke ned; befolkningen til at blive hjemme, og ellers bære mundbind og holde afstand.

De fleste peger derfor på andre faktorer: Det kan være, fordi japanere generelt lægger vægt på renlighed og afstand. Det kan være, fordi de ikke er overvægtige. Eller det kan være, fordi højrisikogruppen, de mange ældre, lever alene eller overvejende bor i provinsen. Endelig kan det være, fordi den velfungerende offentlige sygekasse sikrer, at alle kan få lægehjælp.

Helt sikkert er det, at det ikke kan forklares med, at folk arbejder hjemmefra.

For det første fordi de færreste arbejdspladser har været helt lukkede, og for det andet fordi det har vist sig at være temmelig umuligt at overtale folk til at blive hjemme. Det har man ikke tradition for i Japan.

Som udgangspunkt bliver det at »arbejde hjemmefra« opfattet som ukollegialt og et signal om manglende engagement i de fælles opgaver.

I flere tv-indslag har reportere om morgenen på byens togstationer afæsket kontorfolket svar på, hvorfor de tager på arbejde, når nu regeringen beder dem så indtrængende om at lade være. Svaret har meget ofte lydt, at det bliver de nødt til for at passe deres arbejde, eftersom et dokument skal forsegles med kontorets »hanko«, et lille rundt stempel, for at være gyldigt. En anden forklaring har lydt, at et dokument skal sendes som fax, og faxmaskinen står på kontoret.

Besværlige arbejdsgange

Og helt forkert er det ikke.

Arbejdsgangen på japanske kontorer er ofte utidssvarende, og Hiroaki Nakanishi, formanden for det magtfulde japanske industriråd, Keidanren, udtalte i sidste uge med et træt smil, at hanko-traditionen efter hans mening er »nonsens«. De fine små stempler burde sættes hen på hylden med små kunstværker. Premierministeren, Shinzo Abe, har skyndt sig at love nye retningslinjer, der afskaffer hanko-traditionen og i det hele taget moderniserer arbejdsgangen på japanske kontorer.

Det giver både ledere og medarbejdere hovedbrud, hvordan man overfører det traditionelle hierarki på et japansk kontor til en digital platform. På et typisk kontor står medarbejdernes skriveborde tæt ved siden af hinandens, og kontorchefen sidder for enden og kan med et blik konstatere, om der bliver lavet noget.

Coronakrisen har skabt et kæmpe marked for computer-programmer, der kan installeres derhjemme, hvor man stempler ind og ud, når man påbegynder og afslutter arbejdet, ligesom hvis man mødte på kontoret. Ved hjælp af sådanne programmer kan kontorchefen følge nøje med i, hvor mange e-mails man får skrevet, og hvilke hjemmesider man besøger i løbet af arbejdsdagen.

Alligevel kan man høre chefer give udtryk for, at det er for vanskeligt at følge ordentligt med i medarbejdernes arbejde, og man kan høre medarbejderne bekymre sig om, hvordan de nu kan vise, at de faktisk yder deres bedste. I de lande, hvor hjemmearbejde fungerer godt, foregår det på grundlag af tillid til, at folk ikke snyder og dovner. Men den tillid kan man ikke trylle frem fra den ene dag til den anden. Hvordan holdes kontorets hakkeorden i hævd, når medarbejderen unddrager sig såvel chefens som kollegernes sociale kontrol?

En anden grund til, at det er svært for mange japanere at arbejde hjemme, er af mere praktisk karakter. De færreste hjem i Japan rummer et arbejdsværelse til både far og mor. Husene og lejlighederne er små, og computeren tages frem på middagsbordet, hvor børnene i forvejen sidder med deres blyanter og laver lektier – og de gør det jo også i disse uger udelukkende online. Mange af dem har desuden i stigende grad brug for hjælp fra mor og far, hvis de ikke skal komme for langt bagud. De har ikke været i skole i efterhånden to-tre måneder.

Stress i hjemmet

På de betingelser er det svært for mange kontormænd at arbejde koncentreret hjemmefra og stille en krævende chef tilfreds, uden at det går ud over både børnene og konen. Hun – for det er stadig oftest kvinderne, der står for det huslige – har pludselig fået en masse ekstraarbejde med at passe børn og mand samt trøste stressede familiemedlemmer. Små lokale hoteller i forstæderne er derfor begyndt at tilbyde at udleje hotelværelser i dagtimerne, så mændene kan få mulighed for at arbejde hjemmefra et andet sted end derhjemme, hvor der ikke er plads. Så skal kontormanden alligevel ud at pendle, og det var jo ikke lige det, der var meningen.

Desværre har den japanske arbejdsomhed ikke hindret, at coronakrisen har ramt Japans økonomi hårdt. I nogle sektorer er aktiviteten gået ned med 80 eller 90 procent. Ikke mindst transport, turisme og natteliv er hårdt ramt.

På længere sigt er der dog håb om, at de nye arbejdsrutiner kan få en positiv indvirkning på økonomien, fordi konservative chefer er blevet tvunget til at strømline arbejdsgangen ved at tage digitale løsninger i brug samt afskaffe hanko og fax.

 

Læs også om tabuet omkring svært overvægtige og COVID-19: »En ubekvem sygdom«

Læs også Lone Franks essay om den intense opmærksomhed, vi giver pandemien: »Døden skal have en årsag«

Læs også Anna Libaks kommentar om, at henved 300.000 mennesker er foreløbig døde af COVID-19. Men millioner vil dø af reaktionen på den: »Angst smitter«

Side 11



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby